Close
Skrigende børn på flyveren!
facebook pinterest twitter

Skrigende børn på flyveren!

faderstuen 15 oktober 2019, 17:19

For nyligt tog min familie  og et par gode venner en tur til Spanien.
Vi var 6 personer afsted; fire voksne og to børn.

Vores største, Gaia, har fløjet før, og har ingen problemer med affæren overhovedet. Hendes eneste krav er, at hun kan sidde ved et vindue, så hun kan se Verden, når vi flyver.
Men denne gang skulle vi have vores mindste, Hugo, med.
Han er 7 måneder gammel, og vi havde ingen idé om, hvordan han ville håndtere sådan en omgang.

Jeg havde forberedt mig mentalt på en vandring gennem helvede, der, med stor sandsynlighed, ville ende med et mindre sammenbrud, og et helt fly af mennesker, der stirrede ondt på mig.
Vi havde prøvet at tage sutter med, selvom han ikke rigtigt gider dem, i håbet om at det ville kunne afværge de værste øreproblemer.
Jeg havde læst blogs, set videoer og alt i alt overarbejdet hele sagen helt vildt.

Da dagen endeligt kom, havde mit nervøse væsen næsten ikke mentalt overskud til at nyde feriens start, fordi jeg var så nervøs for den lille fyr.
Flyet letter, trykket i kabinen stiger og… ingenting.
Ingen gråd.
Ingen pyldren.
Igen panik.

Begge mine børn opførte sig eksemplarisk.

Så sidder man dér med al sin frygt, og kan kun se til, mens den bliver gjort til skamme.
Det samme gjorde sig gældende på vej hjem.

Men på hjemturen var der andre familier med, hvis børn ikke helt var så stilfærdige.
Der blev grædt flere steder i flyet, og det var tydeligt, at der var et par unger om bord, som slet ikke synes, det var sjovt.

Det, der overraskede mig mest, var den dualitet jeg oplevede i folks reaktioner.
Nogle var bare stille, nogle tog hovedtelefoner på og andre brugte tiden på at stirre intenst på børnenes forældre.

Der sad en fyr lidt foran mig, som brugte det meste af de 3 timers flyvetur på at stirre på en stakkels kvinde, der rejste alene med hendes baby.
Det var som om han tænkte: “Så få dog den baby til at holde kæft! Hvis jeg nu stirrer længe nok, så gør moderen nok noget!”

Som forælder, vil jeg gerne lige sige noget til de, der har sådan nogle tanker:

JEG ER DEN PERSON I FLYET, DER HELST VIL HAVE MIN BABY TIL AT HOLDE KÆFT!

Der er ingen om bord på flyet, som ønsker stilhed fra mit barn mere end mig!
Ikke alene er lyden af babygråd voldsomt irriterende, men jeg skal også håndtere blikkene fra de forargede fremmede, mens jeg forsøger at lindre mit barns øre-helvede, uden rigtigt at kunne hjælpe.
Lyden er måske irriterende for dig, men for mig er det mere end dét. Det er lyden af mit barn, der er ulykkelig. Det gør ondt! Også på mig!
Trust me, hvis jeg kunne gøre noget, så havde jeg gjort det for længst!

Jeg ved godt, at lyden er irriterende, og jeg er klar over frustrationen i at være fanget i en metalkasse i tre timer, med en sirene-alarm uden “mute” knap.

Så her er lige et par råd til dig, der hader barnegråd, men alligevel er blevet fanget i dets selskab i en flyver:

1. Tag hovedtelefoner på. Det dæmper lyden en smule.
2. Lad være med at vrisse og stirre på forældrene, de kan ikke gøre mere, end de allerede gør.
3. Prøv at forstår barnets situation; hele barnets kranie gør ondt og de har ingen ide om hvorfor. De græder ikke for sjov.
4. Vent lige med at blive vred, til letning/landing er overstået. Det er som regel der trykforskellene er værst.

Og til alle de andre, som venligt forsøgte at pludre til de grædende børn; vi elsker jer.
Der var overraskende mange søde mennesker på vores fly, der forsøgte at pludre, lave ansigter eller på anden måde distrahere ungerne.
Fra mig som far; tak!

Det er HELT okay, at I forsøger at hjælpe. Det er også HELT okay, at det ikke virker.
Ind imellem er det dine 10 sekunders underlige ansigter, der giver barnet nok ro i hovedet til at komme ned i normal volumen igen.

Vi er udelukkende glade, når folk siger: “Jeg har en lille derhjemme, jeg forstår det godt”, eller bare sender et forstående nik vores vej.
Vi vil så nødigt være til gene for de andre passagerer, og det er bare så fantastisk når I forsøger at støtte os.
Det behøver ikke være mere end “Skal jeg ikke lige holde din taske, mens du får barnet på skulderen”.

Man kommer virkeligt langt med venlighed. Og du kan redde hele turen for en forælder, som ellers ville have haft en virkeligt dårlig start på ferien.
Så skulle vi ikke alle sammen prøve at begynde vores efterårsferie med en udstrakt hånd, lidt forståelse og måske endda et smil?

/Dennis