Close
Vi mistede mere end et barn
facebook pinterest twitter

Vi mistede mere end et barn

faderstuen 18 april 2016, 16:38

Da min kone og jeg mistede vores søn Falke, var det en verdensomvæltende stress-tilstand vi pludselig befandt os i.
Vi havde mistet vores første barn, allerede før han var blevet født.

Efter vi nu har fået Gaia, har hele perspektivet ligesom skiftet karakter.
En af mine venner sagde til mig: “I vidste jo reelt ikke, hvad i havde mistet. I mistede mere idéen om et barn, end det egentlige barn”.

Hvis han havde fortalt mig det, lige efter vi mistede Falke, tror jeg, at jeg var blevet ret ked af det. Måske endda sur.
Men nu står det soleklart, at han havde ret.

Vi havde aldrig haft et barn, så derfor havde vi intet begreb om, hvad vi havde mistet.
Han stod selv som far, med alt hvad der følger med.
Vi havde en masse drømme, idéer og fremtidsforestillinger, men vi havde ingen idé om, hvordan det var, at være forældre.

Lige nu, mens jeg skriver, tosser Gaia rundt nede på gulvet.
Hun har lige lært at møve sig frem på maven, så der går nok ikke længe før hun kravler.
Hun kæmper med motorikken, men ved hjælp af den ene arm, får hun trukket sig frem mod hendes mål.

Når jeg sidder og kigger på hende, går det også op for mig, hvad jeg egentligt mistede med Falke.
Alle de små daglige mini-mirakler vi har med Gaia; hendes store tandløse smil, hendes nyfundne trang til at pille ved alting og hendes evige undren over verden.
Det er en underlig bagvendt måde, at være ked af det på.

På den ene side, er det først nu jeg opdager, hvad jeg skal være ked af, jeg ikke oplevede med Falke.
På den anden side, hvorfor så være ked af det, når jeg aldrig nåede at opleve det?

Langt de fleste af vores vågne minutter går med at tænke på Gaia.
Jeg tror, det er derfor der måske er nogle par, der ender med at gå fra hinanden.
Vi tænker sjældent på andet end vores lille pige.
Der er ikke ret meget plads til stadig at være ked af det over Falke.

Til tider kan man få dårlig samvittighed over, at man så sjældent afsætter tid til ham.
Det virker som om, man helt kan glemme ham, i en travl hverdag med et lille barn i huset.

Det er en naturlig og meget nødvendig ting, at vi allokerer alt vores tid til Gaia.
Hun aner ikke, at vi engang mistede hendes storebror, så derfor skal hun heller ikke lide under vores sorg.

Det kan være en svær balance.

Jeg tror personligt, at det er vigtigt at bringe Falke på banen ind imellem.
At huske på ham.
Ikke kun fordi vi savner ham, elsker ham og stadig kan blive kede af det, men også fordi, at sorgen fra Falke minder os om vores fælles kærlighed hver eneste dag.
Det minder os om, at vi skal være så taknemmelige for vores lille pige.
At selvom klokken er 03.34 om natten, og Gaia græder på 21. minut, så kan man tænke: “I det mindste græder hun”.

Falke gør os, dagligt, til bedre forældre for Gaia.

/Dennis