Braste drømme, og nye eventyr

Det har været svært at give mig hen til bloggen, rigtig svært! Mine tanker har floreret meget omkring hvor meget jeg egentlig tør dele med jer derude, som en gang imellem læser med. Det er blevet utrolig nemt at dele mine tanker omkring min passive spiseforstyrrelse, men ufattelig svært at dele, hvad der ellers foregår i mit liv.

Mit forhold til Willas’ far er brast, og deri en masse fremtidsdrømme. – Drømmen om at blive en hel familie på én eller anden måde, selvom der var 3 dejlige øgler i forvejen. Mit måske lidt naive side, troede kun at et fællesbarn kun kunne bringe os nærmere, men præcis det modsatte er sket. Vi har aldrig været længere fra hinanden.

Jeg må sige jeg har håbet til det sidste, men når jeg kigger tilbage, har det sidste år været lange seje sidste krampetræk, og et lys der brændte alt for længe. Jeg er blevet ved med at tænke mig ind i en familie, selvom vi ikke en gang kunne bo sammen. Blevet ved med at se vores forhold alt for lyserødt, selvom mavefornemmelserne gav et andet indtryk, samtidig med at folk rystede på hovedet.

Jeg er blevet mor, forfa’en. Jeg kan jo ikke blive ved med at handle på det sidste teenage følelses register, med daglige op og nedture, store vilde følelser, hovedpude tuderi og blændende forelskelse. – eller jo. Det kunne jeg godt. Bare ikke flere gange om ugen. Hvem holder til det?

FB_IMG_1488233967075

Jeg har slået mig selv i hovedet rigtig meget. Da jeg som 18-årig stod gravid, og mistede et barn halvvejs i graviditeten med en rigtig dårlig kæreste, dér lovede jeg mig selv, at når og hvis jeg nogensinde skulle sætte et barn til verden, så skulle det være med manden i mit liv, og  under trygge faste rammer. Dét løfte kunne jeg ikke holde, og det har gjort så ondt indeni, at jeg ikke har kunne indrømme det.

Men det kan jeg lige præcis nu. Jeg indrømmer at intet er som det burde være, og alligevel er det. Jeg har fået det dejligste barn. Jeg har oplevet den vildeste kærlighed og forelskelse til et andet menneske, min søn. For selv i kampens hede, så strømmer det med kærlighed og omsorg til ham. Selv på svære dage, kan intet stoppe den ubetingede kærlighed man har til sit barn!

Om jeg kan overskue en ‘ny’ fremtid med andre drømme? Nej, slet ikke! Men jeg kan heller ikke overskue aldrig at komme videre. Jeg hader ikke at vide hvad der skal ske, men det er alligevel en lettelse ikke at vide hvad der ikke skal ske. Giver det overhovedet mening?

Jeg har min søn, og masser af kærlighed i kroppen, så ligemeget hvad, så kan fremtiden alligevel kun blive et eventyr.

Mange #avavavihjertet #menheldigviserdetstort KRAM

Æblekind