Close
Det morsyge barn
facebook pinterest twitter

Det morsyge barn

faderstuen 27 marts 2016, 17:49

Nu er det vist officielt. Vores datter har fået “morsyge”.

2016-02-23 06.01.22

De fleste kan huske det fra man var barn: man falder og slår knæet, det bløder, man går i panik og gør det, der først falder én ind: Man kalder på mor!
Der er noget instinktivt i at kalde på sin mor. Måske er det fordi, det er hende, der har båret os i maven, eller måske fordi moderollen i sin natur udstråler så meget tryghed.
Det er jo ikke fordi, far ikke kan finde ud af, hvordan et plaster fungerer, men mor er som regel den første, der bliver kaldt på alligevel.

Men vores datter er altså blevet morsyg, og hun er ikke engang gammel nok til at slå knæet endnu. Men hun har lært at række armene ud mod sin mor, og det udnytter hun cirka hver gang hun ikke er på armen af netop hende.
Jeg skal ikke overdrive, for hun kan jo sagtens blive holdt af andre, hvis hun er i godt humør. Både jeg, moster, faster, onkler og bedsteforældre kan sagtens fungere i en rum tid.

Problemet opstår, når hun bliver bare det mindste utryg, ked eller træt.
Hun har et enormt tryghedsbehov, og lige nu er det kun mor, der kan opfylde det.
Det er blevet så slemt, at jeg ikke kan putte hende om aftenen. Det virker simpelthen ikke.
Jeg kan gentage de samme sange, rutiner og putte-ritualer som mor, men helt uden effekt.

Hendes morgenlur kan jeg dog godt putte hende til. Men det er kun efter mor har ammet hende og hun er så træt, at hun ikke kan holde øjnene åbne. Så bliver der plads til, at jeg kan putte hende i barnevognen.

Der er noget enormt frustrerende i hele situationen. Man står, som en af de primære omsorgspersoner, med alle sine gode intentioner, men kan ingenting gøre.
Jeg kan se, at min kone er både træt og frustreret, men jeg kan ikke hjælpe hende.
Om natten, når Gaia vågner, er det kun min kone, der kan få hende til ro igen.
Hvis min kone forlader soveværelset for at gå på toilet, bryder helvede løs med den lille.
Hun falder faktisk først til ro igen, når mor er tilbage.

Jeg ved godt, at det bare er en fase, men det er en ret frustrerende én af slagsen.
Jeg vil så gerne hjælpe. Jeg vil så gerne have det der tætte bånd til min datter som gør, at hun kommer til mig for at blive trøstet.
Jeg ved også godt, at det nok skal komme senere. Jeg har ladet mig fortælle, at rigtig mange børn er mors når de er små, og fars når de bliver ældre.
Under alle omstændigheder, så skal det nok ændre sig igen. Håber jeg.

Min kone må jævnligt fortælle mig, at det ikke er min skyld, når jeg igen har prøvet at trøste en grædende Gaia, kun for at måtte overgive mig og række barnet over til hende.
Jeg kan mærke, at jeg føler jeg har fejlet, også selvom jeg fortæller mig selv alt det med faserne og logikken.
Måske har det noget at gøre med, at det som regel foregår klokken alt for sent om natten, men det gør det ikke mindre hjerteskærende.

Følelsen af, at mit eget barn ikke rigtigt gider mig, er ganske forfærdelig. Også selvom det bare er en tanke, jeg selv har opfundet.

Jeg kan umuligt være den eneste, der føler sådan her, kan jeg?

/Dennis