Sankt Hans nordpå

IMG_1821

IMG_1827

IMG_1812

IMG_1811

IMG_1805

Jeg har alle de år jeg boede i London fejret Sankt Hans i den danske forening med mine danske veninder, der også boede derovre. Det er som om at når man bor i udlandet, så bliver man altid lidt mere traditionel når det kommer til danske højtider og traditioner. Der plejede altid at være hot dogs og cocio i en dansk pølsevogn (som jeg ellers meget sjældent køber herhjemme normalt!) og nogle danske kendisser, der kom og holdt båltale. På trods for der nogle år var folk i de nærliggende haver der råbte vi skulle være stille, fordi det var en normal hverdag, så lykkedes det altid den danske kendis at få holdt en en god båltale.

I år kom mine veninder dog hjem og fejrede Sankt Hans. Den ene bor stadig i Kensington, mit gamle hood, lige rundt om hjørnet fra hvor jeg plejede at bo. Den anden har bosat sig i Stockholm. Det er altså ikke helt det samme når man udover pludselig at bo langt væk fra hinanden, også bor i forskellige lande! Selvom vi også var travle i London, så var bare tanken om man havde hinanden i nærheden bedre end nu, hvor det altid lige skal arrangeres at vi mødes og i hvilket land vi mødes. Heldigvis kommer de begge ofte hjem, og denne Sankt Hans fejrede vi sammen, i min ene venindes forældres hus, som ligger fantastisk midt på stranden i Nordsjælland. Oveni det fik vi serveret tre retters mad af hendes forældre – og når man som travl mor til småbørn bliver opvartet på denne måde, så må jeg indrømme at jeg værdsætter det endnu mere, end jeg nok nogensinde har gjort. Det eneste ærgerlige var, at begge de små gik glip af en aften ved bålet – men deres søvn er lidt vigtigere i øjeblikket, hvor vi pendler imellem tre forskellige hjem. Jeg er glad for jeg gjorde dem vant til det fra de var babyer, for ellers kunne det godt være svært at være på farten. De nyder begge at være hjemme, men også at komme ud.

Igår var en hård dag på job, så eftersom vi er så heldige at låne bil for tiden, besluttede jeg at køre en tur til vandet og en af mine yndlings strande oppe nordpå. Hvad jeg ikke lige havde tænkt på var, at det jo egentlig tager ligeså lang tid at komme fra en ende af byen til en anden, som at komme op nordpå når man endelig når motorvejen. Heldigvis havde jeg bevæbnet mig med snacks og mad nok til de små kunne klare køreturen. Det gik helt galt i mandags, da jeg kun havde æbler med, og det ligesom ikke var nok til at gøre dem mætte. På trods for jeg fortalte dem at vi var på vej hen og købe pizza var der intet der hjalp. Jeg plejer ellers altid at købe mine snacks enten i London, når jeg er der eller over Amazon uk. Der er et stort udvalg af sunde børne snacks og på trods for det er ved at komme hertil (dog to eller tre gange så dyrt!), så er det bare ikke helt det samme. Jeg tror jeg må til at lave en ny stor ordre på Amazon i den nærmeste fremtid, for uden snacks kan selv den mindste køretur blive lang.