Close
Børn og dyr
facebook pinterest twitter

Børn og dyr

detlilleroedehus 5 oktober 2015, 07:42

imageBørneopdragelse er rigtig mange ting, og der er mange meninger om, hvordan man skal gøre. Alle har en mening og gode råd. Det har jeg også selv, og jeg prøver at lære min søn, hvordan man skal opføre sig. Jeg begår også fejl, og der er dage, hvor linen bliver lidt længere end normalt – det bliver vi simpelthen nødt til herhjemme, ellers så er stemning primært negativ her i trodsalderen.

Men der er en ting, som jeg aldrig slækker på. Hvordan min søn (og andre børn) er sammen med dyr. Vi har to dejlige og godmodige hunde på 8 år. En labrador og en golden retriever. Valdemar, min dreng, elsker dem. Især Indi, vores lab, og ham har noget særligt sammen. Når man spørger ham, hvem der er i vores hjem, ja så bliver Indi altid nævnt først. Og jeg tror faktisk, at hun tager 1.pladsen over sjove “personer”. Men engang i mellem kan han være hårde ved dem. De bliver skubbet, hvis han ikke lige vil have, at de står der, hvor han vil have. Og at sidde på dem er også et hit. Der skal jeg simpelthen finde min pædagogiske side frem, da jeg kan mærke, at jeg bliver meget gal. Jeg mener, at børn skal behandle dyr med den største respekt. Man skal ikke ride på hunde, hive dem i halen, klæde dem ud eller lign. Nogle mener, at hunde bare skal finde sig i, at børn gør disse ting og en standard replik, som jeg har hørt til hundetræning (jeg arbejder som hundetræner i min fritid) er at, mit barn skal kunne tage et kødben fra min hund. Jamen hvorfor? Har hunden ikke love til at nyde sit ben i fred? Bør dit barn ikke netop lære dette? Jeg synes, det er så forkert, når børn får lov til disse ting. Det er så sjældent at hunden bider, inden den har givet adskillelige advarsler. Respekter dog at den gerne vil være i fred.

Jeg synes, det er en gave, når børn vokser op med dyr. Jeg kan se, hvor meget glæde Valdemar har af vores hunde. Og selv om han prøver mange grænser af, så lærer han, hvad man skal og ikke skal. Det er min overbevisning, at børn der lærer at omgås dyr, også lærer at begå sig bedre socialt og personligt. Ikke at man nødvendigvis skal have dyr derhjemme, men i mødet med dyr og børn sker der noget helt unikt med en rette rådgivning. Sig fra for dyrene – så viser man sig også som det gode forbillede over for sine børn.