Close
Fordommen om de asociale hjemmepassede børn
facebook pinterest twitter

Fordommen om de asociale hjemmepassede børn

erdernogenhjemme 18 februar 2014, 19:22

fordomme

Foto: Janni Iben Stevn Hansen

 

I Danmark er det ikke normalt, at man passer sine egne børn. De fleste forældre lader andre om det, og måske derfor blomstrer fordommene og myterne om de hjemmegående forældre og deres børn vildt. Den enfoldige antagelse, at man kun lærer sociale kompetencer i en institution, støder man i hvert fald alt for ofte på i den offentlige debat.

Hvis man går folk på klingen indrømmer de, at de selvfølgelig godt ved, at institutionerne ikke blev skabt, fordi de danske forældre ikke formåede at opfostre deres børn, men fordi både mor og far skulle på arbejde. Alligevel ser mange danskere i dag vuggestuer og børnehaver som altafgørende for børns udvikling – i særdeleshed udviklingen af de sociale kompetencer.

Som om vores forældres generation, der er den sidste generation, som voksede op uden institutionernes selvfølgelighed, ikke kan begå sig socialt! Som om mennesker i størstedelen af alle andre lande i verden ikke kan omgås hinanden, fordi de ikke har gået i vuggestue! Danmark har verdensrekord i institutionalisering; i ingen andre lande i verden sendes børn af sted i institution i så ung en alder og i så mange timer hver dag. Jeg er dog ret sikker på, at dén rekord ikke er lig med, at vi er verdensmestre i sociale kompetencer.

Fordom uden hold i virkeligheden

En af mine mandlige bekendte, der passer sin søn selv, dristede sig til at kommentere på en kronik på Information.dk. Kronikken var skrevet af en far, der følte, at staten tog mere og mere over, når det gjaldt opfostringen af hans børn. Min bekendte kom til at dele sin lykke over at have taget valget om at gå hjemme med sin søn, og han anbefalede andre at prøve det.

Straks fik han skudt i skoene i en efterfølgende kommentar, at det valg var medvirkende til ”at frarøve [hans søn] al mulighed for at kunne lære sociale kompetencer i en større kontekst (…). Det at lære at vente på tur, forhandle, skifte roller i legesituationer, og være i børnehøjde med flere børn.”

Det er uforståeligt, at folk forestiller sig, at os der passer vores børn hjemme, holder dem væk fra andre børn. Hvorfor skulle vi dog det? Fordommen om de asociale hjemmepassede børn har ikke hold i virkeligheden.

Fordommenes frie flor

En af grundene til, at disse fordomme florerer, kan måske findes i begreberne ”hjemmegående” og ”hjemmepasset”. Jeg kan afsløre, at de hjemmepassede børn ikke bare går rundt derhjemme. Der er en hel verden mellem forældrenes stue og kommunens vuggestue, og det er i denne verden, de ”hjemmegående” børn træder deres barndoms skridt.

Deres dage foregår hverken i en ”osteklokke” eller i en ”boble”; ord, som  ellers velbegavede folk i fuld alvor kan finde på at bruge om livet uden for institutionen. Jeg vil faktisk vove den påstand, at den egentlige parallelle osteklokke-verden netop foregår i institutionerne. Uden for disse kunstigt opstillede børneverdener findes den virkelige verden, hvor der skal handles, før der kan laves mad. Hjemmegående børn er verdensmestre i at pakke indkøbsposer og skrælle gulerødder .

De hjemmegående børn går ikke rundt og glor ind i deres forældres hvide vægge dag ud og dag ind, så lad os fra nu af i stedet bruge den mere præcise betegnelse ”ikke-institutionaliserede”.

De ikke-institutionaliserede børn går i Zoo, til tandlæge og i teatret. De spiller bold i parken, går til svømning og på Borgerservice. De hilser på pakkeposten, vinker til vejarbejderen og bliver strøget over håret af ham, der sælger Hus Forbi. De hjemmegående børn skovler sne, puster sæbebobler og flyver med drage. De puster æg, spiller spil og tegner. De bygger gravkøer af stole og koste, de slås, de pudser vinduer, de leger prinsesser og far-mor-og-børn. Og for at det ikke skal være løgn, så gør de alt dette sammen med deres søskende og ikke-institutionaliserede legekammerater!

Der er andre hjemme

Nuvel, i Danmark går 90 % af alle et-årige og 97% af alle tre-årige i institution, men det betyder ikke, at der ikke er nogen at lege med mellem 8 og 16. Det betyder bare, at de ikke-institutionaliserede børns forældre må være en smule opsøgende for at finde ud af, hvem der ellers er hjemme.

I dag behøver de ikke engang at banke på hver eneste dør i nabolaget for at finde ud af, hvor der er nogen hjemme. De behøver ikke snuse rundt efter haver og gårde, hvor den ellers så uberørte formiddagssne er forvandlet til snemænd og -slotte. De laver bare et opslag på facebook eller hjemmesider for hjemmeunger – og vupti har de forenet sig i et netværk fuld af legekammerater og ”kollegaer”.

De ikke-institutionaliserede børn er ikke ”isolerede” fra andre børn; et ord, der for nylig blev brugt om dem i P1-programmet Netværket af en kvindelig paneldeltager. En af de mandlige paneldeltagere i samme program kendte åbenbart nogle hjemmegående. I den ellers så fordomsfulde debat indskød han, at de hjemmegående, han kendte, jo gjorde meget ud af at mødes, selvom de skulle hen i den anden ende af byen for det.

Det har han for så vidt ret i. Det følgende citat fra programmet må stå for hans egen regning:  ”De hjemmegående børn er måske sammen på en bedre måde end i den burhønsagtige institution, som jeg placerer min dreng i. Hvor jeg tænker: Okay, her er godt nok mange børn her i det her lille bitte lokale. Lad mig komme ud – og dårlig lugt, ikke?”.

Jeg er selv med i et netværk af 180 ”hjemmegående” mødre og fædre i København, og det er guld værd for både forældre og børn at have nogen at lege og snakke med i dagtimerne. Ja, det er faktisk ret hyggeligt sådan at hjælpe med opbygningen af sine børns sociale kompetencer, mens man får vedligeholdt sine egne.

Og hvis vi en dag ikke lige kommer i Netto for at lære at stå i kø, tager vi bare en tur i legestue og prøver rutsjebanen. Og hvis vi en dag ikke lige øser maden op på skift til hvert familiemedlem ved middagsbordet, går vi bare ned til gyngerne på legepladsen for at lære at vente på, at det bliver vores tur.

Nej tak til tvangssocialisering

Nok har børn sociale behov, men behovet  for at være sammen med 20 andre børn ligger, efter min erfaring, sjældent på de cirka 37 timer om ugen for en 1-årig. Eller for en 5-årig for den sags skyld. Børns sociale behov er desuden lige så forskellige som voksnes; et faktum, der ofte bliver glemt i forsvaret for at aflevere børnene i institutionerne.

Nogle voksne trives i tvangsfællesskabet med de 20 andre kollegaer i det åbne kontorlandskab, mens andre foretrækker muligheden for at trække sig tilbage på ene-kontor for koncentration og restitution. Akkurat ligesådan trives nogle børn i det dagslange tvangsfællesskab med de 20 andre børn i børnehaven, mens andre børn har brug for at kunne trække sig tilbage for koncentration og restitution i enerum.

Småbørnsforskeren Ole Henrik Hansen skriver i forordet til “Er der nogen hjemme?”: ”… [vi må] stille spørgsmålstegn ved de kolossalt tunge velfærdssystemer, der som diesellokomotiver kører i fastlagte, ufravigelige skinner. Barnet puttes ind i den ene ende, trækkes igennem på godt og ondt og kommer ud med en studenterhue og et flag i hånden i den anden ende. Det er et fantastisk system for mange, men min påstand er, at det ikke er det for alle.”.

Jeg stemmer i, og tilføjer, at livet kan leves på mange måder; der findes ikke én rigtig ramme for barndommen. Og sociale kompetencer kan læres i mange forskellige rammer!