Close
Børnegymnastik
facebook pinterest twitter

Børnegymnastik

faderstuen 18 september 2017, 18:18

Vores datter, som lige har rundet de to år, er en livlig lille størrelse.
Hvis ikke hun sover, har hun travlt med enten at hoppe, danse, løbe eller kravle på noget.
Det bliver afbrudt af meget små omgange “DADA! HYG!”, som i store træk er sofa-afslapning med snacks.

Og når hun nu er så aktiv som hun er, besluttede vi os for at melde hende (og mig) til gymnastik.

Da jeg første gang tog hende med ned til hallen, som er et fantastisk lille sted i vores by, var hun helt oppe og ringe. Vi var de første der ankom, og hun havde en hel gymnastiksal for sig selv, hvor hun tilsyneladende forsøgte at dække så meget af gulvarealet som muligt, i ét langt løb.
Det ændrede sig hurtigt, da de andre familier begyndte at ankomme.

Pludseligt var hallen fyldt med børn og voksne, som hun ikke havde set før, og det resulterede i en meget omklamrende lille pige.
Hun sad om halsen på mig stort set hele seancen, og ville slet ikke være med ude på gulvet med de andre.
Jeg forsøgte med: “Se skat, de klapper.. kan du klappe også?”, men det eneste jeg fik ud af det, var en endnu mere omklamrende datter.

Jeg var lidt ked af det, for hun virkede enormt utryg og bange, og det er vi slet ikke vant til fra hendes side.
Vi endte med at forlade arrangementet tidligt, da hun slet ikke så ud til at nyde det.
Jeg gik fra hallen med en utryg datter, og en følelse af at have fejlet.
Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men det føltes som om, jeg havde grebet situationen forkert an.

Da vi kom hjem, skrev jeg til holdinstruktøren og beklagede vores tidlige afgang.
Og her kom erfaringen fra hendes side op.

Hun fortalte mig, at mange børn ikke bare sådan løber ud på gulvet, men tit skal have et par gange i hallen, før de rigtigt føler sig trygge.
Det var enormt beroligende, for her gik jeg og troede, at mit barn var bange for andre mennesker, og at jeg måtte have fejlet som far.

Ugen efter satte vi igen kursen mod hallen, mens jeg forsøgte at virke så glad og ubekymret, som jeg overhovedet kunne.
Her tog vi holdinstruktørens råd med;

Vi satte os ude ved væggen og kiggede.
Min datter fik lov til at sidde på mit skød, mens de andre børn gik igang med velkommen-intro-sangen og den første omgang kaste-bold leg.

Det, der slog mig i øjeblikket var, at jeg helt havde misforstået, hvad det handlede om.
Hvis jeg blev sat ind i en gymnastiksal med en bunke fremmede mennesker, med forventningen om at skulle nyde det fra første sekund, så ville jeg også blive lidt angst og nervøs.

Jeg havde glemt en vigtig ting; at sætte mig i min datters situation, og læse omgivelserne.

Og da første leg var overstået, og der blev hevet store tæpper frem til næste leg, kunne hun alligevel ikke dy sig.
Hun gik forsigtigt ud på gulvet, med mig i hånden, og tog fat i ét af tæpperne.

Herfra gik det hurtigt.

Hun holdt øje med instruktøren, efterlignede hendes bevægelser og begyndte tilmed at grine.
Snart havde hun ikke længere brug for fars hånd, og løb rundt blandt de andre børn med et kæmpe smil på læberne.

Måske er det underligt, men jeg blev lidt stolt.
Ikke kun fordi min datter havde overkommet en frygt, som for en uge siden sendte os hjem i utide, men også fordi jeg følte mig som en bedre far.
Jeg havde lært noget.

Jeg har måske været far i to år, men jeg bliver hele tiden ved med at lære mere om min rolle, og det er akkurat sådan det skal være.
Den dag lærte jeg, at jeg ikke skal presse min datter.

Jeg skal ikke presse hende ud i noget som helst. Heller ikke selvom det virker som en sjov og meget lidt skræmmende leg.
Hun får lov at opleve gymnastik, mennesker og alle andre ting, helt i sig eget tempo fra nu af.

Intet pres, men en masse støtte!

/Dennis