Nå, hvornår kommer nummer to?

Min kone og jeg er stolte forældre til en lille pige, Gaia.
Vi har også en søn, Falke, som uheldigvis ikke nåede at være hos os lige så længe, som vi havde ønsket det.

Men nu, hvor Gaia snart fylder to, er folk begyndt at stille et ret specifikt spørgsmål: “Nå, hvornår kommer nummer to så?”.

Jeg er da helt klar over, hvorfor folk spørger. Der er noget kulturelt normalt i at få sit andet barn omkring 2-3 år efter det første.
De fleste tænker ikke over, at vi allerede har fået nummer 2. Vi har fået Gaia.

Falke var vores første barn, og det vil han altid være. Jeg ved godt at de fleste undlader at nævne Falke, for ikke at gøre mig ked af det, men faktisk sker det modsatte.
Jeg husker min søn, og det gør mig glad når andre også gør det.

“Hvornår kommer nummer to?”

Selvom jeg som regel børster det af med et smil og siger: “Jaaah, det ved vi ikke lige helt endnu”, er sandheden måske en smule mere personlig.

Jeg er bange.

Tanken om at håndtere to småbørn på samme tid gør mig bange.
Det er ikke fordi jeg tvivler på vores evner som forældre, for jeg er overbevist om, at vi er gode forældre. Min kone er en bedre mor end jeg har kunnet forestille mig, og det er en af de få ting, der gør tanken mindre skræmmende.

En af mine kammerater har to dejlige drenge.
Jeg spurgte ham på et tidspunkt, hvordan man sådan fik plads i sit hoved, når der kom endnu et barn.
Han havde jo allerede prøvet det, så måske jeg kunne prikke lidt til ham, og lære noget af det.

Hans svar var nærmest poetisk.

Han fortalte, at han – ligesom jeg – havde haft svært ved tanken om at kunne have mere kærlighed til overs, når man nu elskede sit første barn så meget.
Men så snart nummer to var ankommet, så “fordoblede kærligheden sig bare”.
Han sagde, at: “det handler ikke om at dele sin kærlighed i to, hjertet bliver bare dobbelt så stort”.

Når jeg ser ham håndtere hans drenge, og hvor glade de to unger er, så gør det mig umådeligt rolig.

Han formår at være far til to vilde knægte, mens han udviser en stoisk ro, som jeg aldrig tror jeg får.
Men hvis han kan forholde sig så rolig, i et hus med to krudtugler i mini-størrelse, så må jeg kunne lære at efterligne dét en smule.
Det er virkeligt dejligt at have forbilleder i sit liv, som man kan kigge lidt over skulderen. Vi kan allesammen lære lidt mere, og så handler det jo bare om at finde nogen at lære det fra.

Det er nok med småsøskende, som det er med alle mulige andre ting; du lærer det, efterhånden som det sker.

Jeg synes, det har været hårdt at blive far.
Det har uden tvivl været det bedste eventyr jeg nogensinde har begivet mig ud på, men det har også været hårdt.
Der har været mange lange aftener, mange frustrationer og mange gange, hvor jeg har skulle tælle til ti, før jeg sagde noget dumt.

Så tanken om at skulle “starte forfra” med et spædbarn, gør mig ærligt talt lidt nervøs.
Som sagt, så tror jeg da nok at jeg skal lære det. Det har så mange andre gjort før mig, så mon ikke det også skal fungere for os.

Så hvornår kommer vores nummer tre?
Jeg ved det ikke, men når han/hun kommer, så håber jeg at min kærlighed fordobler sig, akkurat som jeg har fået det fortalt.
Vores hus er pakket til taget med kærlighed, så når nummer tre melder sin ankomst, så har vi allerede lageret fyldt!

/Dennis