Close
Jeg vil have et barn – Pis! Hun ligner mig!
facebook pinterest twitter

Jeg vil have et barn – Pis! Hun ligner mig!

babyklar 12 august 2013, 10:42

Stork med baby

Jeg er en mand.

Og som udgangspunkt kan det være svært for en mand at vide, om han virkelig er far til “sit” barn.

Det er i hvert fald umuligt under graviditeten, ud over hvad den ihærdige tillid man heldigvis har til sin kæreste, kan give os af sikkerhed.

Det skal ikke stoppe os. Mænd. Det stoppede hellere ikke mig. For jeg ville have et barn.

“Jeg vil have et barn!”

Det har jeg altid sagt højt.

I min historie ønskede moren at stoppe vores forhold, da hun fandt ud af, at hun var gravid. To måneder senere, da hun havde besluttet sig for at beholde barnet, fortalte hun mig, at jeg skulle være far.

Ups! Hvad? Skal jeg være far?

Jihaaa!!!

På det tidspunkt talte vi ikke så meget om, hvilken slags far jeg skulle være. Eller rettere, der var to vidt forskellige synspunkter omkring det. Men naturen gik sin gang.

Så blev barnet født!

Min besøgstid var begrænset, og jeg følte mig kørt ud på et sidespor. Det var smertefuldt. Jeg var fortvivlet. Jeg var ked af det. Jeg vidste ikke en gang, om jeg ville kunne blive ved på den måde uden bogstaveligt talt at blive tosset. Derfor virkede det som en lettelse, da den tanke opstod, at barnet ikke var mit. En mulighed som jeg ikke ønskede overhovedet, men som blev forstærket af, at jeg ikke kunne genkende mig selv i barnets træk.

Jeg husker, hvordan min 90-årige bedstemors søster gang på gang sagde til mig, når hun ringede for at høre, hvordan det gik:

“Det er ikke dit barn, det er ikke dit barn, det er jeg sikker på!”

Jeg vidste, at hun med 99,9 % sikkerhed tog fejl. Men et eller andet sted føltes det da rart at vide, at den mulighed var der. At jeg måske kunne slippe ud af det, der dengang føltes som et lille helvede.

Barnet voksede og mit samvær også. Men tvivlen levede hånd i hånd med den forankrede smerte.

Indtil en dag hvor jeg hentede pigen i vuggestuen, og hun kiggede på mig med et blik, som jeg ville have genkendt blandt 1000 andre.

Min fars blik.

Pædagogen spurgte mig, hvorfor hun så sur ud. Og svaret var indlysende for mig.

Hun er ikke sur, hun tænker. Hun siger bare, ”nu skal I holde jer lidt væk, så jeg kan være her og tænke”.

Jeg kendte blikket. Jeg kendte følelsen bag det. Det var fantastik. Jeg var på ingen måde længere i tvivl om, at hun var min datter. For hun var sin farfars barnebarn.

Der gik heller ikke lang tid, før jeg fandt ud af, at hun også var sin farmors barnebarn.

Og der kom en åbenbaring af gigantiske dimensioner.

Pis! Hun ligner mig!

Altså ikke bare skønne mig. Søde mig. Kærlige mig. Nej. Hun ligner mig. På godt og ondt. Irriterende mig. Bange mig. Utålmodige mig. Særligt sensitive mig. Perfektionistiske mig. Lang nakke mig. Krumme næse mig. You name it!

Jeg følte pludselig, at hun var ved at give mig en kæmpe gave.

En KÆMPE gave.

Det største et barn giver til sine forældre.

Det mener jeg.

Den største GAVE.

Et valg med kolossale konsekvenser.

Min pige gav mig pludseligt valget mellem at elske hende ubetinget, med alt det hun besidder, der ligner mig, og derved muligheden for at slutte fred med al det uperfekte i mig, eller at prøve at gøre hende “perfekt”, alle de steder, hvor jeg ikke selv er det.

Mit valg!

Jeg gentager.

MIT valg!

Pis!

Den tanke kastede mig tilbage til min fars meget ambitiøse plan om, at jeg skulle være mindst ligeså brillant som ham, der hvor han var brillant (på den bedste franske elitære facon) og meget bedre end ham, der hvor han ikke følte, at han slog til.

Han gjorde det aldrig af ond vilje. Slet ikke. Han kunne bare ikke holde uperfekte sig selv ud og den eneste løsning, han så, var at gøre os børn til perfekte mennesker.

Det blev vi så ikke, og han blev heller ikke lykkeligere af alt det, min søster og jeg blev gode til. For vi kunne altid blive bedre.

Det var også et skråplan.

Så ja, valg er der faktisk ikke meget af.

Jeg er uperfekt, og det er ok. Min datter er uperfekt, og det er også sat’me OK! Og jeg skal aldrig i livet bede hende om at være bedre til noget, fordi jeg selv stinker til det.

Sådan!

Satans, det føles godt!

UPS, jeg glemte vist at sige…

Pis! Hun ligner sin mor!

Men det gør ikke noget, for lige præcis hendes mor ER perfekt!
Det besluttede jeg én gang for alle, da hun fortalte mig, at jeg skulle være far. Så var det på plads!

Eller med min datters egne ord:

“Mor er smuk!”

Mig: “Ja, det er hun! Og hvad er far?”

“Far er gammel!”

Hmm…

Hun har ret. Jeg er 6 måneder ældre end hendes dejlige mor.

Uperfekte børn er sjovere!

Hvad synes du selv er børnenes største gave?