Close
Til dig der har prøvet at være gravid uden at blive mor
facebook pinterest twitter

Til dig der har prøvet at være gravid uden at blive mor

esskocha 4 december 2017, 21:13

cameff_1512421896721

Før jeg blev gravid med skønlingen, var jeg gravid i ca. 8 uger.

Jeg gik i forvejen hos en fertilitetslæge, men var ikke færdigudredt, så lykken var kæmpe stor da det skete.

Men den varede kort!!!

For kort efter at hjertet skulle være begyndt at slå, omkring 21.dagen var jeg på klinikken til scanning.

En drømmeødelæggende og brutal oplevelse. Selv om den med garanti blev udført professionelt, så kunne jeg godt have brugt lidt mere forståelse.

Jeg var der alene uden min mand. Jeg havde på ingen måde set i krystalkuglen at det var en dag han skulle have haft fri.

Men det var det.

Beskeden om at der ikke var noget egentlig foster og da slet intet hjerte, slog mig fuldstændig i gulvet.

Jeg blev sendt hjem med den besked at det muligvis var en graviditet udenfor livmoderen og hvis jeg mærkede noget forkert (husker ikke de præcise instrukser) så skulle jeg reagerer hurtigt!

Jeg husker at jeg spurgte om det var noget håb, bare et lille bitte et. Men svaret var et bestemt nej!

Dét kunne min hjerne ikke acceptere.

For nogen er det sikkert det bedste at høre at der ikke et noget håb, men jeg er ikke sikker på det vare det bedste for mig.

Ude ved bilen ringede jeg grædende til min mand, som blev ulykkelig både over beskeden og at han ikke var der.

Jeg skulle bo i mine forældres hus i ugerne efter for at passe deres hund mens de var på ferie og jeg brugte al den tid jeg overhovedet kunne på at søge nettet igennem for historier hvor noget lignende var sket, men hvor der var kommet et barn ud af det.

Jeg fandt historier jeg kunne binde mit håb fast til, men jeg blev også frygtelig bange af at læse om de mulige konsekvenser af en graviditet udenfor livmoderen!

Det var nogle triste dage med håb og frygt.

Jeg husker det som om jeg ret hurtigt efter blev scannet igen. Denne gang af lægen der ejede klinikken. Han kunne heldigvis se at det lille foster var inde i livmoderen, men desværre var der intet liv og jeg blev sendt hjem med besked om at kroppen med stor sandsynlighed selv ville ordne det. Og så skulle der gå nogle måneder før vi måtte prøve igen.

Så mens jeg stadig var hundepasser i mine forældres hus fik jeg ondt og blødte. Også det husker jeg kun svagt. Jeg sygemeldte mig, ikke så meget pga. fysiske smerter, 100% mest pga. de psykiske.

Det var så hårdt!

Tanken om at det måske var det tætteste jeg nogensinde ville komme på at blive mor var så frygtelige at jeg dårligt aner hvordan jeg kom igennem.

Men det gjorde jeg.

Faktisk var det nok godt jeg var alene i de uger. For for en introvert enspænder som mig, var det nok den bedste kur.

Nogle måneder efter blev jeg enig med min mand om at det ville være godt at høre konklusionen på udredningen.

Tilbage på klinikken fortalte lægen mig at mængden og kvaliteten af sædceller sammen med min uigennemtrængelige slimprop, ville gøre det noget nær umuligt for os at blive gravide uden hjælp!

I dag ved jeg at jeg sad med et befrugtet lille æg i mig mens jeg hørte lægen tale om at det var umuligt.

For kort tid efter fandt jeg ud af at jeg var gravid igen.

Og denne gang var min mand med da vi første gang hørte at alt var godt! Hyha det var stort!!!

Vi blev fuldt rimelig tæt, men alt blev heldigvis ved med at være godt.

Året efter min første graviditet var jeg tilbage hos mine forældre for at passe hund, denne gang var jeg bare højgravid og lykkeligere end nogensinde.

 

Alt dette ville jeg gerne have set i krystalkuglen den gang i 2010 hvor jeg frygtede at mit altoverskyggende højeste ønske ikke kunne opfyldes.

Tab ikke modet!!!

Esskocha.dk