Dit barn trives ikke …

Det var ikke de ord pædagogen brugte, men det var det jeg hørte. Av hvor gør det ondt!

Der har det sidste stykke tid været meget stille her på bloggen. Jeg er startet på arbejde, og det tager sin tid, at finde en god rutine. Jeg tror vi er ved at være der nu. Derfor gjorde det endnu mere ondt, at hører, at de i vuggestuen ikke føler, at Felix er den glade dreng han burde være. Jeg blev først rigtig ked af det. Det er da den største falit erklæring, at ens barn er følelsesmæssigt ude af balance.

Det har gået op og ned med Felix længe. Han har haft perioder hvor han har været udadreagerende og vred. Sådan rigtig hysterisk vred. Han bliver enormt påvirket af sine omgivelser, og tåler slet ikke at få sin rutine brudt. Det er meget svært for andre at forstå, så det accepteres ikke altid desværre. Det giver en masse oprydningsarbejde efterfølgende hvor han er pjevset, og har en utroligt kort lunte. Han har også perioder hvor han bliver utroligt ked af det, sådan helt inden i – det er der han er nu, i vuggestuen. Herhjemme føler vi egentlig, at det går rigtig godt. Han er begyndt at sætte ord på hvordan han har det: “mig bange”, “mig ked”, “mig sur”, “mig glad”. Det er jo et kæmpe skridt i den rigtig retning. Vi forsøger at undgå situationer, vi ved starter en tornado, men dermed ikke sagt vi føjer ham. Vi undviger bare, hvis det giver menig. F.eks. har han rigtig svært ved ordet “nej”, ikke fordi han vil være på tværs, men det er som om ordet blokerer noget for ham. Derfor undgår vi ordet nej og bruger sætninger i stedet. “Du må ikke gøre sådan, men vi kan gøre det her i stedet”. Det virker en lang del hen af vejen, men vi er kun mennesker! Vi er ikke perfekte, og det er det der gør mig så pokkers ked af det. Når mit bærer er fyldt op, og jeg kommer til at cutte ham af, får jeg lyst til at springe ud af vinduet. Det er virkelig svært, at arbejde på fuldtid, ha’ en 1-årig, et hus der skal passes, og en 2-årig der har ekstremt meget brug for støtte.

Jeg søger utroligt meget vejledning hos marte meo og social pædagog Christina Abildgaar. Vi forsøger med “Alternativer til skældud” og prøver at booste hans selvtillid. Vi roser ham, fortæller ham at han er sød, sjov, sej, smuk osv flere gange dagligt. Vi fortæller ham også at vi elsker ham, at han gør os glad, at vi gerne vil være sammen med ham og at han er den dejligste Felix i hele verden. Vi øver ansigter, jeg beder ham kigge på mig mens jeg smiler og siger “du gør mig glad”.

De forsikre mig alle om, at det nok skal hjælpe, men at det tager tid. Jeg begynder at blive lidt utålmodig. Pædagogen rådede mig i dag, til at tage lidt mere styring. Selvom Felix siger, at han ikke er sulten, skal jeg bede ham sætte sig sammen med mig, fordi jeg gerne vil være sammen med ham, og så kan han spise eller lade være. Jeg prøvede i dag da jeg puttese ham og vi læste bog. Efter en side gad han ikke mere. Jeg sagde jo Felix, jeg vil gerne læse denne bog for dig, så nu bliver du siddende her hos mig. Det passede ikke herren, men han accepterede det faktisk, og vi fik læst hele bogen færdig, jeg lade ham i sengen, kyssese ham, sang godnat sang, og så sov han. Vi har ikke problemer med putningen normalt, men han plejer enten at holde i hånd, eller få en bog at kigge i selv. Så det tror jeg bliver det nye vi indfører. Hygge tid, når VI siger det.

Puha, da jeg var gravid, frygtede jeg virkelig, at få er barn jeg ikke kunne takle. Og 40% af tiden, føler jeg ikke, at jeg kan takle ham.

Hvordan forbliver man stærk for sit barn? Hvordan får man sig selv til, at blive ved og ved til der kommer resultater?

Man gør det bare, og man gør det fordi man skal! Fordi man skal tro på, at man gør hvad der er bedst for sit barn, fordi man har så utroligt meget kærlighed til dette barn, at det ikke er en løsning at give op! Men lige nu, ville jeg give min højre arm for, at hører ordene: Felix har det godt! Han trives og er glad.

Tro på jer selv, i er de bedste forældre for jeres barn ❤️

/EnMorsUnikkeVerden