Close
Scanningsbilleder
facebook pinterest twitter

Scanningsbilleder

faderstuen 15 marts 2015, 17:19

Så har vi været til nakkefoldsscanning med vores lille nye vidunder.
Det er stadigvæk en fantastisk oplevelse. At der på så kort tid, kan ske så meget, helt uden at man opdager noget som helst.

Vi skulle til scanning, og derefter til en lægesamtale. Samtalen skulle kortlægge hvordan vi ville gribe den nye graviditet an, mens vi på fornuftig vis forholder os til vores historie.
Vi er heldige at bo næsten lige ved siden af Skejby sygehus. Der arbejder nogle fantastiske mennesker, som gennem hele vores sidste forløb, og nu også i dette, har været søde og venlige og professionelle ud over alle forventede grænser.

De har tilpasset vores scanninger således, at vi som regel har en scanningsjordemoder vi har mødt før. Det giver en rigtig dejlig fornemmelse af at der bliver tænkt på os, og så behøver vi heller ikke fortælle vores historie hver gang vi ankommer.
Vi kender efterhånden det meste af staben derude, så de fleste ansigter er genkendelige for os.

Vi kom til scanning hos Mette, som ud over at være skræmmende dygtig til at se hvad der foregår på den lille skærm, også er et varmt, venligt og smilende væsen, der langsomt men sikkert er med til at forandre vores humør i forhold til sygehuse.
Når den eneste erfaring man har med graviditet er en dødsfødsel, så indeholder væggene på sygehuset mange følelser.

Mette kender vores historie, og hun kender os. Så det første hun gjorde var at sætte scanneren på Emilies mave og sige: “Hjertet er dér, det slår og det ser fint ud”.
Derefter begyndte hun den regulære nakkefoldsscanning og kiggede efter hvad hun nu skulle.
Som jeg nævnte før, så er Mette uhyggeligt dygtig til at se på den skærm. Jeg kan godt se det er en baby, men der stopper mine evner også.

Hun kunne finde navlesnoren, de bittesmå fødder på godt 1 cm og hjertet, der iøvrigt ikke er større end et riskorn.
Ligemeget hvor meget jeg stirrede på den skærm, så kunne jeg nu godt nok ikke se forskel på alle de sorte klatter der var på skærmen, men hun forsikrede os om at der altså var alt det, der skulle være.

Vi fik lov at se den lille spirrevip ligge og tæske rundt derinde som en anden wrestler. Det er åbenbart en ting i vores familie. Ved begge vores graviditeter har vi haft børn der bestemt ikke har gjort det nemt for jordemødrene at scanne dem.
Men vi fik set den, og den var akkurat ligeså fantastisk og dejlig som jeg havde forventet.

Jeg er til stadighed overrasket over at man kan blive så følelsesmæssigt påvirket af det grumsede billede på den lille skærm. Jeg ved jo udmærket godt at der er en baby derinde, men det er ligesom mere “ægte” når man ser den bevæge sig på skærmen.

Efter scanningen var vi til en samtale med en læge. Han spurgte os hvordan vi havde det og hvordan vi gerne ville takle de kommende måneder. Vi blev, lidt til hans overraskelse, enige om at vi egentligt ikke havde brug for ekstra planlagte scanninger. Vi er fuldt ud tilfredse med den åbne telefon vi kan benytte os af.
Det betyder at vi kan ringe ind og få en “akut” scanning, hvis vi føler os utrygge.

Så vi fik fastsat termin til 14. september, vi fik en dato på misdannelsesscanning og så tog vi hjemad med favnen fuld af scanningsbilleder.
2015-03-14 10.02.37
Vi har efterhånden et mindre bibliotek af de billeder. De er fantastiske.
En af mine venner udtrykte det som: “Scanningsbilleder er bare indbegrebet af glæde og forventning”.

Det synes jeg er den helt rigtige måde at forklare dem på. De er forventningens glæde. Og så er de betydeligt nemmere at hænge op på køleskabet end følelser er!

/Dennis