Giver du sunde vaner videre?

2015-08-19 14.51.10

Hej, og velkommen tilbage på bloggen… Vi har nu udgivet 18 ugers træningsprogrammer, som I kan forlyste jer med. Mangler du en uge, er her en oversigt:

Uge 1, uge 2, uge 3, uge 4, uge 5, uge 6, uge 7, uge 8, uge 9, uge 10, uge 11, uge 12, uge 13, uge 14, uge 15, uge 16, uge 17, uge 18

Herefter fortsætter vi i det ‘gamle’ format med blogs, når vi har noget på hjertet omkring familieliv, træning, mad og sundhed. // Sarah og Ditte

Giver du sunde vaner videre?

Skal der udøves nul-tollerance over for slik eller er vi ved at lære en hel generation at have et forkvaklet forhold til mad? Selv er jeg, som mor til en dreng på 13 måneder, sundhedsinteresseret og madøre, i tvivl.

Nul-sukker politik og nul-sukker-tolerance er en del af min hverdag som forælder anno 2016 uanfægtet af min personlige holdning til emnet. Selv min private dagpleje har en sukker-politik, som hun annoncerede ved første møde. Egentlig er det jo ganske fint at begrænse børns indtag af slik og den slags, er det ikke? Der er jo faktisk ikke ét gangbart argument for det modsatte… Men dybt nede i mig kan jeg mærke trodsigheden vokse. Samtidigt hober spørgsmålene sig op.

Er det [sukker] så stort et issue at det kræver en politik allerede fra det første møde med institutionslivet? De er 4 børn (maks) i Sejrs dagpleje under 1,5 år, og jeg tvivler på at de medbringer slik i noget stort omfang, selv uden en nul-tollerance-varsling. Dog skal det siges at jeg godt kunne finde på at bage en banankage eller et par muffins ved fødselsdag eller særlige lejligheder (ca 2 gange om året måske, hvis Sejr har fødselsdag, lærer at gå eller får hår på hovedet… okay, det var 3 gange). Hjemmelavet kage af udelukkende økologiske ingredienser og helt uden E-numre. Hvis nu en af de andre mødre havde det på samme måde, og Sejr fik et stykke kage, så kan det altså ikke få mig op i det røde felt. Det er en holdning, som jeg åbenbart er alene med?

Man kan jo hygge sig ligeså godt med noget frugt. Ja, det gør de bestemt også – hver dag! Ikke sjældent har Sejr indtaget 2 bananer, 1 clementin og ¼ mango i løbet af sin nul-sukker-dag. Hvad er det nu, frugt primært består af? Fructose, glucose, fiber og vand.  Jeg vil SELVFØLGELIG hellere have at Sejr får frugt end fx slik eller lignende, helt kost-faglig debil er jeg jo ikke, jeg siger bare at hele nul-sukker-tanken er meget unuanceret. Jeg så da fx hellere selv at man havde en ”begræns-tilsætningsstoffer-politik” eller lignende. Det er desuden interessant, at sukker er kommet så meget i fokus. En ny undersøgelse blandt næsten 800 danske børn i skolealderen viser at 85 % af børnene indtager for meget rødt kød ift anbefalingerne, 89% indtager for meget mættet fedt, mens ”kun” 56% indtager for meget sukker. Dog har vi ingen politik på andre områder end sukker. Der er ikke forbud mod at lade sit barn dele pølsehorn ud..

I princippet kan jeg være ligeglad og forgifte mit barn med fynsk brunsviger i privaten, mens vennerne i dagplejen kan få et par tørre daddelkugler fordi ingen ved at det også er sukker.  Det er cool. En del af mig tænker blot, om vi er ved at skabe en generation med et forkvaklet forhold til mad og nydelse? Jeg kører med metroen hver dag, og ind i mellem overhører jeg piger helt ned til børnehave alderen snakke om at ”hjemme hos os undgår vi kulhydrater” eller lign. Come on, børn i den alder skal da ikke bekymre sig som den slags. Det er en voksen-ting. Jeg er den voksne, jeg tager ansvaret for min families sundhed. Jeg ønsker ikke at Sejr skal vokse op og mentalt opdele fødevarer i ”gode” eller ”dårlige”. Han skal have lov til at have 5-10% fis og lagkage, velvidende at resten af hans kost er sund, varieret og af høj kvalitet. Han skal smage krydderier fra alle verdenshjørner, en masse mærkelige grøntsager som Årstiderne sender til os, og en hel masse andet. Og så skal han komme ind fra legepladsen til nybagte boller og varm kakao en gang imellem.

For at undgå misforståelser, vil jeg gerne sige at jeg ikke synes at det er synd for børn hvis de ikke får fx kage. Tillige ved jeg godt, at det jo ikke er noget man behøver rent ernæringsmæssigt, og det er slet ikke den vej, jeg vil ned af med min argumentation… Jeg råber bare vagt i gevær over for den sort/hvide tilgang til kost, som skyder op alle vegne. For måske er vi ved at forme en ny generation, som mister den lystbetonede tilgang til mad og som i en alt for tidlig alder, tager alt for meget stilling. Måske er vi selv i tvivl om hvad det ”rigtigte er” og i vores forvirring har vi brug for at formulere en nul-tolerance politik, fordi det er så dejlig nemt at forholde sig til mentalt. Min frygt er, at det er en gevaldig bjørnetjeneste til os selv, og vores dejlige unger.

//Ditte