Det roder!

“Hold, hold, hold, hvor det roder heromkring” tænker jeg, mens jeg kigger ud over mit hjem.
Der er en urørt opvask i køkkenet, lege- og vasketøj på gulvet i stuen, bamser og sutter overalt i soveværelset og for at være helt ærlig, så kunne badeværelset også godt trænge til en rengøring.
Det er ikke fordi det er en ny oplevelse. Når man har børn i huset, så bliver de huslige pligter ind imellem lagt lidt til side.

Jeg siger ikke, at vores hus altid ligner efterladenskaberne fra en mindre borgerkrig, men det sker da ind imellem. Der er mange grunde; ind imellem er vores datter syg, og så kommer hendes velbefindende og pleje før de huslige gøremål. Nogen gange er det en travl uge, hastig madlavning og manglende overskud.

Lige meget hvad grunden måtte være, så ligner vores hus sjældent noget fra BoBedre.

Før vi fik vores datter, var vi ellers ret opsatte på, at hendes legeområde skulle være ovre i hjørnet, indskrænket af en legemåtte, så det ikke fyldte hele stuen.
Vi skulle i hvert tilfælde ikke være den type hjem, hvor alting bare flød.
Jeg har, før jeg selv fik børn, besøgt bekendte med børn og tænkt: “Jesus Kristus altså. Bare fordi i har børn, kan i vel godt rydde op, eller hvad?”.
Jeg vil gerne officielt trække mine tanker tilbage, og sige undskyld til alle de mennesker, der fik børn før mig.

Jeg ved godt, at jeg rammer en gammel kliché, når jeg siger: “Det ved du ikke noget om før du selv har børn”, men det passede for mit vedkommende.
Når man har haft en lang dag på arbejdet, en træt, tumlende aktiv og småsulten datter, en lidt for lang og pyldret putning og en aktiv hovedpine på grund af hele affæren, så er der bare ikke altid overskud til at snuppe opvasken også.

Nu kan jeg kun tale for mig selv, men jeg vælger ofte at smide mig på sofaen og slukke for hjernen i stedet. Jeg ved da godt, at jeg burde tage opvasken, rydde op i stuen og vaske spejlet på badeværelset, men når klokken er blevet mange og dagen langt om længe er overstået, så har jeg brug for et frirum.
Det er derfor jeg ser så mange dumme dokumentarer om ligegyldige ting. Jeg slukker for hovedet og får lidt ro.

Nogle dage får min kone trukket mig op af sofaen, så vi lige kan tage lidt gøremål før sofa-tid. Det er altid sindssygt tilfredsstillende, for når alting er på plads, så kan man med lidt bedre samvittighed sætte et afsnit af “Gad vide om rumvæsner byggede månen?!” på, og bare klukgrine sig selv hele vejen ind i seng.

Som sagt, det er ikke altid en krigszone af et hjem, men jeg er kommet frem til en undskyldning, der måske fungerer. Måske er det en undskyldning, måske er det en helt reel grund, det må man selv lige afgøre.

Tilstanden af mit hjem er fløjtende ligegyldig, så længe min datter er glad.
Jeg kan se hen over det rodede gulv, bamserne og sutterne, den store opvask og det plettede spejl, så længe min datter sover trygt om natten.
Mit hjem skal naturligvis ikke være hverken uhygiejnisk eller generelt smadret, men når dagen er overstået og min datter er faldet i søvn med et smil på læben, så er det alt rodet værd.

Ind imellem er det okay, at der ikke bliver støvsuget hver onsdag. Det er også okay, at opvasken først bliver taget i morgen.
Så længe opmærksomheden er lagt et sted, der gør at min datter har en tryg, sikker og stabil base, så er det helt okay med mig.

Så kald det en dårlig undskyldning, det er okay.
Jeg kalder det et dynamisk, levende og helt igennem fantastisk hjem.

/Dennis