Den lille hjælper

Vi er nået til et vigtigt punkt i min datters liv.
Det har ikke noget at gøre med fødselsdage eller andre mærkedage, nej, vi er nået til det jeg kalder “hjælper-alderen”.

Gaia er begyndt at kunne hjælpe med småting.
Det kan være havearbejde, borddækning eller oprydning. Det bedste ved det hele er, at hun synes det er rigtig sjovt!
Når jeg holder hendes lille plastiktallerken frem og siger: “Den skal ind på bordet”, lyser hun helt op, løber hen og snupper den og nærmest spurter ind til bordet med den.

Min kone og jeg holder meget af vores have. Vi bruger rigtig meget tid derude og det betyder, at Gaia også er derude meget.
Heldigvis elsker hun at være udenfor, og hvis hun kunne få lov, tror jeg hun havde slået et lille telt op, så hun kunne sove derude.
Vi har købt hende en lille trillebør som, kombineret med redskaberne hun har fået af farfar, bliver flittigt brugt til at flytte sager rundt i haven.

IMG_2638

Det er ikke altid at tingene bliver flyttet derhen, hvor det var meningen fra de voksnes side, men de bliver dog flyttet.
Det er heller ikke altid de rigtige ting hun flytter, men det vigtigste er, at hun prøver.
Vi vil så gerne installere en lyst til at hjælpe i hende. Det er lige meget om det er haven, huset eller bilen, så længe hun forstår, at vi gør det som familie.

Jeg har altid været en del af de daglige opgaver derhjemme, da jeg var barn. Jovist, jeg var da ikke altid tilfreds med det, og “tag din tallerken ud” kunne for mit teenage-sind sagtens betyde: “Stil din tallerken på bordet over opvaskeren uden at skylle den af”, men jeg havde dog en smule pligter.
Og selvom jeg højlydt brokkede mig hver gang jeg skulle gå de 4 meter ud til skraldespanden med en affaldspose, sjældent støvsugede meget mere end de åbenlyst synlige flader og syntes, at mine forældre da egentligt måtte have hovedansvaret når det nu var deres hus, så har det lært mig noget.

Jeg var en del af familien og dermed også en del af husstanden. Det betyder, at vi alle sammen hjælper til, så vi alle sammen kan have det godt.
Da jeg fik mit første job, betalte jeg også til husstanden derhjemme. Det var et småt og symbolsk beløb, men jeg forstod, hvorfor det var nødvendigt.
Selvom jeg absolut ikke fortalte mine forældre det, så begyndte jeg at forstå, at den magiske opståen af mad, toiletpapir, tandpasta og rene håndklæder ikke kom af sig selv.

Det er, selvom det piner mig at sige, først efter jeg selv er blevet voksen, at jeg i virkeligheden kan værdsætte det arbejde, de lagde i det.
Vi knokler alle sammen for at få det hele til at fungere, og ungerne skal jo have rent tøj på hver dag. Der hører nogle ting med til en husstand, som børn ikke altid behøver forstå, og det er heller ikke det, jeg er ude efter.

Mit mål er simpelt; jeg vil have Gaia til at være en integreret del af vores hverdags gøremål, så hun forstår, at vi gør det hele som familie. Det er ikke “arbejde” eller “pligter” hun har, det er bare sådan livet fungerer, når man bor sammen.
Hun bliver ikke spurgt, om hun har lyst til at dække bord. Der bliver dækket bord og vi hjælpes ad med at gøre det.

Det jeg håber på er, at det ikke kommer til at føles surt for hende at hjælpe. At motivationen kommer til at ligge i glæden ved en velfungerende hverdag, et par glade forældre og en lind strøm af både anerkendelse og ros.
Hvem ved, når hun fylder 3 år er det måske en helt anden lille pige jeg står med, og så må jeg jo lave om i planerne, hvis det bliver nødvendigt.
Indtil videre kører vi efter “familiens funktion er ikke et arbejde” teorien.

Så må vi se, hvordan det går om et halvt år.

/Dennis