Fødselsberetning af mit første barn

Bærbar med tekst om fødselsberetning

Baby K ligger så fint på maven, imens jeg får skrevet min første fødselsberetning ned.

Nu er det ved at være snart 7 år siden jeg første gang stod med en positiv graviditetstest i hånden. Jeg kan huske at jeg googlede ordet fødselsberetning 100 gange (mindst). Jeg spiste også rigtig meget chokolade, og købte ventetøj allerede i uge 10 fordi jeg var overbevist om at jeg allerede der var enorm (jeg blev klogere).

Så imens baby K ligger på madrassen ved siden af mig, vil jeg give mit bidrag til at berolige alle førstegangs gravide der googler fødselsberetninger, for min første fødsel var en rigtig god en af slagsen.

Graviditeten og optakt til igangsættelsen

Jeg var sygemeldt under hele graviditeten. Jeg led af slem bækkenløsning allerede fra uge 8, så min verden var desværre centreret om sofaen derhjemme. Ellers forløb graviditeten som den skulle.

Jeg fødte ikke til termin, og gik faktisk 10 dage over tid før de valgte at give mig piller (Angusta) der skulle sluges. Vi mødte ind til igangsættelse kl 20 om aften, fik 2 piller og besked på at komme igen kl 10 næste morgen med en bog – for det ville blive et langt forløb.

 

Spontan vandafgang, vestorm og fødselsberetning

Kl. 2 vågnede jeg ved spontan vandafgang, og veerne begyndte umiddelbart efter. De gjorde ondt fra starten af (hvilket kan være en af bivirkningerne til de piller man sluger).

Vi talte med fødegangen, der bad os se tiden an hjemme. Men allerede 2.30 ringede vi og sagde vi var på vej, da veerne var for slemme på dette tidspunkt.  

Vi kom ind i et undersøgelsesrum hvor JM undersøgte mig indvendigt. 2-3 cm. åben, ingen livmoderhals tilbage. Vi fik en fødestue, jeg fik lavement, og der blev ret hurtigt bestilt epidural.

Med et mix af epi og lattergas var veerne til at holde ud, og vi fik faktisk en smule søvn. Kl. 7.30 var der vagtskifte, og den nye JM kom ind og sagde godmorgen. Hun undersøgte mig indvendigt og gik ud igen uden at sige noget. Hun var tilbage på stuen efter et par minutter og fortalte at jeg var 10 cm. åben, og at hun nu skulle ud.

Vi asede og masede i en times tid for at få hende ned i fødselskanalen. Jeg var oppe og ligge på en pilatesbold, sad på hug og stod op af sengen. Pludselig kom den der trang til at gå på toilettet.

Jeg pressede i 40 minutter, og ud kom hun. A blev født kl. 9.58, 2 minutter inden den planlagte tid til næste pille. Jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke gjorde ondt, for ondt gjorde det.

Moderkagen var lidt svære at få ud, det tog 50 minutter og en trussel fra jordemoderen om operation før jeg fødte den. Men ud kom den, og den var sund og rask.

Jeg gik ikke rigtig i stykker, fik kun en lille rift der ikke krævede sting.

Højgravid dame der er hovedperson i fødselsberetning

Højgravid dame, der er hovedperson i denne fødselsberetning.

Efter fødslen og reaktionen 

Amningen gik i gang, som vi ikke havde lavet andet. Imens vi var i vores lille bobbel kom social og sundhedsassistenten ind med fødselsdagsbordet, og jeg spise alt det mad der var. 

Efter et par timer kom vi over på barselshotellet hvor planen var at vi skulle overnatte. Vi fungerede bare så godt i rollerne som mor og far, så vi valgte at tage hjem kl. 19 samme dag.
Jeg havde ikke nogen voldsom reaktion, andet end udmattelse efter en nat med veer. Jeg var glad, ingen tvivl om det. Ingen barselsblues. 

Alt i alt følte jeg det var en rigtig god 1. fødsel, og det afskrækkede mig ikke fra at få flere børn. Jeg vil altid huske min første jordemoder, man deler bare et særligt øjeblik.