Det smukkeste øjeblik

Det smukkeste øjeblik

Vores smukke lille pige født 16/12-2016 kl. 02:06

Vores smukke lille pige født 16/12-2016 kl. 02:06

Fortsættelsen af mit forrige indlæg.

15 december kl. 21:30
Jeg var omkring 3-4 cm. åben og i det man kalder for i aktiv fødsel. Jeg var så lettet, tænk at vi ikke kom hjem før vi havde oplevet det smukkeste øjeblik, og fået vores lille pige i armene. Vi var stadig inde i undersøgelses rummet, da der ikke var plads på en fødestue endnu. M ringede efter sin mor som også skulle overvære det smukke øjeblik. Så både M, mine 2 søstre og min svigermor skulle være med til fødslen, og det var jeg meget tryg ved.

15 december kl. 22:00
Veerne fortsatte på fulde gardiner, og jeg troede jeg skulle dø¸. Jeg blev ved med at sige til de andre “Hvad skal vi gøre, jeg kan ikke mere” og “jeg tror at jeg dør af det her”. Jeg kunne simpelthen ikke klare det mere, og jeg blev ved med at sige jeg ville have en epiduralblokade. Jeg fik sagt det til en jordemoder, som sagde at de ville gøre klar til den, når der var en ledig fødestue.

15 december kl. 22:30 ca.
Jordemoderen kom ind og jeg blev undersøgt igen, nu var jeg omkring 5-6 cm åben og jeg fik tilbudt lavement (Det er så man kan få tømt ud i tarmene). Det takker jeg ja til og for af vide at jeg helst skulle holde mig i 7-10 minutter. Jeg tænkte at det var der ingen problemer i, men da der var gået 3-4 minutter råbte jeg, “jeg kan ikke holde det mere, jeg skal på toilettet nu!) Ja, man er nok ikke den meste charmerende når man er i fødsel, men hvad pokker det er naturens gang. Jeg kommer på toilettet og det vælter bogstavelig ud af mig (lækkert, haha) samtidig med det, begynder jeg at bløde. Vi for kaldt på en jordemoder, som sagde at det var helt normalt og at det var en tegnblødning. Hun har også fundet en fødestue vi kunne komme ind på, der kommer vi ind med det samme.

15 december kl 23:15 ca.
Vi kom ind på en fødestue, jeg kom op på fødebriksen og mine fødselshjælpere står på hver sin side af mig. Jordemoderen har gjort klar til epiduralblokaden, og skal fortælle mig lidt om bivirkninger osv. Jeg havde hørt det hele før, men kommer virkelig i tvivl om jeg overhovedet ville have den alligevel, for hun sagde at nu når jeg var så langt i fødselsforløbet var det ikke sikkert at den virkede. Jeg kunne ikke selv tage beslutningen, så jeg spurgte mine hjælpere om de mente jeg kunne klare at føde uden den, og det mente de godt jeg kunne så jeg valgte ikke at få den. Jeg fortsatte mine gode vejrtrækninger og var omkring 7cm åben.

16 december kl. 00:15 ca.
jeg lå på fødebriksen og koncentreret mig ikke om andet end min vejrtrækning. Jordemoderen kom over til mig og ville mærke på mig indvendigt, da hun gjorde det gik mit vand. En meget underlig følelse, vandet var helt varmt. Det var jo gode tegn og hun konstateret at jeg var omkring 8cm åben.

16 december kl 00:30
Jeg arbejdet stadig sammen med veerne, og kunne slet ikke fokusere på andet end det. Pludselig beder jordemoderen mig om at komme op og stå og får min søster til at trygge på den røde nødknap. Jeg bliver bekymret, men jordemoderen forklare at det er fordi babys hjerterytme dykkede. Der kom 2 læger ind, som mente alt var fint da det kun var sket den ene gang, så vi skulle bare fortsætte som vi hele tiden havde gjort. Jeg kom op og stod foroverbøjet hen over briksen, og mens jeg står der for jeg den første presseve, jeg råber til jordemoderen at jeg skal presse nu, men det må jeg ikke. jeg kom op og ligge på fødebriksen igen, og fik af vide at jeg ikke måtte presse med endnu.

16 december kl. 01:45
Nu var der ikke længe til lille M kom til verden. Jeg var 10 cm. åben og måtte presse med når der kom en ve. Det var godt nok noget af en lettelse, man følte virkelig at man kunne gøre noget ved de forbandet veer, i stedet for bare at skulle holde dem ud. Jeg aner ikke hvor de kræfter kom fra, men jeg følte mig som en superwomen.

16 december kl. 02:05
“En presseve mere og du har din datter i dine arme” sagde jordemoderen til mig. Min søster råbte (preees, vi kan se hende) og det var som om jeg fik fornyet energi, Jeg pressede med alt hvad jeg havde tilbage og så kom hun.
Kl. 02:06, fødte jeg, efter min mening den smukkeste pige i verden. Jeg råbte (Årh prinsesse, hvor er du smuk) jeg glemte tid, sted og smerte. Tænk at vi havde skabt noget så fantastisk. Hun kom op på mit bryst, der var blod men det rørte mig overhovedet ikke. Jeg græd af bare af glæde og kærlighed. Det er virkelig det smukkeste og mest livsbekræftende jeg nogensinde har oplevet.
12 timer i smertehelvede var simpelthen det hele værd. Jeg elskede hende allerede, og min kærlighed er kun vokset dag for dag.

 

Nu er hun 9 måneder gammel, hun er alle vegne, starter i vuggestue 2. oktober og så er hun fyldt op med kærlighed. Tiden flyver af sted når man har det godt :)

Tak for at du læste med om det smukkeste øjeblik i mit liv, det varmede mit hjerte <3

Malucca 9 måneder <3

Malucca 9 måneder <3

//AmandaMalika

Følg gerne med på min instagram nedenfor 😊