1’er & 2’er

Forskellen på, at være 1’er og 2’er barn …

Det er sørgeligt, men sandt. Der er en forskel på, at være første og sidste fødte barn. Jeg har aldrig brudt mig om, at hører forældre sige, at den første er lidt en prøveklud, men det er jo rigtig nok.

Foreksempel var jeg enormt bange for, at gøre noget forkert med Felix. JEG stod med ansvaret, for denne perfekte lille skabning, og der var altså en potentiel risiko for, at jeg fik ødelagt ham. Jeg gjorde alt for, at gøre alting rigtigt. Han spiste rigtigt, fik det rigtige tøj på, og da han motorisk begyndte at udvikle sig, var jeg om ham, han skulle nødigt komme til skade! Jeg husker hvordan jeg gik, bag ham, med hænderne 1 cm fra ham, når han gik rundt med gåvognen, eller langs sofabordet. Jeg var SÅ bange for, han slog sig. Alligevel sagde jeg, at børn jo skal lærer af det, og at erfaring kun gør dem klogere. Første gang han væltede bagover, og jeg ikke greb ham, kunne min dårlige samvittighed ha’ kvalt mig! Men langsomt fandt jeg ud af, at han ikke være lavet af glas.

Det kommer klart Lilje til gode. Jeg har præcis samme holdning til mad osv, men hun får altså nogle knubs. Især af Felix, når han bare så gerne vil lege med hende, men slet ikke kan styre sin store klodsede krop. Og hun piver ikke bare, hun tager dælme i mod og siger fra når nok er nok. Jeg sidder ikke og er klar til at gribe hende, men tager det meget mere afslappet, hvilket gør, at hun heller ikke bliver lige så forskrækket.

Jeg ville ikke sige, at jeg er blevet en ravne mor, hun får præcis samme opmærksomhed og kærlighed. Men hun får klart flere “prøv lige selv først skat” eller “op igen” end Felix gjorde.

Mon det fortsætter sådan hele deres liv? At man med den første altid er bange for, at træde forkert, og at man med den anden måske til tider slapper lidt for meget af?

En ting der dog er præcis den samme, er bekymringerne. Jeg bekymre mig ikke mindre når Lilje er syg, end når Felix er syg.

Og kærligheden, er præcis den samme ❤

Da jeg ventede Felix, kunne jeg ikke forestille mig, den her enorme forelskelse man får til sit barn. Det ramte mig med 180 km/t!

Da jeg ventede Lilje, var jeg så bange for, at jeg ikke ville føle det samme for hende. Jeg kunne umuligt elske nogen, lige så meget som jeg elskede Felix. Heldigvis tog jeg fejl. Kærligheden til dem begge er fuldstændigt uvirkeligt stor.

Hvordan kan den være andet? Se dem lige

IMG_8025

Billede af: Christina Bogø Photography