Close
Fra det søde familieliv til “Helvede er den anden”
facebook pinterest twitter

Fra det søde familieliv til “Helvede er den anden”

babyklar 23 september 2013, 07:47

Minmave-Babyklar-Blog3-9470

Nu vil jeg gerne skrive om noget, jeg ikke ved en skid om.

Familieliv.

Det må man gerne, ik?

Ytringsfrihed, du ved.

Eller. Det er løgn. Jeg har levet med min far, mor og søster i 19 år. Det er da et slags familieliv.

Men du ved godt, hvad jeg mener. Familieliv hvor du er den ene af de to voksne. Det, som du selv formentlig er midt i eller skal starte på nu, hvor du bliver mor. (Hvis du skal være enlig mor må du bære over med mig.)

Jeg ved ikke meget om det. For jeg har aldrig haft muligheden for at leve sammen med en kæreste. Kun med en veninde. Det gik også super nemt. Men til gengæld har jeg fulgt en del parforhold fra sidelinjen, (Jeg skal nok lad være at nævne nogen navne) og der er ting, der altid har undret mig.

En af dem er, hvorfor der er så mange skænderier om, hvem der gør hvad i hjemmet.

“Han laver ikke nok!”

“Hun sætter ikke pris på, hvad jeg laver!”

Lad mig for ligestillingens skyld skrive det lidt om.

“Hun laver ikke en dyt!”

“Han sætter simpelthen aldrig pris på alt det, jeg knokler med!”

Det er åbenbart en nem fælde for kærestepar at se med kritiske øjne på, hvad den anden laver og opfatte egne bedrifter som store, hårde og prisværdige. Sandsynligvis fordi vi for det meste gør det, vi synes er vigtigt. Vi glemmer nemt og hurtigt, at selvom vi er glade for, at sengetøjet er strøget, kan det godt være, at vores partner er hamrende ligeglad med det.

Skal jeg tro mine venner, er især tiden efter, at man har fået  barn følsom. For der tager de praktiske opgaver rigtig meget tid.

Vask. Opvask. Skraldespand. Tørre røv. Støvsuge. Amme. Hænge tøj op. Tørre røv. Tømme vaskemaskine. Amme. Sætte alt på plads. Mødregruppe. Sportsklub. Lave mad. Rydde papir op. Regnskab. Reparation. Email. Sociale medier. TV. Du fortsætter selv listen.

Der klages over, at den anden gør for lidt, mens vi selv gør det meste. Vi skændes om det, og vi sætter ikke pris på alt det, vi slipper for.

Det forstår jeg ikke.

Helt ærligt.

Det forstår jeg ikke.

Det må være noget, man tænker, når man aldrig har været single.

For hvis man, som jeg, har været single det meste af sit liv, ved man i hvert fald én ting.

Man laver det hele selv.

Hver dag!

Man gør selv rent.  Man vasker selv op.  Man går selv ned med skraldespanden. Man vasker selv tøj. Man hænger det selv op. Man laver selv regnskab. Du fortsætter selv.

Og når man er single og har et barn, laver man også det hele for sit barn. Selv!

Man skal både lave mad, spise, vaske op, læse en historie, børste barnets tænder, synge en sang osv. Det klarer man (måske) også fint.

Alligevel er der mange par, der går fra hinanden, bl.a. fordi skænderierne tager så meget til, at de ikke kan finde ro. Kærester vokser fra hinanden, og afstanden er pludseligt på størrelse med Linse Kesslers bryster. Dvs. udover hvad det naturlige kan bære.

Det giver mig lyst til at sige følgende:

“Du vil aldrig have nær så mange opgaver, når du er i et parforhold, som du har, når du er single.”

Det kan nærmest ikke lade sig gøre. Simpelthen fordi der er mange fælles opgaver og udgifter. Fordi der ikke er to regnskaber for alt. Fordi der kun er et brusebad, der skal repareres. Fordi der kun er et sæt sengetøj, én gryde til to mennesker, og jeg kunne blive ved.

Den eneste forskel er, at som single, bliver du ikke konfronteret med krav, som er anderledes end dine egne. Det er den eneste fordel. Men lur mig, om ikke du kan holde ud, at dit undertøj ligger ved siden af vasketøjskurven eller din sko flyder i entréen betydeligt mere, end du kan holde ud at se din kærestes undertøj eller sko flyde det samme sted.

Jeg har selv erfaret det flere gange.

Hvorfor kan jeg lade opvask flyde i halvanden dag i vasken, hvorimod jeg straks vasker op, hvis min kæreste er i nærheden.

Hvorfor?

Jeg ved simpelthen ikke hvorfor.

Men jeg tror, at det skyldes, at hver gang vi lader en opgave ufærdig, laver vi en eller anden form for ubevidst indforstået aftale med os selv om, at “det er ok”, eller “jeg klarer den senere”, men når kæresten ikke rydder op,  ved vi ikke, om “han/hun vil gøre det senere”, “han/hun er ligeglad”, eller “han/hun ser det bare ikke”. Og det får os til at reagere.

Oftest reagerer vi endda før, vi spørger, hvad den andens tanke er.

Så bryder helvedes løs.

For som Jean Paul Sartre sagde i stykket Lukkede døre: “Helvede er de andre.”

En løsning som jeg har hørt flere være glade for er at skiftes.

Hveranden uge er det den ene, der tager sig af alt det praktiske omkring rengøring, madlavning, tøjvask og opvask, mens den anden nyder familielivet med børnene eller en god bog, og så byttes der igen ugen efter.

Jeg vil dog nok sige, at man også skal huske at finde dage, hvor man begge holder lidt fri sammen, ellers kan det også ende med, at man aldrig giver plads til at intimiteten vokser.

Jeg håber selv, at jeg altid vil huske, hvor meget arbejde der ligger i at bo alene.

Spørg mig om et år.

Eller spørg min kæreste.

Nej, lad være.

(Angst)

Jeg håber ikke, at hun starter en blog.

Jeg må hellere tage den opvask…