Close
Pillerne
facebook pinterest twitter

Pillerne

sofiamanning 17 august 2015, 13:28

Min mave pillerne

Som ung student havde jeg et rædselsfuldt stort fokus på min vægt. Det var enormt ubehageligt, og tankerne om mad, kost og vægt fyldte konstant. Hele tiden var jeg utilpas, og havde min bevidsthed på hvordan tøjet strammede på alle de (synes jeg) forkerte steder.

Så jeg gik til lægen. Og jeg havde faktisk en oplevelse af at hun lyttede, og tog mig alvorligt. Og så udskrev hun slankepillen Letigen, der senere blev stemplet som sundhedsfarlig, mistænkt for at være skyld i dødsfald. Det var en virkelig dårlig ide at give mig Letigen. Og dybt uansvarligt. Jeg var til gengæld vild med den! Pillen gav mig nemlig energi. Og tog sulten. Den gjorde mig også hyper, kort-luntet og gav mig hjertebanken. Men det tog jeg mig ikke af på det tidspunkt. Tværtimod tog jeg flere piller, end jeg måtte og kastede mig dermed ud i en aktiv afhængighed af slankepiller. Jeg sov mindre og spiste mindre! Det var perfekt for mit indre præstationsmenneske. Jeg tabte mig endda lidt, omend selvfølgelig slet ikke nok på min egen indre skala.

Men det kostede også dyrt. Jeg kunne ikke sove om natten. Og om dagen kunne jeg ikke koncentrere mig om mine studier. I dag virker det mystisk, at lægen udskrev Letigen til en normalvægtig pige, men det gjorde hun altså. Og selvom jeg havde på fornemmelsen, at pillerne var farlige, spiste jeg dem alligevel med stor fornøjelse. Lige indtil de blev forbudt.

Det var usundt. Og destruktivt. Og jeg tog dem helt sikkert ikke af ren og skær selvkærlighed. Overhovedet ikke. Det hele kom fra kontrol. Og selvsabotage. Men drømmen om den forjættede idealvægt vandt. Skidt med min sundhed. Halleluja for et bestemt tal på vægten.

Da pillen blev taget af markedet, blev jeg faktisk en smule pigefornærmet. En ting var, at produktet var højst tvivlsomt, og ja okay – ligefrem farligt. Men det ødelagde jo mit slankeprojekt. Hvad bildte de sig ind!?

Min næste læge følte sig overbevist om, at jeg havde en depression, så hun ordinerede lykkepiller til mig. Igen en lidt hurtig læge. Ingen undersøgelse, ingen lang og dyb samtale, ingenting. Bare en recept: Værsgo, tag nogle lykkepiller! Jeg gik derfra med en underlig fornemmelse. Jeg følte mig stemplet i stedet for hørt. Men jeg var desperat, så jeg gik i gang med lykkepillerne.

Hver morgen, når jeg vågnede, forsøgte jeg at mærke efter, om jeg var blevet lykkelig, men hver dag blev jeg skuffet. Jeg spiste pillerne i tre måneder, men de hjalp mig overhovedet ikke. Jeg kunne slet ikke mærke nogen former for effekt, men jeg var jo heller ikke depressiv.. Det handlede om, at jeg var fortvivlet, om at jeg ledte efter mening med livet og om at mit forhold til mad fyldte stadigt mere. Min vægt generede mig. Indimellem vejede jeg måske lige det meste for min højde, indimellem det mindste, men ret beset var min vægt normal. Jeg kunne bare ikke slappe af med den, og jo mere jeg fokuserede på den, jo dårligere fik jeg det. Jeg brugte meget – alt for meget – tid på at gå op i min ”sundhed”. Helt ærligt var jeg mere optaget af min vægt, end hvad man kan kalde “sundt”.

Kærlig hilsen Sofia