– En blog om hjemmepasning

It’s all about the money…

foto

Foto: Janni Iben Stevn Hansen

 

Først og fremmest TAK for den varme velkomst til min blog. Jeg er meget glad for jeres kommentarer, og har ud fra dem besluttet, at dette indlæg skal handle om penge.

Økonomi er og bliver en essentiel faktor for de fleste, når det handler om at træffe beslutningen om hjemmepasning. I Danmark har vi nemlig fået skruet en samfundsmodel sammen, der nærmest tvinger begge forældre til at arbejde fuldtid og aflevere børnene i institutioner imens.

En af grundene til dette er fx at familien ikke længere beskattes som en enhed, men som enkelte individer – en ændring man indførte i 1970 i kampen om at få kvinder ligestillet med mænd og få dem ud på arbejdsmarkedet. Jeg er stor tilhænger af kvindefrigørelsen, men ulempen ved denne ændring er, at det er økonomisk sværere for børnefamilier at leve af én indtægt.

 

Det groteske pasningstilskud

I november havde jeg en kronik i Information om hjemmepasning – den kan læses i sin fulde længde her – og et af emnerne deri var ‘det groteske pasningstilskud’: I Danmark er institutionspladserne finansieret 75% af det offentlige. Det vil sige, at de omkring 3000,- (tallet varierer fra kommune til kommune), forældrene betaler for en vuggestueplads, kun dækker 25% af den samlede udgift for pladsen.

Grunden til at forældrene støttes økonomisk i at få passet deres barn, mens de arbejder, er selvfølgelig, at det er fordelagtigt for statskassen, at både mor og far er på arbejde, mens pædagogen i vuggestuen passer fire børn. 1:4-pasning kan betale sig, fordi det frigiver forældrenes arbejdskraft.

Det tilskud på de 75% af pladsens egentlige omkostning følger barnet i den offentlige institution, og kan i dag også tages med over i en privat institution, en kommunal dagpleje eller en privat dagpleje. Faktisk følger det offentlige tilskud barnet helt ind i hjemmet. Man kan få det store offentlige tilskud til pasning af barnet med hjem, så barnet kan lære at tale og gå i vante og hjemlige omgivelser.

Det offentlige støtter altså ikke kun 1:4-pasning i institutionen, men også 1:1-pasning i hjemmet – vel at mærke så længe det ikke er en af barnets forældre, der passer det! Hvem må så stå for 1:1-pasningen af det lille barn i dets eget hjem? Det er i princippet lige meget – så længe vedkommende er fyldt 18 år og har en ren straffeattest, og altså ikke er barnets far eller mor.

 

Alle andre end forældrene

Jeg kan som forælder få pasningstilskuddet og give det i løn til en bedstemor, en tante, en onkel, en bekendt eller en 18-årig, jeg hiver ind fra gaden. Jeg kan ansætte et andet lille barns mor til at passe mit lille barn; og så kan hun jo passende ansætte mig til at passe sit barn. Vi kan så at sige bytte barn og hjem i dagens lyse timer – med statens velsignelse og økonomiske støtte. Så længe vi bare ikke passer vores egne børn.

At tilskuddet fordeles sådan, forekommer mig helt grotesk. Om jeg passer mit barn, mens den private børnepassers arbejdskræfter frigives til at betale skat af et andet job, eller omvendt, gør jo ingen forskel for bundlinjen.

Derfor arbejder jeg som bestyrelsesmedlem i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO for, at pengene skal følge barnet. At vi i stedet for at lade pengene følge vuggestuen, dagplejen, onklen, bedstemoren eller den 18-årige giver forældrene råderetten over tilskuddet og et reelt frit valg i forhold til pasningen af deres børn.

For det første fordi signalet ved at give tilskuddet til alle andre end forældrene er, at forældrene er de mindst egnede til at tage sig af deres egne børn – og det mener jeg er helt forkert. For det andet fordi et sådant økonomisk tilskud ville gøre valget om hjemmepasning til en reel mulighed for flere.

 

Kun 1/3 af landets kommuner

Ifølge Dagtilbudslovens § 80 har alle landets kommuner faktisk ret til at tilbyde forældrene tilskuddet til pasning derhjemme i op til et år. Vi har i SAMFO for nyligt udgivet vores Kommuneliste, der, på baggrund af indsamlet data fra alle landets kommuner, desværre viser, at det kun er 1/3 af landets kommuner, der tilbyder det. Hvis du ikke kan finde din kommune på listen, kan du kontakte dem og spørge ind til deres beslutning om ikke at tilbyde tilskuddet til hjemmepasning.

Man hører ofte, at det bare gælder om benhård prioritering og stærk vilje, og at man sagtens kan passe sine børn hjemme, hvis man virkelig vil. Vi har i en kort periode levet fire mennesker for min mands dagpenge, ligesom jeg kender en enlig mor, der passer sine børn hjemme. Men det er virkelig ikke særlig sjovt at betale sine bleer i Fakta med 100 50-ører fra sparebøssen sidst på måneden, og jeg forstår godt, at det for mange, ikke virker som om, man har et valg. Selvom jeg synes, tiden herhjemme med børnene er alle afsavnene værd, kan det være et uoverskueligt valg.

Der burde være langt bedre økonomiske muligheder for hjemmepasning i Danmark. Eller hvad mener du?