FØRSTE INDLÆG.

Jeg har fået den store ære af at være en del at dette skønne blogger tema, jeg vil komme til at snakke om alt lige fra det at være alene mor på fuldtid, til at være studerende men ikke mindst veninde – for det er ikke altid lige let.

Men i dag synes jeg, at jeg vil spole tiden lidt tilbage, og starte der hvor det hele startede for mig – nemlig da et lille hjerte slå inde i min mave. Vi husker vel alle sammen følelsen første gang?

For mig var det med blandende følelser da jeg på min fødselsdag i 2012 stod med positiv graviditetstest, jeg havde været sammen med min søns far siden starten af 2012, men det føles rigtigt da testen var positiv og de efterfølgende dage vi snakkede frem og tilbage omkring det – valget var at beholde barnet.

Dagene gik – ugerne gik, og da jeg var 12 uger henne skulle jeg til første scanning på sygehuset, det valgte jeg at gøre alene da tingene begyndte at gå skævt mellem mig og min søns far. Jeg husker tydeligt at jeg lå på den seng helt alene og skulle for første gang se det lille hjerte slå inde i min mave. Det er det vildeste jeg nogensinde har prøvet og tårerne løb ned af kinderne på mig.

ALT ÆNDREDE SIG..

4 måneder henne – stod jeg pludselige at skulle være alene mor og på daværende tidspunkt boede jeg i Horsens (kommer fra Århus) – men den historie tager vi en anden dag. Men for at vende tilbage til at jeg nu stod og skulle være alene og boede i en by væk fra hvor alle venner og veninder samt familien boede, så valgte jeg at rykke tilbage til Århus for at være tæt på alle dem jeg kendte men også hvor jeg følte mig tryg nu hvor et helt nyt liv ventede.

Med beslutningen om at vende tilbage til Århus, kom tvivlen og nok også min utryg over at skulle være mor men nu også alene mor – mange spørgsmål kørte rundt i mit hoved, men heldigvis havde jeg en rigtig god bonus moster som beroligende mig med at det nok skulle gå og at jeg nok skulle køre den. Men der gik stadig lang tid før at jeg kunne glæde mig over at maven voksede og ofte gemte jeg maven væk når jeg var ude blandt andre mennesker – for hvad tænkte de ikke om at en ung pige på kun 21 år var gravid?

Foråret 2013 flyttede jeg ind i et rigtig lækkert rækkehus med masser af natur rundt om – så da tingene begyndte at falde på plads kunne jeg også glæde mig over at jeg nu snart skulle møde den lille dreng som lå inde i maven og som jeg dagligt mærkede hoppe rundt. VILDESTE FØLELSE :-)

Nu var der bare tilbage for mig at vente på at jeg ramte min termins dag – hvilket var i maj måned.

Men hvordan det gik, vender vi tilbage til i næste indlæg.

Håber I vil tage godt imod mit første indlæg – og meld endelig tilbage med ris og ros – for kun på den måde kan jeg forbedre mig.
Tak fordi du læste med, og jeg håber, at du vil blive ved med at læse på min blog.

/ Henriette