Close
Jeg følte intet for min datter
facebook pinterest twitter

Jeg følte intet for min datter

tillemor 21 maj 2016, 19:17

Længe inden jeg overhovedet blev gravid havde jeg en klar forestilling om hvordan min fødsel ville være, hvordan jeg ville tage mit barn i armene og hvor højt jeg ville elske det fra det øjeblik.
Sandheden skulle være en hel anden.

Jeg følte nemlig ingenting for det barn, som blev taget op af vandet og lagt i mine arme.

(Første del er mest en fødselsberetning, men for mig er det væsentlig faktor i denne blog og i min teori bag, hvorfor jeg intet følte.)

Under min graviditet læste jeg Politikens graviditets bog og der var en sektion hvor de beskrev at nogle mødre faktisk oplever at de ikke kan rumme deres barn lige efter fødslen og at man kan blive chokeret over dette og føle skam, men også at det er helt okay og følelserne nok skal komme senere. Jeg tænkte “puha, det bliver ikke mig! Jeg elsker allerede så højt det lille væsen som kaster sig rundt inde i min mave”.

Min termin var den 24. August, men min fødsel startede nærmest allerede D 31 juli og sluttede først D 28 august. En hel måned med skrækkelige plukveer og 3 gange hvor vi var overbeviste om at NU er fødslen i gang. Jeg havde regelmæssige “plukveer” i 13 timer den ene gang, men hver gang gik det i sig selv igen. Den ene gang blev jeg så tosset, da det gik op for mig at veerne var ved at stoppe igen at jeg løb ud af døren og spurtede (så godt jeg nu ku, med kæmpe mave) op og ned af trapperne fra 3. Sal i håb om at de ville tage til igen. Men nej, lille fisen havde ombestemt sig.
Jordemoderen sagde at hun var overbevist om jeg ikke ville nå den sidste samtale, jeg ville sikkert føde før tid. Så da jeg sidder hos jordemoderen og er gået 3 dage over tid, sidder jeg og vræler fordi jeg bare ikke kan holde det ud længere! Lammende rygsmerter, forfærdelige plukveer og så det der skide hovede som vender og drejer sig i ens bækken og gnider på nerverne! Hold crap, hvorfor er der aldrig nogen som snakker om DET! Det gør jo SYGT NAS!!

Jordemoderen mærker på mig og er ganske imponeret over at jeg er 4 cm åben og fortæller mig glædeligt at næste gang veerne starter, så er jeg faktisk allerede i aktiv fødsel. Det var sgu da altid noget! Så har smerterne jo så ikke været helt for ingenting. Hun laver samtidig en hindeløsning på mig.

Samme aften starter mine veer igen og vi tager på hospitalet med det samme. 6 cm åben, men veerne stopper alligevel igen om natten. Nu hvor jeg er så åben får jeg ikke lov at tage hjem og de beholder mig til næste dag til omkring kl 15, hvor jeg får at vide at enten så tager de vandet og starter fødslen og ellers så må jeg hjem. Nixen bixen! Jeg skal ikke hjem og lide mere! Tag mit vand og lad os få det overstået!

IMG_0768

På vej til fødegangen

Aaahhh så modig var jeg måske ikke helt. Må indrømme jeg begyndte at tude, for pludselig blev jeg bange. Havde ligget hele dagen og hørt på kvinder som bare skreg og skreg i smerter! Jordmødre havde beroliget mig undervejs og sagt at de fleste af dem var flergangs fødende og det kan godt gøre lidt ekstra ondt fordi det går hurtigere end første gang. Det var slet ikke sikkert jeg ville komme til at skrige på samme måde. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg at var en sej pige som var god til udholdenhed, så nej jeg ville nok ikke skrige så højt. Men skrige eller ej, smerterne skulle jeg jo stadig igennem! Ville ønske det kunne have startet af sig selv og det ikke var en beslutning jeg skulle tage, men Hvidovre havde travlt på fødegangen, så sådan blev det.

8 min efter de havde taget mit vand startede veerne. Jeg skriver “de” fordi der skulle 2 til at tage mit vand for så seje var mine fosterhinder. De smerter der nu overmandede mig kan aldrig beskrives. Jeg blev jo som sådan ikke overrasket over at det gjorde ondt, men at smerterne var komplet uudholdelige kom virkelig bag på mig! Jeg prøvede med de vejrtrækningsøvelser jeg havde lært, men det hjalp ikke en skid!
Min drøm var at føde i vand og det betyder ingen medicinsk smertelindring, hvilket jeg var helt okay med inden jeg gik i fødsel. INDEN jeg gik i fødsel. Jeg kommer op i det her lille lorte badekar og ja vandet hjælper da noget, men efter en enkelt ve kigger jeg desperat på jordemoderen og siger “skal vi snakke smertelindring nu??”. NØJ hvor jeg i det øjeblik fortrød jeg skulle føde i vand! Fik akupunktur nåle og styr på min vejrtrækning. Det hjalp mig igennem de næste par veer.

Så begyndte min krop at presse!

Det var her det gik helt ned af bakke for mig! “Du må ikke presse endnu Jennifer!”
What!!! Hvad fanden har du tænkt jeg skal gøre?? MIN KROP PRESSER! Og så kommer urkvinden op i mig og ud kommer det vildeste brøl jeg i mit liv har hørt. Jeg måtte ikke presse barnet ud, så et eller andet var nødt til at komme ud. Jeg hadede at jeg skreg så højt! Jeg hadede at det gjorde så ondt! Hvordan kunne jeg nogensinde have glædet mig til at skulle igennem noget så forfærdeligt? Noget af det mest forfærdigelige var faktisk at skulle acceptere, at jeg ikke havde noget valg i det her. Jeg havde så meget lyst til at sige “STOP! Jeg vil ikke alligevel, det gør sgu for ondt det her”. Men man har jo intet valg, jeg var nødt til at kæmpe mig igennem/ lade mig overmande af smerterne og kæmpe imod min krop som forsøgte at presse barnet ud.
Jeg aner ikke hvornår det startede og jeg aner ikke hvor lang tid det tog, men det føltes som en evighed før de sagde “så, nu bider du skrigene i dig og så bruger du dine kræfter på at presse i stedet” ENDELIG!!!
Dette var for mig den nemmeste del. Nu havde jeg noget at arbejde med, nu skulle jeg ikke bare lade smerterne overmande mig længere. SÅ JEG PRESSEDE! De var nødt til at sige til mig flere gange at jeg skulle stoppe med at presse når veen var slut, men jeg var så desperat efter at få hende ud, at jeg blev ved med at glemme det og bare pressede! Så var hun endelig ved at være der og så smuttede hovedet tilbage igen. NEEEEJ!

Da den sidste ve aftager og hovedet er ude, bliver jeg helt desperat og samler alle mine kræfter og presser af mig selv en sidste gang og hun er ude…

14 min gik der fra jeg måtte presse til hun var ude. 2 timer i alt. Det var en hurtig fødsel. Set bort fra en måneds optakt.

Op i mine arme bliver løftet dette deforme, grimme lille barn.

Blå og sammenpresset! Tror jeg sgu da fanden i det der lille lorte kar.
Og jeg føler intet! Jo, dårlig samvittighed over hvor grim jeg synes min baby er. Så jeg begynder at fake en eller anden lykkelig følelse og fokusere helt vildt meget på mit ansigtsudtryk. Lad dem ikke se at jeg IKKE er lykkelig. Egentlig er jeg bare lettet over at det er slut.

Kommer over på briksen og ligger med min datter i mine arme og føler mig bare så skuffet over min præstation. Hvorfor ved jeg egentlig ikke på nuværende tidspunkt, jeg gjorde jo egentlig et ret godt stykke arbejde, men det så jeg ikke på det tidspunkt. De voldsomme brøl blev ved at lyde i mit hovede og jeg syntes jeg havde været svag. 2 år i militæret har givet mig et forskruet syn på udtrykket svag.

Jeg blev ved med at bløde efter de havde fået moderkagen ud, så jordmødrene blev ved at pille ved mig og det gjorde SÅ ONDT. Prøvede flere gange at fjerne deres hænder fra mig, men de var nødt til at få blødningen til at stoppe. “Må hun ikke komme over til sin far i stedet?”, jeg havde slet ikke overskud til at have den lille spæde baby på mig.

Jeg ville bare være alene. Lad mig være! Jeg har lige gennemgået mit livs værste smerter, lad mig nu for helvede bare være!

Jeg kunne ikke overskue at skulle blive ved med at fake denne lykkelige følelse jeg ikke følte. Jeg følte skyld, men samtidig holdt jeg fast i det havde læst den gang! Det er okay! Følelserne kommer senere.

De insisterede på at det var bedst hun blev hos mig, så jeg lå med hende i halvanden time på brystet, mens jeg mærkede blodet blive ved med at løbe ud af mig. De havde troet de havde fået styr på blødningen, så da de kommer tilbage på stuen for at se til mig og ser hvor meget jeg har blødt, bliver der tilkaldt en læge og han beslutter jeg skal afsted til operation. Endelig tager de min datter fra mig. Jeg var på ingen måde ked af at skulle efterlade mit nyfødte barn. Jeg følte bare lettelse og tomhed. Bekymrede mig faktisk mere for om min kæreste var okay med situationen, men heldigvis var min mor der også til at hjælpe med Hailey, så de skulle nok klare den.

Mine 2 støtter holder min datter

Mine 2 støtter

På operationsbordet bliver jeg endelig bedøvet! Ikke flere smerter! Nu rystede jeg bare helt vildt. Nok en reaktion på blodtabet. Mistede 1,3 liter i alt fordi der stadig sad et stykke af moderkagen fast i livmoderen.

Efter operationen fik jeg min datter i armene igen. Nu havde jeg meget mere overskud og begyndte at studere denne lille skabning, der havde forvoldt mig så mange smerter. Stadig deform og mindre køn, men hun var min datter… det kunne jeg mærke!

min datter 1 dag gammel

min datter 1 dag gammel

Det tog alligevel nogle før jeg følte jeg elskede hende, som jeg havde forventet jeg ville gøre. Følelserne var mig en langsom strøm, som blev og bliver stærkere og stærkere for hver dag.

NU er hun den største ubetingede kærlighed jeg har oplevet <3

IDAG tænker jeg tilbage på fødslen af min datter og er STOLT af min præstation og SÅ KLAR til at gøre hele en gang til  😀

 

Har du været igennem noget af det samme? Eller frygter du en lignende situation?