Du ligner IKKE én, der lige har født et barn

_L6A9296_2

Det var en tirsdag som tirsdage er flest for tiden. Stå op, amme, lege med den lille, amme, repeat ind til han er klar til en lur i barnevognen. Drøne ned i træningscentret. Gang i vægtstænger og pull-ups med babyalarm og vanddunk som mine t(r)o musketerer. Der bliver plabret lidt ved mit venstre øre og efter en pinlig evighed opdager jeg, at det er en dialog, som jeg forventes at deltage i. Der står en lettere forudrettet udseeende kvinde og kigger afventede på mig. Skal hun mon bruge squat stativet? tænker jeg og prøver at rette ammehjernen i retning af min nye bekendte. ”Du ligner ikke en, der lige har født” nærmest råber hun mig ind i ansigtet med et lettere anklagende blik der flakker mellem mig og babyalarmen. Well, beklager meget, men den er god nok. Den 2 måneder gamle tyksak ude i vognen er altså ikke en, jeg har stjålet.

Det er nok omtrent den tiende gang jeg får præcis den kommentar. Det får mig til at føle, at jeg på en eller anden måde har misset en side i regelbogen for nye mødre. Jeg er imod den fælles konvention, udenfor, en provokation. Selvfølgelig er der mange som mener det positivt, og det er helt sikkert et kompliment. Dog siger et ansigt mere end tusind ord, og jeg kan godt læse mellem linjerne. Det er så her jeg tænker: Skal man være tyk efter at have født? Er der en bestemt måde som er den rigtige at se ud på?

Er det i virkeligheden en lille smule egoistisk at stå der i træningscentret med den lille parkeret udenfor? Det er den fornemmelse jeg har, når jeg bliver indkaldt til spontant krydsforhør midt i min workout. ”Du tog sikkert ingenting på under graviditeten” er næste punkt på dagsordenen. Her forestiller man sig nok at jeg nippede til salatblade og kogt vand med citron for at holde ekstra kilo for døren. Som os træningsfreaks jo har det for vane. Her beklager jeg igen. Jeg tog på den gode side af 15 kg på. Jeg vejede så meget at min mand spontant måtte udbryde ”orhhhh jaaa hvaaad” da ænestesilægen spurgte til min kropsvægt inden han lagde epiduralen. Og min søn var en velvoksen dreng på 3700 gram.. Illusionen om den skøre mor, der kørte en streng kur under hendes graviditet må vige for en stund. Heldigvis er der altid amme trumfen: ”Nå, ammer du så eller hvad?”. Ja, min magre røv til trods kan jeg kan mætte selv en stor dreng som min søn. Han spiser gladeligt selv lige efter en hård træning til trods for at mælken burde blive væk, smage surt eller hvad der ellers fortælles af bullshit i ammestuerne. Så selv om jeg tilsyneladende ikke ligner den gængse opfattelse af en kvinde, som lige har født, så går det ’desværre’ meget godt med det her mor-show.

Min dreng sover trygt i sin vogn, mens mor giver den gas med vægtene. Det er, indrømmet, et-hundrede-procent egotid. Men hvad så? Resten af dagen foregår på hans præmisser. Han spiser som han vil, gylper hvor han vil og skider, hver gang han har chancen. Vi stimulerer sanser, hygger, sover middagslur på sofaen. Alt det som alle andre gør på deres barsel.

Forhøret er slut og jeg må forlade den anden kvinde med uforrettet sag. Selv om jeg ikke ligner en, der lige har født, så er der altså ikke noget at komme efter. Det kan godt lade sig gøre at komme igang med træningen efter en fødsel (også hurtigt, hvis du er ok i kroppen). Det kan også godt lade sig gøre at tabe sig efter en graviditet, uden at amningen går i vasken.

Hvem har egentlig skabt den ide om, hvordan en nybagt mor bør se ud? Hvis det er en fælles skræmmekampagne som vi alle sammen går og puster liv i, så lad os lige slappe af et sekund. Alle kvinder er forskellige, og hvad der er lykken for én, er ikke det rigtige for en anden. Lad os klappe hinanden på skulderen og sige at ”det er sku godt gået” for uanset hvad, så fortjener alle, der undværer deres nattesøvn, en ordentlig krammer i ny og næ.

/Ditte

www.9fitmonths.com