Gravid! Borderline og medicin???

ARGH det gjorde mig sindssyg og så rammer borderline mig igen….

 

Jeg nåede knap halvdelen af graviditeten, før jeg fik det skidt igen.

Det gik i så stor grad ud over min familie, men så sandelig også mit job. Vi skulle på studietur til Bruxelles med skolen, det var lige i perioden hvor der havde været så meget terror. Jeg kunne ikke klare presset, og bukkede under – meget under.

Det endte i bund og grund med, at jeg blev sygemeldt i 14 dage, derefter i 14 dage mere, og til sidst en permanent sygemelding indtil termin.

Min læge har altid været guld værd, han har ALTID lyttet og forstået. Første gang jeg skulle op og fortælle hvordan jeg havde det, var jeg rædselsslagen for at skulle sige noget i stil med “så tag dig dog sammen pigebarn”.
Men niks, han tager mig seriøs hver gang, også selvom det er 10. gang i år jeg siger det samme.

Han kunne godt mærke på mig, at den ikke gik, jeg var gået fuldstændig i stykker indeni. Jeg lignede l*rt og havde det elendigt.

Men det værste, jeg kunne mærke på vores store pige, at hun blev ked af det.
Hun var trist, snakkede ikke, var sur så vi skændes hele tiden. Hun havde ingen appetit og sov dårligt.

Men da jeg blev sygemeldt gik der knap en uge = glad (ofte), sulten, søvnig, snakkende lille pige.!

 

Så gik det den rigtige vej igen

Måtte nu bare indse, at jeg følte at jeg “tabte”.
Jeg kunne ikke både være sprængt fuld med hormoner, borderline OG have et “normalt” liv ved siden af…

Men nu skulle knægten bare fødes og så ville jeg blive “mig selv” igen. (Spoiler allert = det er jeg)

Familielivet blev bedre og jeg var ikke sur, ked og arrig mere (okay jeg var gravid, helt fri bliver man vist aldrig), men det gik fremad.

 

Medicin og gravid

Ja jeg tager medicin mod humørsvingninger (stemningsstabiliserende er det rigtige ord), det hjælper med at styre følelserne.
Det lyder åndssvagt, men ja det er der faktisk medicin der kan. Og det er guld værd.

Nå men baby og stærk medicin hører på ingen måde sammen. MEN famne nej om jeg ville sætte hele mit og vores liv i fare!
Så da Torben og jeg besluttede at ville have en baby, gik jeg op til min dejlige læge og fortalte at vi gerne ville være 4 i familien, men at “kravet” var, at jeg måtte beholde mit medicin.

Torben og jeg havde også snakket længe om det, for jeg ville ikke have et barn mere, hvis jeg ikke kunne beholde medicinen, det er det simpelthen ikke værd (lyder virkelig ondt I know, men prøv lige at være gift med én med Borderline, og så snakkes vi ved igen).
Men vi var begge enige, for han turde heller ikke. Inden jeg fik medicin, var hver dag en kamp, og sådan skulle det ALDRIG være igen.

Men jeg skulle bare tage noget ekstra folsyre (mod misdannelser), og så skulle jeg være good to go.

Hvad der så lige var nogle der glemte at sige var, at når man er gravid, skal man jo også spise lidt mere fordi man omdanner maden hurtigere, for der er simpelthen en mere der spiser med. OG sådan fungerer det også med medicin. Så jeg burde i realiteten skulle have haft mere medicin.
Det var der først en læge fra psykiatrien der gjorde mig opmærksom på da jeg var 8 måneder henne….  👿

Så gad vide hvordan det havde set ud med den rigtige vejledning. Hmm det må vi se til næste gang …… Hahahahahaa vi skal ikke have flere nu, én til hver hånd er nok!

 

Nå knægten skulle ud igen, og det blev en anderledes oplevelse end jeg havde forventet…

(Det næste oplæg kommer til at fortælle om fødslen, men skåner jer fra de klamme detaljer  😉  )

Gravid uge 39

Gravid uge 39