Close
Ej, dine ankler er forsvundet!
facebook pinterest twitter

Ej, dine ankler er forsvundet!

Avatar
aeblekind 6 juni 2016, 07:53

Wauw!  Man kan da ikke andet end at blive imponeret, når man hver dag ser at ens tær og fingre, rent faktisk kan blive større og større og større – tænk man har hud nok, til det ekstreme vokseværk.
Jeg tror det er 2 måneder siden jeg kunne passe mine fingerringe, og mine klip-klappere er allerede svært overbelastet af mine troldefødder. “Ej, dine ankler er forsvundet”, er et hverdags begreb, og oh yes, de er virkelig rejst langt væk på ferie. 
Min jordemoder gav mig ekstra plus’er for ekstrem meget vand i kroppen, og en 10 minutters guide til venepumpeøvelser – men hvorfor skal der gives plus’er, når det er herre nederen? Det burde være minus med minus på, eller en illustration af en langefinger, der kunne placeres på vandrejournalen. Jeg tror jeg forstår hvordan gigt i fingrene føles, for jeg har næsten ikke kunne bukke dem de sidste to dage – de vil helst bare sidde og stritte og ikke lave noget. Men det er nu ikke derfor jeg ikke har haft tid til at skrive endnu et blogindlæg. Sagen er den, at jeg midt i hedebølgen har stået med en flytning, og et eksamensprojekt.

Det har været nogle hårde dage, både mentalt og fysisk. Det er svært at ville slæbe, løfte og arbejde, når kroppen ikke vil give en lov – men man er stædig nok til konstant at give det et forsøg. Det koster både på plukve kontoen, og “av-min-tissekone” delen. Iskas-nerven er dog den styggeste stodder, der bare kapper forbindelsen til venstre ben, helst når det ikke lige passer ind i planen. Ak og ve osv. osv. Det nye er, at “Arne” har fundet ud af hvor mine ribben sidder – og det er jo fantastisk at have en baby i maven, som nær studerer, menneskets anatomi. Er sikker på der kunne blive en god læge ud af ham – ja man må vel godt allerede håbe og drømme 😀

Mht. flytningen, så vil jeg i næste blogindlæg lige uddybe, og vise billeder af vores fantastiske lille hule. Sagen er den at jeg for første gang i mine 24 år, bor helt og aldeles alene – indtil Arne komme selvfølgelig. Men når han kommer, så er det vores base – mens far og søskende bliver boende hvor de gør nu. Det er en lidt anerledes løsning at være en familie på, så derfor vil jeg forsøge at forklare hvorfor vi gør som vi gør, i næste indlæg. 

Jeg håber i andre, både pregos og ikke pregos, er kommet levende igennem den famøse varmebølge!

Mange #JEGERHELTSMADRET #Burdelaveeksamensopgave #ellerspiseis Kram
Julie /Æblekind