Close
Baby og Bulimi
facebook pinterest twitter

Baby og Bulimi

Avatar
aeblekind 27 december 2016, 21:54

Kære følgere, og kære læser. Jeg er her endnu. Jeg må erkende at jeg har været gemt godt væk i den famøse baby-bobbel, og jeg har virkelig givet mig selv 100 procent hen til min nye titel som mor. Min store frikadelle nærmer sig de 4 måneder, og jeg er simpelthen blæst bagover, for tiden smuldrer virkelig mellem mine hænder. WAUW.

Som i har læst i nogle af mine første indlæg (her) og (her), har jeg en spiseforstyrrelse med i baggagen. Det optog mig især meget da jeg var gravid, da jeg var midt i et behandlingsforløb, dengang jeg testede positiv med baby-bassen. Det har fyldt rigtig meget, og jeg har været rigtig bekymret undervejs i min graviditet, for hvordan ville jeg egentlig håndtere dét at have en spiseforstyrrelse, samtidig med at være mor. Derfor jeg vil fortælle jer lidt om hvordan det går.

Det er ikke en hemmelighed, at det der graviditet, dét var rigtig hårdt. Da jeg testede positiv var stivelse og kulhydrater to rædselsfulde gutter, jeg skulle lære at leve med igen. En del af behandlingen er at spise jævnligt, varieret og stabilt. Dermed røg der også nogle svære kilo på i starten af forløbet. Nogle kilo min krop skulle vænne sig til, for jeg var i fuld gang med at skabe en almindelig forbrænding, og finde den vægt som passede til min krop. Jeg panikkede ved tanken om, at de næste 9 måneder kun bød på endnu flere af slagsen. Derfor var det rigtig svært at hvile, og bare være i min egen krop, mens den blomstrede af glød og liv. Jeg følte ihvertfald aldrig rigtig jeg fandt gløden, og kunne nyde det ekstra sul på min krop.

Undervejs blev jeg nogenlunde enig med spiseforstyrrelsen, i at min baby skulle bruge masser af næring at vokse på, og det ikke var spiseforstyrrelsen som skulle styre hvor meget min baby skulle have. Ja, det lyder måske lidt mærkeligt at have en dialog med en spiseforstyrrelse, men den har efterhånden fået en figur, som man kan diskutere med. Anyways. Vi blev enige om ‘peace’ under graviditeten, men den har haft masser af foreslag til hvor hurtigt vi kunne komme af med mor-kroppen igen. Tankerne gjorde mig sidst i graviditeten, rigtig ræd og nervøs for at det hele ville blusse op igen, ligeså snart jeg havde født.

Da jeg så havde født, der var jeg fan’me ikke til at skyde igennem. For allerførste gang i mit liv, var jeg stolt af min krop. Sikke en præstation. 14 timer og 20 minutter i aktivt helvede, og jeg kom igennem uden at dø eller være tæt på (selvom jeg troede jeg skulle dø de sidste 4 timer – måske jer der har født kan nikke genkendende til det?). Min krop som jeg altid har hadet, og talt grimt om, har givet mig den største kærlighedsklump, og en instant livslykke og mening med det hele. Min krop som har stået model til at blive sultet, nedværdiet, fyldt med ulovlige slankepiller, vanddrivende, had, skide-the og for meget mavesyre – den har lavet det vidunderlige lille perfekte væsen. Det er jo helt og aldeles utroligt. Alt hvad jeg har budt den, og så byder den mig på den anden side, det dejligste i hele verden – mit barn.

Jeg har levet rigtig højt på lykkefølelsen, og kærlighed til mit barn. Det har fjernet rigtig mange af de store sorte skyer, som min spiseforstyrrelse har kastet indover mit landskab. Jeg har ikke tid til at have en spiseforstyrrelse, og jeg har ikke lyst til at den er der. Jeg har virkelig ikke tid til at fodre den med alt muligt, der i sidste ende skal sulte mig. Mit instagram-feed, er gået fra dårlig samvittighed aka ‘tynde-fitness-modeller’ til babyspam og frodige modeller.
For et år siden havde jeg det mest forvrængede billede i hovedet af hvordan kroppen skal se ud, til at hive mig selv i mit noget løsere maveskind, og sige ‘Hey, det er okay’. For det er okay.

Jo, det er rosenrødt de fleste dage, men jeg har stadig dage hvor det ikke føles så okay alligevel. For bulimien er der stadig. Den fylder stadig lidt, men slet ikke de 98% den fyldte af mit liv sidste år. Jeg tror vi kan skrue den ned til at den fylder 10% af mit liv nu. Den er ikke aktiv, den er passiv, og nogle dage vil den gerne høres. Det ville være løgn at sige, at jeg har lyst til at være i min nyerhvervede mor-krop resten af mit liv. Det ville være løgn at sige jeg synes jeg står snorelige i en festlig kjole, og det ville være endnu mere løgn, hvis jeg skal forgive at jeg ikke en gang imellem har lyst til at give mig hen, og smide de sidste 10 kilo på ‘den nemme måde’ – for det har jeg.

Jeg vil rigtig gerne smide nogle kilo, og jeg vil rigtig gerne være fit og fast igen, jeg vil også bare gerne lære at sige ‘stop, her er der godt’, og ‘du er lækker, og du er tilfreds’. Det bliver rigtig svært, og jeg skal virkelig holde mig selv i kort snor, for at holde linjen fornuftig undervejs, altså rent mentalt. Processen og tankerne er klart noget jeg kommer til at dele med jer undervejs.

Tak fordi du læste med!

Mange
#jegerherendnu #næstenudenspiseforstyrrelse
Kram
Julie / Æblekind