Close
Laktosefri citronkage med citronsirup og birkes
facebook pinterest twitter

Laktosefri citronkage med citronsirup og birkes

ellengrigorian 16 maj 2016, 15:48

I sidste uge havde jeg fødselsdag og i lørdags holdte jeg fødselsdagsfest for familien. Det er jo en rigtig god grund til at lave en lækker kage til kaffen senere på aftenen. Jeg plejer altid at lave den klassiske og traditionelle lagkage, som er lidt anderledes hvert år, og alligevel den samme. I år besluttede mig for at bage noget andet og det endte med en roulade med hindbærcreme og denne citronkage med citronsirup og birkes. Efter min mening, så er det verdens bedste citronkage! 😀 Den er så frisk og lækker og ikke mindst, nem at lave. Det jeg især kan lide er, at man bruger 1 hel citron og det er både skallen og saften. Jeg var faktisk selv overrasket over hvor meget smag der egentlig var i kagen og uden endda unden kunstige tilsætningsstoffer – det kan vi lide!

Kagen var en succes til festen og der var kun 1 stk. tilbage til sidst. Det nederste billede er snuppet hurtigt med min iPhone til festen, hvor jeg havde opstillet kagerne på et fint kagefad.

Jeg skal helt sikkert lave den igen og næste gang, tror jeg at jeg vil servere den for mine kollegaer på arbejde i forbindelse med vores kommende bryllup 🙂

Opskrift på laktosefri citronkage med citronsirup og birkes

Ingredienser:

  • 175 g sukker
  • 2 stk. æg
  • 150 g blødt laktosefri smør
  • 175 g Amo selvhævende mel
  • 1 stk. økologisk citron (det er meget vigtigt at den er usprøjtet, derfor økologisk)
  • 0,25 dl Valio laktosefri minimælkedrik
  • 120 g flormelis + lidt til pynt
  • 2-3 spsk. birkes

Fremgangsmåde til citronkage:

  1. Tænd ovnen på 180 grader.
  2. Kom æg, sukker og smør (skær dem gerne i skiver) i en skål og pisk. Man kan også sagtens benytte en køkkenmaskine, som jeg har gjort.
  3. Riv citronskallen af citronen med et rivejern (med de mindste huller) og hæld det ned til blandingen. Gem citronen til senere brug!
  4. Hæld herefter melet ned i skålen og rør rundt i blandingen til den er fast.
  5. Tilføj mælken lidt efter lidt, under let omrøring (sæt det på den svageste på din køkkenmaskine)
  6. Når dejen ikke har nogle klumper, så er den klar. Hæld birkes i og rør rundt.
  7. Spray en bageform med en bagespray (eller smør den) på ca. 25 x 20 cm og hæld dejen heri.
  8. Bag kagen i ca. 45 minutter til den er gyldenbrun.

Fremgangsmåde til citronsirup:

Citronsiruppen laves efter kagen er bagt.

  1. Pres saften af citronen som blev brugt til at rive skallen af. Det gør ikke noget der kommer kerner med – de bliver siet fra bagefter.
  2. Tag en lille gryde og en si. Hæld citronsaften igennem. Fjern kernerne fra sien og hæld frugtkødet tilbage i citronsaften.
  3. Hæld flormelis i citronsaften og rør rundt ved høj varme, til siruppen har en klar farve. Husk, det må ikke koge.
  4. Prik det færdigbagte citronkage med en gaffel alle steder. Hæld citronsiruppen på og fordel det ligeligt på kagen med en ske.
  5. Vent til kagen er afkølet og skær dem i små firkanter. Hæld herefter lidt flormelis på toppen. Jeg har også drysset lidt guld glitter på kagerne – det giver et ekstra festligt pift til kagerne.

Servér kagen som den er, eller sammen med laktosefri skyr naturel! 🙂

 

Laktosefri citronkage med citronsirup og birkes