Close
Linsedeller
facebook pinterest twitter

Linsedeller

mariaramskov 28 januar 2016, 14:14

Vi nærmer os langsomt halvårsdagen, for da jeg valgte at omlægge hele min kost og min livsstil. En ting er at udskifte komælken med en plantemælk og kødet med alverdens grøntsager og bønner. En anden ting er de tanker der ligger bagved. Jeg elsker at jeg aktivt, hver eneste dag, vælger at drage omsorg for både miljø, min egen sundhed og dyrenes velfærd. Jeg har fået et rigtig glad forhold til min mad, der gør at hver gang jeg spiser, så har jeg sådan en dejlig mavefornemmelse.

IMG_20160127_201512

Det har selvfølgelig ikke været nemt, og vi er vist alle blevet udfordret herhjemme. Vi er dog vokset med opgaven og er blevet bedre til at finde på kompromiser. Jeg forsøger hele tiden at finde veganske alternativer til G, der er stor fan af røde pølser og komælk, men det skal selvfølgelig være noget han kan lide.

Igår aftes lykkedes det så at lave nogle linsedeller, der bare kørte ned 😀

I skal selvfølgelig ikke snydes for opskriften, der er nem og lækker.

250 g kogte røde linser

1 dl havregryn

1/2 dl hvedemel

1 spsk soyasauce

1 spsk tahin

1 spsk gærflager* (kan udelades)

1 tsk salt

1 tsk paprika

1 knivspids røget paprika

Peber

Olie til stegning

* gærflager kan købe i diverse helsekostbutikker. Det er rigt på vitaminer, og anvendes særligt af veganere til at imitere en oste-agtig smag.

Lad linserne køle af. Bland alle ingredienserne sammen i en skål og lad det stå i mindst 15 min. Form herefter farsen til små deller og steg dem godt sprøde i olie på en pande. Brug en slip-let pande, da dellerne ellers nemt sidder fast.

2016-01-28 15.09.24

God fornøjelse og god appetit.

P.s. De smager skønt dagen efter på rugbrød ?