Amning, langtidsamning eller blot omsorg

 

Dette oplæg handler ikke om fuldamning, da det er min klare overbevisning, at det er det bedste for barnet at få modermælk (alternativt erstatning) frem til 6 måneder – men det er ikke den diskussion vi skal ind i her. Oplægget her handler om friamning efter anbefalingerne fra sundhedsstyrelsen (SST) på 1 år.

Her er jeg nødt til at knytte en kommentar til udtrykket “friamning”. Jeg hører mange sætte spørgsmålstegn ved udtrykket, og jeg forstår dem faktisk godt. Friamning er en behovsord, der så dagens lys, da fagpersonale mente, at det var bedst at skemalægge børns diemønster, frem for at amme, når barnet meldte sig, og var sulten. Før dette udtryk blev fagpersonalets favoritord, hed det blot amning! Derfor omtaler jeg denne form for amning som amning, i dette oplæg, for det er det det handler om – amning!

Så intenst et øjeblik

Tilbage til dilemmaet. SST anbefaler fuldamning (altså at barnet ikke får andet føde end modermælk) i de første 6 måneder. Herefter anbefaler SST, at barnet bliver ammet frem til barnet er 12 måneder. Men hvad så? Burde man stoppe amningen der? Bør man nu kun give flaske? Skal man følge WHOs anbefalinger, der siger amning frem til 2 år?

Hvornår er nok nok

og hvem bestemmer, hvornår nok er nok?

Hvordan finder man frem til, hvor længe man skal amme? Hvilke anbefalinger skal man følge? og hvem er det i øvrigt i orden, at andre en mor og barn har en holdning til amningen?

  • SST?
  • WHO?
  • Moren?
  • Barnet?
  • Venner og bekendte?
  • Fremmede og tilfældig forbipasserende?

Jeg er slet ikke i tvivl om, at de eneste to, der virkelige kan have en holdning til amningen er barnet og moren, hvilke også betyder, at jeg er af den fulde overbevisning om, at lige præcis disse to mennesker, ganske fint, selv kan finde ud af, hvornår amningen skal stoppe. Desværre lader det til tider til, at det er alle dem, der ikke her involveret i amningen, der har retten til at bestemme, eller i hvert fald at ytre sig højlydt omkring det.

Den amerikanske side Kellymom.com har lanceret nogle spændende artikler om graviditet og amning, her er linket til spændende læsning omkring 9 myter om amning af børn over 1 år

Holdning til amning ændres med tiden

Min holdning til amning har naturligvis ændret sig med tiden.
Var jeg blevet spurt for 20 år siden, havde jeg ikke nogen holdning til amning overhovedet. Det havde ikke min interesse, og jeg kunne da slet ikke se nogen grund til at bruge tid på andres amning. Jeg synes det var lidt underligt hvis jeg så et større barn (3 år) blive ammet offentligt, men ikke noget jeg havde behov for at ytre mig offentligt om, eller råbe efter den ammende mor. Dette ændrede sig dog, da jeg oplever amning i 2+ år i min nære familie.
Da jeg selv startede med at amme, efter fødslen af vores ældste barn, for næsten 4 år siden, troede jeg min grænse hed 6 måneder. Jeg fortsatte dog amningen efter de 6 måneder, og havde et ønske om at amme frem til 12 måneder. Desværre kunne jeg den gang ikke få det til at gå op med mit arbejde, og måtte, med sorg i hjertet, gå over på flaske da barn1 var 9 måneder gammel.

Da vores andet barn bliver født, i august 2015, vidste jeg ikke, at jeg i dag, 19 måneder senere, stadig ville amme ham. Min grænse for ”normalt” blev flyttet i takt med, at han blev ældre og hans behov ændrede sig.

Hvis nogen spørger mig i dag, er min holdning soleklar. Am så længe det er rigtigt for jer, men lyt både til dit barn og dig selv.

Ammer du stadig?

Jeg har fået mange kommentarer med på vejen, både før amning, under amning, efter amningen og under samtaler om amning, af både familie og venner, og fra vildt fremmede mennesker. Der er blevet spurgt både interesseret, overraskende og støttende. Der er blevet kommenteret nedladende og angribende, men heldigvis også positivt og opmuntrende. Jeg vil ikke brug tid på at genfortælle spørgsmålene, de nedladende kommentarer eller de blikke der bliver sendt. Jeg vil hellere bruge tid på at opfordre ammende mødre til at tage stilling til deres egen amning. Have gjort op med sig selv, hvorfor man ammer! Ikke for at have et svar på kommentarer og spørgsmål, men for at være bevidst om, hvorfor man ammer.

Derfor ammer jeg

Min amning, af vores 19 måneder gamle søn, er ikke et madissue, han spiser en sund og varieret kost, så det han få ud af mælken er bonus. Det handler om trøst, tryghed, nærvær, omsorg og at finde roen til en dyb og vigtig nattesøvn for ham. Om det er fordi han ikke bruger sut, det ved jeg ikke, men den amning han får inden sengetid, er hans frirum, hvor han kobler af efter en dejlig dag i dagplejen, hvor han har fået rigtig mange sanseindtryk, der skal forarbejdes. Det er under amningen at han kommer ned i tempo, får nærvær og tryghed til at klare sig igennem en hel nat, så han er klar til en ny dag i morgen.

Amning er et meget omdiskuteret emne, og et meget ømt punkt. Min bøn til folket er, lad nu ammende kvinder være i fred – vi kan faktisk godt finde ud af at lytte til os selv, vores barn og samtidig være diskrete. Las os amme så længe det er rigtigt for os og vores børn – vi har undersøgt fordele og ulemper, og som det ses, også taget stilling til, hvad vores holdning til amning er. Jeg beder ikke om skulderklap, anerkendelse eller stående klapsalver. Jeg beder bare om lidt offentlig diskretion omkring MIN amning af MIT barn.

I dag er jeg i den situation, at jeg ikke blot ammer vores 2. barn, men også vores 3. barn, der næsten er 10 uger gammel. I den forbendelse stødte jeg på et , for mig, nyt udtryk; ”tandemamning”, men mere om det en anden gang.

Barn1, Barn2 og Barn3 Alle tre ammebørn

Familiens ammebørn