Close
Trækker han vejret?
facebook pinterest twitter

Trækker han vejret?

maxmor 17 marts 2016, 08:07

Om at være lige dele lykkelig og rædselsslagen

Max'Mor

Min mand og jeg var cirka lige overvældede af lykke, da vi endelig måtte få vores lille skat med hjem fra sygehuset. Det var juleaften 2015 og nu skulle vores nye tilværelse endelig begynde. Der var bare ikke nogen, der havde forberedt os på frygten…

Altså, den der knude i maven ved siden af den altoverskyggende kærlighedsfølelse, som indtraf allerede da den lille, varme, klump landede på min mave på fødestue 3. Man tror at man kender kærlighed, men… Ja, I kender resten 🙂

Tilbage til knuden – som dog stadig sidder i vores mave, blot har vi lært at forholde os til den nu hvor lille Max næsten er 3 måneder. Det startede allerede, da vi nåede parkeringspladsen ved fødegangen. Med lykken stående ud af halsen og et lillebitte menneske i autostolen. Hvordan skulle vi fragte ham hjem? Vi havde selvfølgelig vores bil holdende, den var vi jo kommet ind på sygehuset i to dage forinden. Men altså – det var jo uansvarligt, utænkeligt og ja, nok nærmest livsfarligt, at bevæge sig ud i trafikken med sådan en lille størrelse. Der kunne jo ske alt muligt forfærdeligt!

Vi kom dog hurtigt til den erkendelse at der nok heller ikke var meget fremtid i at slå lejr på sygehusets parkeringsplads, og da slet ikke juleaften. Så vi fik, meget forsigtigt, manøvreret autostolen ind på bagsædet af vores virkelig brændstoføkonomiske og skruphamrende upraktiske Kia Picanto i 3-dørs udgaven… Så sad vi lige og sundede os et øjeblik, og så var den nybagte far klar til at dreje nøglen. Vi holdt begge vejret indtil bilen holdt trygt i carporten og var stiltiende enige om at der gik LÆNGE inden, vi behøvede at skulle derud igen. Altså samfundet. Fra nu af var det bare os, lille Max og barselsboblen.

Man skulle tro at det, at være hjemme i vante omgivelser, holdt frygten lidt på afstand. Ingenlunde – for der var jo ikke noget ”vant” ved det længere. Vi skulle vænne os til nye rutiner (eller mangel på samme, når man har en nyfødt) og derudover skulle vi jo lære vores lille ny beboer at kende. Han var ikke ret selskabelig til at starte med, sov fra morgen til aften, og så igen det meste af natten. Vi fik ikke sovet, for TÆNK NU hvis han pludselig holdt op med at trække vejret? Jeg brugte timer på at stirre på hans brystkasse – bevæger den sig nu op og ned? “Ej, jeg synes faktisk han ligger meget stille, og han har da også sovet længe nu – har han ikke??”

Havde man bare vidst at man skulle nyde det og få sovet – de søvnløse dage og nætter skulle tidsnok komme 😉