Den stressede far

Som en tidlig advents-gave fik jeg denne bog (og en flaske gin, fordi fædre næsten altid ønsker sig alkohol af en eller anden grund).

dav

Det er en rigtig fin lille bog, som fortæller en historie om Pelé og hans far.
Pelés far er meget stresset, og er næsten altid irriteret over noget.

Pelé synes, at hans far er lidt en superhelt, og ser egentligt ikke farens stress som andet end et forsøg på at redde verden.

Da jeg læste bogen, ramte den et meget personligt og ømt punkt.

Jeg har til tider været meget presset, både med mit arbejde og mit privatliv, og det er ind imellem gået ud over min familie.
Det har aldrig været så slemt, at jeg har fået en reel stressdiagnose, og jeg vil på ingen måde sammenligne min “stress”, med det som nogle mennesker går igennem, når de rigtigt bliver ramt.

Grunden til, at bogen ramte mig så hårdt, var, at den lille dreng i bogen, bare gerne vil lege med sin far.
Alt det der voksen-arbejde og stress, synes helt ligegyldigt for Pelé, fordi man jo bare kunne holde en pause, for at spille lidt bold ude i haven.

Når jeg tænker over, hvor mange ligegyldige ting jeg har ladet mig stresse over, og hvor stor indvirkning det må have haft på min kone og datter, så bliver jeg to ting;
Ked af det og skamfuld.

Jeg skammer mig over, at småting og hverdagssysler har været nok til at jeg har overset min families behov.
Når min datter bare gerne vil vise mig hendes dukke, og jeg har sagt: “Ikke nu skat, jeg laver lige noget vigtigt”, har jeg i ret direkte betydning fortalt min datter, at hendes leg og fantasi var mindre vigtig end min “sæt det her billede op på væggen”-opgave.

Min opgave kunne godt have ventet til senere. Den kunne i hvert fald godt have ventet de 2 minutter det ville have taget at anerkende min datters leg.

Jeg er blevet bedre til at håndtere hverdagens pres, men det hænder stadig, at min familie lider under min manglende evne til at rangere opgaverne korrekt.
Så nu er jeg gået til opgaven med en anden indstilling:

Hvis min datter vil mig noget, så tager det altid førstepladsen over alle andre opgaver, med mindre de absolut ikke kan vente.
Der vil være tidspunkter, hvor jeg er igang med noget der er så vigtigt, at det ikke kan vente, men det sker bare meget sjældent.

Nej, jeg kan sagtens lægge den boremaskine fra mig for at lege “huleleg” med min datter i 4 minutter.
En kollega fortalte mig: “Du får aldrig tiden igen, hvor din datter synes det er fedt at lege med dig”.

Så jeg kæmper for at bruge den tid optimalt.

Stress er en underlig størrelse, som de fleste af bliver introduceret til, i større eller mindre grad, gennem livet.
De fleste af os når aldrig så langt ud, at vi bryder sammen, men det har stadig en voldsomt indvirkning på familien omkring os.

Jeg vil ikke være den stressede far.
Det ville være forfærdeligt, hvis min datter huskede sin far som fraværende og irriteret hele tiden.

Så her er moralen til alle forældrene, men egentligt mest mig selv:

Tag den pause, spil noget bold i haven og nyd den tid med dine børn.
Kan opgaven vente? Så lad den vente!

/Dennis