Close
Spark fra en anden verden
facebook pinterest twitter

Spark fra en anden verden

faderstuen 30 juni 2015, 19:07

Hold op jeg er bagud med blogs.
Der sker meget lige nu, i vores lille familie!
Jeg har lige været på kanotur med gutterne, Emilies plukveer er tiltagende, vi står midt i en bolighandel, og vores lille pige bokser som aldrig før, inde i maven,

Vores lille pige er nu 28 uger gammel derinde.

Jeg tror hun har en fremtid som danser / sprinter / vildbasse.
I hvert fald sparker hun helt vildt, og tumler rundt som en anden.. ja.. tumler.

Når jeg sådan mærker på maven, så ved jeg jo godt, at det er vores lille pige der sparker derinde.
Når sådan et bump rammer min hånd, så er jeg helt klar over, hvad der er foregået på den anden side af maveskindet.

Men så alligevel ikke.

For det føles lidt som om, at hun stadig ikke helt er her endnu.
Som om vi stadig lige mangler lidt tid før hun, sådan rigtigt, kommer til verden.
Og derfor føles det også som om, at jeg kommunikerer med en helt anden verden, når jeg mærker hendes spark.

Det føles lidt som om at hun befinder sig i en anden dimension. Et parallelt univers af en art.
Og når hun så vælger at blive født, så skifter hun over til vores verden.

Jeg taler, som før nævnt, meget med maven. Jeg taler om hverdagen, om forventningens glæde, kærlighed til mavens indehaver og alt muligt andet.
Jeg taler til vores datter, som om jeg prøver at give hende en forsmag på, hvad hun skal ud til. Som om jeg prøver at give hende en form for træning til den verden hun står til at ankomme til.

Jeg har læst flere steder, at ufødte børn kan høre mors stemme. Det har noget at gøre med hendes stemmes resonans i kroppen.
Fars stemme er lidt mere kompliceret; baby ligger i vand derinde, og derfor skal far råbe pænt højt for at baby kan høre ham overhovedet.
Et af stederne jeg læste, mente faktisk at far skulle råbe med samme dB som et jetfly, for at baby overhovedet ænsede ham.

Det være sagt, så er jeg ikke igang med en skrigekampagne imod Emilies mave.
Jeg taler i mit helt normale leje. Det kan godt være hun ikke kan høre mig, men jeg bliver selv lidt glad af “samtalen”.

Emilie er begyndt at kunne mærke den fulde “vægt” af en graviditet. Hun er mere træt end hun plejer, og hun kan ikke helt så mange ting selv.
Det er ret frustrerende, da hun er den type kvinde som altid har kunnet alting selv. Hun er den mest selvstændige kvinde jeg nogensinde har mødt, og den eneste grund til at hun har brug for mig i sit liv, er fordi hun aktivt har valgt det.

Hun er en superhelt i mine øjne!

Hun klarer lige en graviditet, madlavning, tøjvask, handle ind, arbejde og så lige mig oveni. Og så undskylder hun når hun er træt.
Jeg synes det er helt fjollet, for hvis jeg skulle klare alle de ting, så kan jeg garantere for at der absolut intet var blevet lavet i hjemmet.
Jeg bliver udmattet bare af at tænke på alle de ting hun skal håndtere i hverdagen! Jeg er dybt imponeret over hendes mod og energi.

Men når jeg lægger hånden på hendes mave, og vi begge mærker vores datter sparke, så forsvinder alt besværet.
Emilies smil er nok til at smelte ethvert hjerte, og mit smelter mest af alle.
Vi kan begge mærke vores datter.

Det lille (dog ret voldsomme efterhånden) spark, der næsten kan skubbe fjernbetjeningen ned fra maven, som på samme tid giver os et permanent, kollektivt smil på læberne.
Det lille spark er det hele værd.

Så kan det godt være at Emilies evne som fungerende menneske forsvinder for en tid.
At jeg må overtage alle de hverdagsting hun normalt gør.
At jeg må hjælpe med at binde hendes sko, når maven kommer i vejen.
At jeg må være hendes ridder på den hvide hest.

Men jeg nyder det hele.

Jeg nyder at kunne være der, at være hendes helt, at passe på hende og opvarte hende.
Jeg nyder, at for en gangs skyld, er det mig der passer på hende.

/Dennis