Første indlæg: Tabuer.

Hvis der er noget jeg har det svært med, så er det tabuer.

Da jeg startede i behandling for min efterfødselsreaktion, gik det virkelig op for mig hvor meget det skader, når vi ikke taler om tingene.

Der sad vi, en flok nybagte mødre, og delte vores oplevelser og inderste følelser. Og alle havde vi det til fælles at vi følte os forkerte, følte vi svigtede mænd, børn, familie og venner og vigtigst, vi følte os alene.

Det var det jeg besluttede at jeg ville gøre noget andet. Jeg ville nok ikke kunne ændre det store, men jeg kunne starte med mig selv og give mine oplevelser videre.

Dilemmaet ‘ikke at være kvinde nok’ er nok en følelse mange kvinder har stået med, når kroppen ikke kunne præstere som det forventedes af den.

Hos mig var den første spand vand i hovedet, da jeg på sygehuset stod ansigt til ansigt med en gynækolog der fortalte mig jeg nok ikke ville blive gravid naturligt. Jeg var indlagt akut, med hvad der viste sig at være en bristet cyste, og havde ikke forberedt mig på den drejning af situationen. Jeg havde aldrig ønsket børn, men alligevel var det en hård besked at modtage.

For kvinder kan da få børn? Det var noget jeg altid havde taget som en selvfølge, aldrig tænkt anderledes. Jeg var af medier, samfund og skolernes seksualundervisning fostret op med hvor nemt man blev gravid og hvor meget man skulle passe på. Ingen havde forberedt os på det modsatte.

Til alt held fik vi hurtigt tilbudt fertilitetsbehandling, da vi gik i gang med projekt baby. Og havde, sammenlignet med mange andre, et kort og nemt forløb. Men psykisk gjorde det ondt!

Jeg følte mig mislykket som kvinde, følte jeg svigtede min mand og at jeg ikke var ligestillet med ‘fungerende’ kvinder.

Selvom jeg altid har haft tegnede på pcos, på trods af sund kost, en aktiv livsstil og normal vægt, kunne jeg ikke lade være at tænke, at det var min egen skyld og at jeg måtte have sat mig selv i denne situation.

Men gravide blev vi! Jeg begyndte at tro på det rent faktisk ville lykkes os at skabe en familie, og vores lille dreng sørgede for jeg ikke glemte han var der.

Det endelige knæk for min kvindelighed kom med fødslen. Min dreng var stjernekigger og sad fast, han kunne ikke komme ud. Alt det ved jeg nu, men på dagen kæmpede jeg time efter time, mens min jordemor gav mig indtrykket af ikke at gøre nok, at det var mig der var for svag.

Efter fødslen stod jeg tilbage: en kvinde der ikke havde kunne blive gravid, ikke havde kunne føde sit barn og som knap kunne bevæge sig, da de havde været lige voldsomme nok under kejsersnittet. Amme kunne jeg finde ud af, og det blev en sidste klippe, jeg desperat klamrede mig til.

Den ene ting jeg ikke havde mislykkes i.

Når jeg bringer dette op, er det fordi jeg ved jeg ikke er alene. Jeg er ikke den eneste der har givet mig selv skyld for noget jeg ikke var herre over eller været flov over noget helt almindeligt. Efter jeg har taget bladet fra munden og fortalt om mine følelser og oplevelser, har jeg oplevet mange kvinder medgive at de har stået et lignende sted.

Mange har været interesserede og overraskede, når jeg har fortalt om naturligheden og hyppigheden af fx pco/pcos, fødselsdepressioner eller blot utilstrækkelighedsfølelsen mange oplever som nybagt forældre.

Jeg er blevet klogere på mig selv, ved at lade folk komme tættere på – men jeg har også oplevet en ny tillid, fra de jeg taler med.

Som forældre giver vi en masse værdier videre til den næste generation.

Mit ønske og håb, er at jeg kan påvirke min søn til at blive et mere rummeligt menneske. Vores fokus på det perfekte, har været på bekostning af vores realitetssans.

IMG_20160426_121143