Close
Der er et liv efter en fødselsdepression, åbenbart.
facebook pinterest twitter

Der er et liv efter en fødselsdepression, åbenbart.

frug 5 april 2017, 19:53

Jeg klarede det, I fucking did it. jeg kom ud på den anden siden, et sted jeg aldrig troede jeg skulle være igen. Efter den skide fødselsdepression/stress er jeg endelig ved at være frisk i pæren igen. Okay jeg kan stadig godt have dage, hvor jeg føler jeg løber for at nå alt, uden at komme nogen steder, de dage hvor man ikke kan trække vejret og alt er noget lort. Men der er længere og længere imellem dem.

et meget spurgt spørgsmål, som jeg kan huske fra den terapigruppe jeg var i, var  om man ville kunne mærke, når man er ude af alt det her, og til det kan jeg svare NEJ, men det er lidt ligesom at have hovedpine en hel dag, og lige pludselig stopper man op og tænker, hov, hvor blev smerterne af? hvornår forsvandt de? Det er der jeg er lige nu. Jeg er mega stolt over at have lært mig selv og mine grænser at kende. Jeg kan mærke når jeg skal gear ned, eller stoppe op og trække vejret.

den største last jeg har/havde var at jeg skulle gøre rent. Min sundhedsplejerske kom hjem til det første besøg, og kommenterede på vores hjem, og sagde der var meget rent, tog det som et kompliment, men det var det ikke. Til det andet besøg sagde hun det igen og gik i dybden med den kommentar, og kommenterede også på at jeg havde meget faste regler, for hvornår jeg og ungerne skulle hvad. Der var klokkeslæt på alt, og hvis det ikke blev overholdt, så gik min verden ned og jeg kunne ikke følge med, derudover jeg fik min hukommelse sig et knæk, jeg kunne intet huske, kunne komme ud af badet og tænke, “øh har jeg vasket mit hår?” og så måtte jeg under bruseren igen,for at være sikker på at jeg havde husket at komme shampoo i håret.

Nu kan jeg bedre lade rengøringen være, selv om det er noget der virkelig nager mig, men det går bedre. Dog når jeg har mine dårlige dage, så gør jeg rent og rydder op til den store guldmedalje. Mine regler med klokken er der stadig, men jeg bliver ikke så sur og frustreret over at den skrider en smule, det er sgu skønt. Med hensyn til hukommelsen, tja så er jeg bare blevet gammel, det går bedre, men glemmer stadig mange ting, men jeg kan grine af det nu. Men er der noget jeg er blevet rigtig god til, så er det at spille skuespil og lade hele verden vide, at jeg har det så fantastisk, selvom man har en klump i halsen, og man bare har lyst til at skrige af hele verden. Og oscaren går til Fru G.

Jeg har sgu lært meget. Jeg har lært at tage det seriøst, når andre kommer og siger de lider af stress, jeg tager det seriøst på en anden måde. Jeg synes nemlig at selvom jeg prøver på at være åben omkring alt det jeg har været igennem, så er der folk der ikke tager mig seriøs, og siger, ja det er svært at blive forældre, det har du jo selv valgt, eller ja ja det er nemt at sige man er syg, så man kan få penge for at gå hjemme. Til det vil jeg bare gerne sige, jeg har brugt hele min barsel på at kæmpe mit livs kamp, den barsel får jeg ikke igen, føler virkelig jeg gik glip af en lykkelig tid, føler mig snydt. Til gengæld kan jeg også blive lidt harm på folk der bare sige ohh jeg får sgu snart stress, øh okay, det er blevet så almindeligt at sige, så når man siger at man faktisk har stress så tænker folk, nå nå.

Hvis nogen siger de har det skidt så lyt til dem, og ikke slå det hen. Det kan være at det er lige præcis dig, at vedkommende åbner op til, så lyt efter, læg øre til, lige meget hvor kedeligt du synes det er, det kan være det er dig der gør en forskel i et andet menneskes liv. Pas på med at dømme, alle kan få det, ikke mange der faktisk lider af det siger det højt.

 

Fru G