– En blog om hjemmepasning

Ny blog om hjemmepasning

foto (1)

Da jeg fødte mit første barn for fem et halvt år siden, blev min verden vendt op og ned fra det sekund, jeg fik den lille fedtede, varme og våde dreng i mine arme. Ting, jeg ikke havde gået op i før, betød pludselig alverden, og ting, der før havde været meget vigtige, blev med ét ligegyldige.

Begrebet kærlighed fik en helt ny betydning, og mit liv, som jeg havde forestillet mig, det ville blive, blev taget til genovervejelse.

Da min barsel nærmede sig sin afslutning, var jeg nemlig slet ikke færdig med at lære min søn at kende. Jeg var ikke klar til at undvære det privilegium, det var, at opleve hans eksplosive udvikling på nærmeste hold, til ikke at være den, der tog ham varm og søvndrukken op efter middagsluren.

Jeg ville gerne opleve hans første skridt, hans første snevejr, og den første gang hans små arme fægtede med, når vi sang ”Hjulene på bussen”.

For slet ikke at tale om, at jeg havde meget svært ved at se, hvordan min lille søn, der hverken kunne gå eller tale, skulle være klar til ”at stå på egne ben” i fremmede voksnes varetægt.

Fremmede voksne, der selvfølgelig ville gøre deres allerbedste for min søn, men under ingen omstændigheder ville kysse hans dunede hoved lige så mange gange om dagen, som jeg gjorde. Jeg valgte at beholde min søn hjemme hos mig, og den lillesøster han fik som toårig, til han var tre år. Han startede i børnehave med mod på verden og smil på læben.

Hård prioritering og lykkestunder blev kendetegnet for de første tre år af min søns liv, og jeg beholdt og beholder med stor selvfølgelighed og glæde hans to søstre hjemme til treårsalderen. Barndommen genudsendes ikke, og jeg føler ikke, jeg har andet valg end at dvæle ved deres første år, hvor mor og far er de vigtigste i verden.

Selvfølgeligheden omkring det at passe mine børn hjemme har ikke altid været der, for i Danmark er det normen og forventningen, at børn skal i dagpleje eller vuggestue i slutningen af deres første leveår. ”Kan forældre virkelig passe deres egne børn?” er tit holdningen, man møder. Det kan de.

Institutionsliv er ikke en obligatorisk del af barndommen, og det behøver ikke at være sådan, at forældre og børn er adskilt i dagens bedste timer. Derfor er jeg glad for at have fået en blog her på min-mave, så jeg har en mulighed for at dele min viden om hjemmepasning med de af jer, der heller ikke kan forestille jer at skulle vinke på gensyn til jeres barn fem morgener om ugen.

Der er mange aspekter af hjemmepasning – økonomi, legekammerater og politiske rammer er bare nogle af dem. Skriv endelig i kommentarerne eller på min mail, hvis I har spørgsmål eller ønsker til emner, jeg skal tage op!

Glædelig jul derude

– Janni Iben Stevn Hansen