9fitmonths: At leve 45 min ad gangen

Dette er et meget personligt blogindlæg om reaktionen på at blive mor og hvordan jeg har brugt træningen som min terapi midt i stormens øje.

 

“Det glade vanvid” har aldrig været en mere aktuel metafor. Jeg har aldrig grint og grædt så meget, så hurtigt efter hinanden. Aldrig taget så mange billeder på min smartphone, aldrig følt mig så stolt og aldrig følt mig så lille som gennem de sidste 5 måneder. Det er en ubeskrivelig glæde koblet til en god portion vanvid at blive mor.

 

Nå. Der er jo den her screening, som sundhedsplejersken benytter ved 8 ugers besøget for at teste for “efterfødselsreaktion”, som i min optik smager lidt af en mere politisk korrekt version af “depression”. Jeg kan godt se, hvordan man kan forstærke noget på en uheldig måde ved at bruge udtrykket depression.. Meeeen….Jeg ved ikke hvor zen man skal være for ikke “at reagere” på at blive mor. I hvert fald kan jeg fortælle, at man skal være mere zen end mig, for jeg kom vist godt op ad skalaen.

 

Ja, jeg er “meget enig” i at have grædt inden for den sidste uge. Flere gange. En gang græd jeg af træthed. Jeg blev skide bange for at falde i søvn ved siden af min søn, Sejr, mens han så ville ligge hjælpeløs og forgæves forsøge at påkalde sig sit snorkende kadaver af en mors opmærksomhed. Men jeg har altså også grædt, fordi låget på nutella dåsen sad for godt fast.

 

Anyway. Efter så “flot” en score bliver man tilbudt at komme i en gruppe for mødre, “der har reageret”.. Jeg takkede dog nej til dette, da jeg har verdens sejeste mødregruppe. Og, som en af dem så smukt sagde: “med mindre de kommer og passer mit barn, så jeg kan sove, så skal jeg ikke i nogen gruppe”..

 

Men men men. Der skal jo muges ud på øverste etage. Belejligt nok er motion en fremragende kur mod bimmelims-hed. Jeg har virkelig brugt det, at bruge kroppen, som et frirum. Jeg ved ikke præcis, hvorfor det virker så godt, men det gør det!

 

Der er selvfølgelig de der pop-science endorfiner, men hvis du vil læse om dem kan du hive fat i et vilkårligt nummer af I Form.

 

I virkeligheden tror jeg, at det handler om at GØRE noget i stedet for kun at FØLE og REAGERE. At rase ud på nogle push-ups for bagefter at have overskud til at vugge sit kolikbarn i søvn. …At komme i forbindelse med sin krop efter at have lånt den ud i 9 måneder.

 

Det handler ikke om mængden af træning, men om at gøre det. Det skal bare være liiige så hårdt/svært at du kun kan fokusere på det, i lige det sekund du laver det. Det har for mig været bedre end nogen form for kommunalt tilbud, og det bedste er, at det kan gøres selv når en middagslur kun varer 45 minutter*

*(PS: det er en fase) (pps: alt er en fase) (ppps: hold ud!)

 

// Ditte

www.9fitmonths.com