Close
Jeg har også mistet..
facebook pinterest twitter

Jeg har også mistet..

Avatar
aeblekind 9 august 2016, 12:38

Jeg er desværre én af dem som også har mistet. Min historie går snart 7 år tilbage, hvor jeg som 17-årig stod med et langdistanceforhold og en positiv graviditetstest i hånden. Jeg kan huske at rigtig mange pr. automatik trak abort kortet ned over hovedet på mig, med den effekt at jeg næsten følte mig tvunget til at gøre det modsatte. Jeg valgte at gennemføre graviditeten, selvom det ville betyde jeg ville føde inden mine afsluttende eksamener, og at jeg i og for sig ville stå alene med et lille barn. Jeg var ikke selv ét sekund i tvivl, om at jeg kunne magte opgaven. Det kom dog bag på mig allerede undervejs, hvor hårdt det var at gå i skole, være gravid, og pludselig ikke samme sted i livet som ens venner og bekendte. Det betød mange trak sig, og der var mange aftener jeg følte mig meget alene. Jeg var heldigvis velsignet med en veninde af verdensklasse under hele forløbet, som aldrig lod mig være helt alene – til trods for hun også bare var en ung festglad pige, som jeg selv var inden graviditeten.

Allerede fra uge 14 er det som om min krop prøver at fortælle mig noget er galt. Jeg får bækkenskred, jeg falder om i tide og utide. Jeg er overdrevet træt, og kan slet ikke hænge sammen. Jeg bliver sendt til skanninger, og blodprøver – men alt er fint, og jeg er jo så ung og rask at der intet er at komme efter. Derfor bekymrede jeg mig heller ikke da jeg skulle til misdannelses skanning i uge 20. Personalet har heller ikke været bekymret, for det var en ny jordemoder studerende som fik lov til at skanne. Efter 15 minutters skanning bliver hun meget tavs og bleg. Min lillebror bliver hevet ud af rummet, samtidig med det strømmer ind på stuen med mennesker. “Vi kan ikke finde benene” bliver der sagt. Det siver på det tidspunkt ikke rigtig ind. Min mor tager mig i hånden, og jeg ryger over i en større skanner. Den er god nok. Benene kan ikke ses, der er vand i nyrerne, og der er slet ikke ordenligt flow i navlesnoren. Kønnet kan ikke ses, muligvis pga. misdannelserne. Min verden bryder sammen.

Hulkende med en dødsdom over min lille baby, skal jeg allerede efter 10 minutter overveje mit og mit barns fremtid. Oddsene er rigtig dårlige for den lille baby. Hvis naturen ville lade mig gå graviditeten ud, så ville jeg føde et rigtig sygt barn. En lille baby som skulle opereres et utal af gange inden sit første leveår. En baby som ville få følgeskader af operationerne, og en baby jeg højst sandsynligt ville miste inden den havde levet et år. Det smertehelvede kunne jeg hverken tilbyde mig selv eller en lille baby for. Derfor anmodede jeg om at få en senabort, som fagpersonalet også opfordrede mig til.

Jeg kan ikke beskrive hvor ondt det gør, at rende rundt i legetøjsforretninger, og finde dukketøj til ens misdannede barn, man stadig havde i maven. Jeg fatter stadig ikke hvordan som et samlet menneske, kom igennem de 3 dage jeg skulle vente, for at få afsluttet min graviditet. Jeg skulle igennem en fødsel, for at få afsluttet graviditeten, fordi jeg var så langt henne. Jeg tror jeg havde de tommeste øjne, da jeg blev modtaget på fødestuen.

Fødslen gik ok. Jeg var meget fint smertedækket, og det hele er stadig meget tåget for mig. Jeg tror jeg rent mentalt havde forladt rummet det meste af tiden. Det tager 7 timer at føde, min lille bitte søn, som det viser sig at være. den fineste lille bitte baby, som er helt perfekt fra navlen og op. Hans ben er af helt anden kategori. De er slet ikke som de skal være. noget af dem mangler, og helt forkert er hans fødder sat på. Planen var at jeg selv skulle give ham tøj på, og ligge ham i sin lille hvide kiste. Men desværre nåede jeg det ikke. 20 minutter efter forsvinder jeg nemlig mere eller mindre fysisk. Jeg går i kramper, har ekstrem feber, og vågner kun en gang imellem. Hver gang jeg åbner øjnene står der flere mennesker omkring mig, end når jeg lukkede dem. Nogle niver mig i armen. Jeg bliver rigtig syg, og den triste rejse er slet ikke forbi. Det vil jeg fortælle om en anden gang.

englebaby

Så udover at jeg er bonusmor og kommende mor, så er jeg også englemor, til en lille William, som kom til verden for at forlade den igen d. 6 december 2009. Det har taget mange år at bearbejde sorgen. Især fordi jeg under hele min graviditet, nok skulle bevise hele verden, at jeg sagtens kunne blive en god mor. Det var jeg også blevet!
Undervejs er jeg kommet til den overbevisning, at der er en mening med det hele. Ikke at der var nogen mening i at min baby var så syg, og heller ikke at lige jeg skulle gå igennem det smertehelvede, at miste et barn halvvejs i graviditeten. Men jeg tror der er en mening med at vi nogle gange skal skrive nogle svære og barske ting ind i vores historie. Den overbevisning har ihvertfald gjort at jeg kunne komme videre.

Med alt det i bagagen, har denne graviditet også været angstprovokerende fra start. Især fordi jeg blev gravid på hormonspiral, så min hjerne tænkte jo ‘katastrofe-tanker’ inden jeg havde lagt den positive graviditetstest fra mig. Efter uge 20, var jeg dog mere overbevist om at jeg sagtens kunne lave en sund og rask baby. Jeg har også en fantastisk kæreste, som trøster mig når jeg bliver bange og usikker, på trods af at det ikke er noget vi gik igennem sammen.

Min historie er også endnu en grund til, at jeg bliver så trist og påvirket over alt den mudderkastning, om hvorvidt man er rigtig eller ‘forkert’ gravid. Det vender sig i den grad i mig, når folk er dommere for hvorfor og hvornår man får syge eller misdannede børn. Min William havde en fejl i de nederste ryghvirvler. Den var ikke genetisk, og den var ikke opstået fordi jeg gjorde noget forkert – for dengang gjorde jeg absolut intet, hvor man kunne give mig skylden for misdannelsen. Jeg spiste økologisk, droppede makeup 90% af tiden, vaskede i neutral, både mig selv og hår. Stoppede med at ryge, og stoppede med alt som andre sagde var fyfy. Jeg havde alligevel skyldfølelse i over 2 år, selvom den ene efter den anden læge, prøvede at overbevise mig om at jeg intet kunne have gjort fra eller til. Derfor har jeg bevidst valgt, at være meget mere afslappet i denne graviditet, fordi det føles mest rigtigt for mig. Ingen har fortjent at få så dårlig samvittighed over at miste et barn, som jeg havde – ikke en gang min værste fjende.

Jeg håber ikke jeg har skræmt nogle af jer læsere med min historie – husk på, at min historie bare er én trist ud af 22.000 lykkelige historier. Den er bare en vigtig del af mig, og jeg synes det var på tide at dele den med jer.

Mange #sårbare #endelafminhistorie Kram

Julie/Æblekind