Skift af børnehave

Dette indlæg vil sikkert skabe en rigtig stor debat.
Jeg nåede heldigvis ikke at opleve det selv.
Jeg skriver blot, hvad jeg fik som information – og mine egne følelser omkring det.

Annabell skulle egentlig have haft startet i børnehave d.15. maj i vores by. Vores dagplejemor har været på besøg med hende et par gange deroppe, og Jonas og jeg har været på besøg med hende deroppe. Jeg fortryder sådan at jeg ikke spurgte ind til deres rutiner allerede på det tidspunkt. Hun skulle gå der, fordi hendes bedsteven fra dagplejen også var startet et par måneder før det og fordi det lå rigtig godt ift. at aflevere og hente. Min mavefornemmelse har hele tiden været usikker omkring stedet. Jeg har ikke følt at det var rigtig for Annabell eller jeg, men jeg havde gemt det væk, fordi at det sikkert var pga. at min “lille” pige skulle til at blive stor. Men sådan var det ikke..

Mandag d.15. maj ankommer Annabell og jeg kl.08.15, for at være der en time sammen. Der er ikke lavet nogen plads til Annabell og ikke rigtig nogen der byder os velkommen. Da vi går ind til stuen løber Annabell hen til sin ven for at lege. Jeg sætter mig ned til bordet og begynder at snakke med den ene af de to pædagoger som er på stuen. Jeg spørger ind til deres sukker politik, om de er sutte forskrækket og deres rutiner. Her bliver min mavefornemmelse bekræftet. Pædagogen går igang med at fortælle om deres hverdag, hvad tid de spiser, hvordan de har samling og at det kun får skiftet ble én gang i løbet af dagen, med mindre de har lavet pølser eller bleen er meget våd. Der ringer en kæmpe alarm klokke oppe i mit hovede og jeg kan mærke på mig selv, at jeg bliver rigtig vred og frustreret, og det giver jeg selvfølgelig udtryk for. Yderligere fortæller pædagogen mig, at deres ene bleskift foregår ude i garderoben(hvis det bare er tis). Dvs. at forældre, andre børn og fremmede mennesker kommer til at se min datters kønsdel, og ikke mindst er hun udsat for træk og kan få blærebetændelse. Jeg ved godt at (størstedelen) af mennesker, ikke ser noget forkert i min datters numse – men alligevel bryder jeg mig ikke om, at alle og enhver skal se min datter uden ble på.
Så her sidder en frustreret ung mor, som oveni købet er igang med at uddanne sig til pædagog, og er meget ked af det og stik tosset. Jeg forklare hende, at jeg ikke vil byde Annabell at få skiftet ble en gang om dagen, at jeg ikke vil byde hende at blive skiftet i en garderobe og slet ikke at fremmede mennesker ser hende uden ble på. Nu ved jeg godt, at pædagogen sagde at de ville skifte bleen når den var meget våd. Men hvornår vurdere de det? Er det når Annabell har tisset igennem, er det når hun har fået udslæt og rød numse? eller hvornår er det lige.
Pædagogen forklare mig at sådan har det altid fungeret, og ingen af de andre forældre har klaget over det. Jeg er sikker på, at det er fordi at forældrene rent faktisk ikke ved det.

Jeg spørger ind til hvorfor, det er at de ikke bliver skiftet ude på badeværelset ved puslebordet, hvorpå pædagogen forklarer mig, at de har 12 ble børn, badeværelset er lille og alle 12 børn kan ikke være der. Her tænker jeg straks, hvorfor tager du dem så ikke ud i grupper og skifter 3 af gangen? Ville du selv bryde dig om, at stå med bar numse og tissekone imens alle kan kigge på dig?
Jeg sidder overfor pædagogen og kæmper med ikke at græde og ikke miste besindelsen fuldstændig. Jeg fortæller igen pædagogen, at jeg ikke vil byde mit barn det de kan tilbyde mig, at jeg ikke har lyst til at hun skal gå der, og at jeg synes det er forkert det de gør. Jeg tager Annabells hånd, henter den formiddagsmad vi skulle have haft spist der, tager hende ud i bilen og ringer grædende til Jonas. Jeg er simpelthen så rystet og ude af stand til at forstå hvad der lige er sket i den sidste time. Det eneste jeg kan sige til Jonas er, at Annabell absolut ikke skal gå i den børnehave og fortæller ham hvilke vilkår hun skulle have været under. Jonas er heldigvis temmelig medgørlig og støtter min beslutning om at finde en anden børnehave til Annabell.

Hvad sker der så

Annabell på vej i børnehave. <3

Annabell på vej i børnehave. <3

Da jeg kommer hjem skal jeg stadig lige fatte mig, fortælle Annabell at jeg er okay, og undskylde for at mor blev ked af det og så går det hele ellers igang…. Jeg som meget frustreret og vred mor, ringer til pladsanvisningen for at finde ud af hvad mine muligheder er, jeg skal ringe til den distriktleder som er for den børnehave og som jeg hilste på om morgenen. Jeg får forklaret min sag begge steder, lederen vil have mig til et møde, som jeg takker pænt nej tak til, og er faktisk rigtig ked af det – mit barn skal absolut ikke gå det sted.
Pladsanvisningen hjælper mig heldigvis med at få en plads i en anden børnehave 5 km. fra vores hjem, som jeg har været i praktik i, hvor Annabell så kunne starte d.1/6. Jeg brugte rigtig lang tid på at forklare Annabell, at vi skulle i en anden børnehave at gå, vi besøgte den omkring 6 gange af nogle timers varighed af gangen inden hun startede i sidste uge.
Jeg ved hvordan deres rutiner er, jeg er glad når jeg aflevere Annabell, Annabell er glad når jeg henter hende – og jeg ved at hun er i gode hænder og har en tør numse.

 

Jeg er glad for at jeg ikke nåede at opleve den rutine, som jeg fik at vide der var på stuen.
Jeg er glad for at jeg fulgte min mavefornemmelse og flyttede Annabell.
Jeg er endnu mere glad for at have fået det hele skrevet ned, nu er det bearbejdet lidt mere.