Close
Min barsel stresser mig
facebook pinterest twitter

Min barsel stresser mig

mortil3prinsesser 6 oktober 2017, 20:40

Hej alle sammen. Jeg hedder Anna, jeg fylder 30 år i Januar og jeg nyder bestemt ikke min barsel. Det var rart at få sagt højt! Det her er et af de mere ærlige og personlige indlæg.

Mor på barsel med baby i fastvikle

 

Når ens barsel ikke er som forventet

Jeg er på nuværende tidspunkt på barsel med mit 3. barn under 6 år. Dvs. at jeg de sidste 7 år har været væk fra arbejdsmarked i mere end 5 år (når man tæller sygemeldingerne under graviditeterne med).

Vi har selvfølgelig selv valgt at få børn så tæt på hinanden, og det valg vil vi aldrig fortryde. Men for fanden altså, jeg føler at jeg bliver dummere og dummere dagligt!
Jeg forsøger at følge med i nyheder så jeg kan tale bare lidt om verdenssituationen, men det er bare som om at min hjerne syntes at det er vigtigere at tale om manglende afføring og grød opstart.

Med 3 små børn så er der altid noget at lave. Selvfølgelig hjælper min mand til, men han har jo samtidigt også en 40 timers arbejdsuge så jeg kan og vil ikke forvente at han klarer alt praktisk herhjemme. Det gør mig heller ikke noget at jeg skal rydde op i køkkenet og lægge vasketøj sammen, det hører jo med til at få hverdagen til at hænge sammen. Men når det så er det eneste der er med til at skabe en rutine i hverdagen, ja så er det sku lidt svært at finde gejsten til det.

Og jeg er ærlig når jeg siger, at min barsel faktisk ikke er som jeg forventede.

 

Barsel er hårdt arbejde herhjemme

Jeg blev sku overrasket over hvor hårdt det er med 3 små børn. Der er altid vasketøj der skal lægges sammen, legetøj der skal ryddes op og næser der skal pudses. Jeg er blevet god til at rykke rodet ud af øjesyn, men det betyder jo ikke at det ikke skal ryddes op. Jeg er også blevet god til at smøre madder og bestille pizza med en baby på maven (for det eneste sted at baby K sover ordentligt, er på maven af mor eller far). Det eneste vi ikke kan rykke på er støvsugningen, den skal bare klares når man har et astma barn.

Jeg er træt. Vi er vidst alle sammen trætte. De første 2 måneder af baby K’s liv ammede jeg hver 2. time. Derefter gik vi op til der kunne gå 3 timer om natten, men stadig hver 2. om dagen. Nu er hun så småt begyndt på grød, og det hjælper altså på det. Men den manglede søvn påvirker sku en på en sær måde.

 

Far på barsel med baby i sele

 

Netflix og puslespil 

Da jeg gik på barsel denne gang sagde folk til mig: “nu skal du rigtig hjem og ligge på sofaen og stene Netflix. Du skal samle puslespil, og hækle babyting”. Og lidt naivt købte jeg et puslespil med 1500 brikker, det ligger stadig i skabet.

Jeg ser Netflix når jeg ammer, det er det eneste tidspunkt jeg har tid til det. Jeg ammer til gengæld rigtig meget så noget bliver det da til. Men det stresser mig at jeg ikke når at se de ting jeg godt vil, og det giver mig faktisk dårlig samvittighed (hvilket jo er åndsvagt, det ved jeg godt).

 

Ønsket om en karriere

Jeg gik direkte på barsel da jeg blev færdiguddannet Social og Sundhedsassistent. Og fuck janteloven, jeg er dygtig. Jeg gik derfra med et karaktergennemsnit på 11,8.

Det er et fag jeg er ret vild med, ingen tvivl om det. Og jeg savner det. Jeg savner at bruge min hjerne og mine kompetencer til andet end babygylp og uventet feber. Og det er jo nok den primær grund til jeg ikke kan falde til ro i min barsel.

Samtidigt er jeg gift med en håndværker som bare ikke kan se sig selv holde mere end de 14 dages barsel. Han var faktisk hjemme i næsten 8 uger efter vi fik F, fordi jeg havde spinal hovedpine og de ikke kunne finde ud af at diagnosticere mig (men det er en hel historie i sig selv). Helt praktisk ville vi heller ikke kunne få økonomien til at hænge sammen hvis han gik på barsel (vi har regnet på det).

Men tænk nu hvis min uddannelse er forældet inden min barsel slutter, hvad fanden gør jeg så?  Og hvem gider ansætte en nyuddannet Social og Sundhedsassistent, der lige har været et år væk fra arbejdsmarked efter hun blev uddannet. Jeg skal jo starte fra bunden. Jeg er ikke engang kendt i Sundhedsplatformen, den blev indfaset efter mine praktikker var ovre. 

Jeg stresser faktisk også lidt over at jeg er arbejdsløs, når min barsel ender.

 

Jeg elsker mine børn, højere end noget andet

Men jeg elsker også mig selv, min mand og vores familie. Og jeg er helt med på at der skal ske et eller andet for at dynamikken i familien ikke skrider.

Jeg sidder ikke med en dårlig grundfølelse indeni. Jeg elsker mine børn. Den der kærlighed man ikke kan beskrive, og som man ikke kan forberede sig på. Og den kærlighed vokser bare for hvert barn. Det lyder ret pladder romantisk, men det er jo sådan virkeligheden er.

Og det er en meget ambivalent følelse, når jeg samtidig er træt af min barsel. Jeg kigger forelsket på mine unger, ser stolt deres sejre og hjælper dem igennem deres nederlag. Samtidigt med at jeg bare er rigtig træt af at være hjemme. Jeg savner sku at gå på arbejde, og tale med andre voksne mennesker.

Jeg kan sagtens se at jeg forsvarer hvorfor jeg føler som jeg gør, selvom det jo faktisk ikke er nødvendigt. Havde det været en af mine veninder der kom til mig med de her tanker havde jeg sagt til hende at hun var NORMAL. Men det er jo ikke så nemt når man selv står i det.

Måske skal jeg begynde til tango, eller lærer spansk på aftenskole. Men mon ikke også at tingene ser anderledes ud når jeg kan løbetræne igen, og har tabt de sidste 10 kg.? Et eller andet skal der ihvertfald ske, inden jeg bliver helt gak gak 😉

 

børn går ned af sti

Ps. jeg har talt med min sundhedsplejerske om det, og er screenet for fødselsdepression. Jeg er ikke deprimeret, og jeg føler mig heller ikke depri. Jeg er bare træt. Vi arbejder på at få gjort hverdagen nemmere herhjemme, med ugentlige madplaner og daglige to do lister. Min bullet journal er uundværlig til at få skabt et overblik, så jeg ikke går kold i dagligdagens gøremål. 

Og jeg fortryder ingen af mine børn.

 

[instagram-feed]