Close
Når kærligheden slår kolbøtter..
facebook pinterest twitter

Når kærligheden slår kolbøtter..

sjv 27 december 2016, 19:48

Der har været noget så stille fra min side af, mest af alt fordi jeg har nydt min guldklump fuldt ud, men også af en anden grund…

Jeg har længe tænkt på at skrive det hele ned.. en slags terapi om man vil, men det er et noget så dybt og personligt emne, og det knækker absolut glansbilledet…

Manden og jeg har haft maaaaaaange små diskussioner, skænderier og uenigheder, efter vi er blevet forældre, men aldrig store skænderier på den måde, og i min verden er vi altid hurtigt rykket videre når luften først var renset.. I min verden var det ganske normalt at støde på uenigheder efter vi blev forældre, for først der lærte vi VIRKELIG hinandens grænser, linjer og meninger at kende…

Åbenbart viste det sig, at det var ensidigt.. for manden har samlet det hele sammen og valgte så en dag at smide bomben.. Følelserne var ikke de samme længere, han elsker mig, og vil gerne arbejde på det, men han var ikke sikker på tingene ville gå på trods af det… Nogen vil måske mene at jeg har været fuldstændig blind, for lige der ramlede min verden. Det føltes som jordens største mavepuster… som om det ikke var virkeligt, og alligevel var det mere virkeligt end noget andet.. Han har skjult det så godt at jeg intet har opdaget, eller jo naturligvis har jeg da til tider undret mig over hans væremåde, men jeg gik bare ud fra han var træt, for det var jo hvad han fortalte mig…

December skulle være magisk, for det var vores datters allerførste jul, og faktisk også den første vi skulle fejre sammen, men istedet har det været den tungeste måned i år. Jeg har grædt så mange tårer, og jeg gør det stadig.. Om dagen har jeg været stærk og glad, for min datters skyld, og om aftenen har jeg grædt mig i søvn… og jeg venter stadig på det tidspunkt jeg løber tør for tårer…

Jeg har grædende og desperat spurgt om jeg skulle ændre mig, om han forventer græsset er grønnere på den anden side og om han har en anden på sidelinjen… Han derimod har været mere eller mindre iskold hele vejen igennem, og sagt at jeg bare skal være rolig… men hvem kan være rolig efter sådan en udmelding? Jeg har brug for at kæmpe for det, vide at jeg har gjort alt, men det er i hans øjne forkert…

Jeg er opbrugt, konstant træt, det eneste tidspunkt mit smil ikke er kunstigt, er når jeg kigger på min datter, og jeg græder mig stadig i søvn… For hvad skal jeg stille op… jeg løber i ring, jeg løber med hovedet ind i muren hver eneste dag… Hvornår har jeg kæmpet nok? Hvornår ved jeg at det er tid til at stoppe, at der ikke er mere håb? Og hvordan får man sin mand til at forelske sig igen?

Jeg elsker ham jo… 

fortsættes..