Min fødselsberetning. Da det hele gik for hurtigt! – del 2

Anden del af min fødselsberetning

IMG_2310

Da vi ankommer til hospitalet

På hospitalet bliver vi mødt af den samme læge, som tjekkede mig dagen inden, det synes jeg var betryggende – det var også hende der udførte kejsersnittet. Jeg blev kørt ind på en stue lige da der var vagtskifte kl. 23.00.

Jeg fik vehæmmende medicin i et forsøg på at stoppe fødslen. Medicinen skulle gerne kunne sætte fødslen lidt i stå, i hvert fald en dag eller to. Men da jeg udvidede mig mere og mere og veerne tog til (og Josefine lå med numsen nedad) blev der truffet den beslutning, at jeg skulle have et kejsersnit med det samme. På dette tidspunkt har vi været på hospitalet i cirka 3-4 timer. Jeg synes veerne var voldsomme – Dennis turde i hvert fald ikke nærme sig. J Inden kejsersnittet havde jeg også nået og få en lungemodnende indsprøjtning, som skulle være med til at forberede Josefines lunger. Man så helst at jeg nåede at få 2 indsprøjtninger, men der skal gå 24 timer imellem de to indsprøjtninger og så lang tid kunne Josefine ikke vente – hun var klar til verden.

Gennem alt det her – fra da vandet går, turen i ambulancen til hospitalet og tiden på stuen på hospitalet inden kejsersnittet – tænker jeg ikke særlig meget. Jeg kendte ikke rigtig noget til det at føde for tidligt og hvad konsekvenserne ville være. Så langt tænkte jeg overhovedet ikke.

Et stk. kejsernit

Jeg fik en epidural bedøvelse, hvilket var rigtig hårdt. Det var svært at holde mig selv oprejst, samtidig med at jeg havde veer og at der stadig sivede vand ud af mig. Der gik ikke lang tid før Josefine var ude. Som nævnt i mit første indlæg så jeg hende kun meget kort og først rigtig efter nogle timer, da jeg havde fået bevægelse i mine ben igen. Josefine havde ligget helt forkert inde i min mave. Hendes tynde tynde ben lå helt strakt ud til begge sider. Det har jeg kun set på billeder, som Dennis tog af hende.

Efter jeg var kommet til mig selv igen, blev jeg kørt over på barselsgangen, da der ikke var plads til mig på neonatalafdelingen, hvor Josefine lå. Her fik Dennis også en seng, så vi kunne få sovet lidt. Jeg havde dog meget svært ved at sove. Jeg måtte også ringe til mit arbejde og fortælle dem at jeg ikke kom på arbejde mere. Det kan I læse mere om i indlægget ”Vejen gennem jobjunglen”. Senere på dagen kørte Dennis hjem, for at hente tøj og diverse ting til mig. På dette tidspunkt var der dog kommet en plads til mig på neonatalafdelingen – en stue sammen med 2 andre mødre. Her var der ikke plads til faderen, så Dennis blev hjemme og sov og kom dagen efter. Det var lidt hårdt, at være alene allerede der, men der var ikke andre muligheder.

Josefine lå på en anden stue sammen med andre børn, der var født for tidligt eller skulle have hjælp på anden måde. Det var svært for mig at ligge på stue med andre som havde deres barn lige ved siden af sig. Jeg var dog så heldig at få Josefine ind til mig efter kun 1 uge.

Langsomme dage

Jeg synes dagene gik meget langsomme og jeg havde jo ingen ide om hvornår vi måtte komme hjem. Efter hvert bleskift og sondemad, skulle jeg malke ud – 6 gange om dagen cirka. 10-15 min. af gangen. Det forsatte også da vi kom hjem. Men jeg var så glad for det – det gjorde at amningen fungerede hele vejen. Engang imellem lå jeg med Josefine på min mave, men ikke så meget i starten. Josefine havde også gulsot af 2 omgange, der betød at hun skulle ligge i lys konstant i 24 timer.

Udadtil så jeg ud til at have det fint, når en sygeplejerske spurgte hvordan jeg havde det – men indeni prøvede jeg holde tårerne tilbage så godt jeg nu kunne. Det var virkelig hårdt for mig at lægge på hospitalet helt alene.  Jeg kan huske jeg havde bøvl med mine barselsdagpenge. Jeg troede egentlig at alt var i orden. Men lige pludselig skulle jeg have fat i min a-kasse og min tidligere arbejdsgiver. Det var ekstremt hårdt, at skulle til at ordne det på hospitalet og jeg var lige ved at græde, da jeg snakkede i telefon med min a-kasse.

Som fortalt i mit første indlæg kom vi hjem efter 16 dage. Det var SÅ skønt – hjem til sit eget hus, sin egen seng og Josefines første møde med hendes hjem de næste mange mange år. Jeg følte mig egentlig først som mor, da vi alle tre trådte ind ad døren til vores hus.