Close
Det mest sårbare øjeblik
facebook pinterest twitter

Det mest sårbare øjeblik

erdulaege 26 januar 2016, 15:06

Jeg fødte Lilleskid – som i virkeligheden hedder Arnbjørn – kl. fem minutter over midnat, natten til d. 17. maj sidste år. Knap 60 timer med veer, 18 timer i aktiv fødsel, 2 epiduralblokader, et vedrop og en hård kop, der forærede mig en 3. gradsbristning som lige pludselig fik mig til at sætte ekstra meget pris på min normalt velfungerende sfinkter-muskulatur. Den store pakke – når det kommer til fødsler – til trods, er det alligevel ikke dét, der fylder så meget i min bevidsthed når jeg tænker tilbage.

Gennem graviditeten havde jeg ikke knyttet mig specielt meget til ham. Kærlighed, har jeg hele tiden forventet, vil vokse frem. Fred være med, at den ikke er der fra første sekund. Glæde, begejstring, forventning, spænding… Masser af andre, fede følelser dominerede mit forhold til stumpen inde i maven. Rimeligvis var det simpelthen for abstrakt en tanke for en (førstegangs)mor at der var et rigtigt barn, der lå derinde. Og jeg havde det fint med det. Det betød mere for mig at se Arnbjørn i armene på min mand end at få ham op på maven efter han var født.

Den oppefra-og-ned-tilgang til at blive mor havde jeg også til at skulle føde. Jeg forventede et langt sejt træk og ville ikke lægge nogen planer eller skrive ønsker ned. For at undgå skuffelsen ved at tingene ikke gik, som planlagt. Så jeg tog egentlig bare fødslen en ve af gangen, en time af gangen, hvad er smartest at gøre nu og (som timerne skred frem) hvordan sikrer vi at jeg har kræfter til også at presse ham ud når vi når så langt.

Og jeg fortæller egentlig, når nogen spørger, at det kun var den sidste halve time, af fødslen, jeg ikke kunne lide. De 30 minutter, hvor stuen blev fyldt af personale, der gjorde en kop klar, satte den på og trak. Min mand har siden fortalt at først da lægen havde trukket i koppen første gang blev det klart at Arnbjørn skulle fødes i pandepræsentation – altså, med panden først. ‘Næsen sidder på den forkerte side!’ skulle han have råbt. På den måde kommer hovedet ud med den absolut størst mulige diameter – så tror da fanden det havde taget så lang tid!

Da han var født trak han ikke vejret, fik hjertemassage og blev sendt på neonatalafdelingen. Min mand gik på min egen opfordring med mens jeg lå tilbage og fik lavet korsstingsbroderi på hele understellet. Derefter blev jeg plantet i en kørestol og trillet ned på neonatalafdelingen. Og det er her – på dette tidspunkt, kl 2:08 ifølge billedets info – at jeg ser min søn første gang. Jeg husker stadig ikke at jeg føler ret meget. Jeg spørger mig selv om han er okay, han har jo trods alt været tæt på at mangle ilt under fødslens afslutning. Min mand stiller mig det samme spørgsmål nogle gange. Jeg spørger også mig selv om vi kan passe på ham. For ind til videre har andre taget ansvaret. Og efter godt 15 minutter er jeg nødt til at bede om at blive kørt hen til min seng, der står på en anden afdeling, på en anden etage. Et underliv der lige har født og er gået så meget i stykker er ikke egnet til at sidde på.

Og ved du hvad? Efter 9 måneder med indvendigt selskab er man meget alene, når man bliver kørt væk og lagt i seng et andet sted. Jeg var ikke i tvivl om at jeg hellere ville og burde være lige præcis dér hvor min familie var. Det er vel de første spæde tegn på selv at vide og forstå at man er nogens mor.

Jeg fik Arnbjørn op i armene første gang den samme formiddag. 9 timer gammel og selvfølgelig 9 timer ældre end jeg ville have foretrukket i dag, men derfra gik det stærkt og de moderfølelser, der skulle vokse frem, kom. Og jeg vil gerne vise dig, der læser med her, hvordan det ser ud at se sit barn for første gang. Så det er ikke fotograf-klasse, det er dårlig belysning og udmattet mor. Det er min kære mand, der havde nærvær nok til netop at dokumentere hvordan mit og Arnbjørns første møde på denne side så ud. Det er ægte og uden filter og et meget stærkt og sårbart øjeblik!

Kære læser, her får du det mest sårbare øjeblik i mit liv. De minutter, hvor alle kanter var allermest rå, og alle ender og sider åbne og modtagelige for indtryk

Kære læser, her får du det mest sårbare øjeblik i mit liv. De minutter, hvor alle kanter var allermest rå, og alle ender og sider åbne og modtagelige for indtryk

 

Følg med i min verden fra en anden vinkel på min private blog – erdulæge.dk