Close
”Spiseforstyrrelse? – Jamen, du er jo ikke tynd”
facebook pinterest twitter

”Spiseforstyrrelse? – Jamen, du er jo ikke tynd”

Avatar
aeblekind 4 maj 2016, 10:07

I mit tidligere indlæg “Arne” trodsede hormonspiral, spiseforstyrrelse og dårlig timing” ,lovede jeg at jeg ville uddybe lidt, og det er blandt andet dét, dette indlæg handler om.

Jeg synes vi er flere og flere psykiske sårbare unge, som pibler frem fra de mørke skyer, og er med til at af-tabuisere disse svære emner, faktisk også nogle af de andre bloggere herinde på min-mave – det er jo fantastisk.
Det er også et vigtigt emne for mig, at få frem i bloggen. Jeg vil gerne tale åbent og ærligt omkring de små problematikker, der er lidt sværere at håndtere, når man ikke har det psykiske overskud.

Da jeg selv blev udfordret i sjælen, blev jeg faktisk kastet rundt i psykiatrien, og endte blandt andet hos en old-gammel psykiater (som burde have pakket kontoret ned for 30 år siden), der hellere ville stigmatisere min diagnose, og kaste anti-depressiver i nakken på mig. Faktisk blev jeg på daværende tidspunkt dømt ”for stor” til at have en spiseforstyrrelse. Heldigvis, for mit vedkommende, var der en fantastisk psykolog på afsnittet, som havde forstand på emnet, og det blev min redning!

”Spiseforstyrrelse? – Jamen, du er jo ikke tynd”
– er bare én af de ting der er blevet sagt til mig. Det er stadig noget jeg kan få kastet i hovedet, når jeg fortæller folk, hvorfor jeg er som jeg er.
Jeg har egentlig aldrig været undervægtig grundet min spiseforstyrrelse, for jeg har slet ikke anoreksi. Den spiseforstyrrelse jeg er i behandling for, hedder bulimi. Det er den mest udbredte form for spiseforstyrrelse i hele norden – men måske også den mest misforstået.
Det er meget individuelt hvordan en spise-forstyrrelser er hos den enkelte. For mig startede bulimien ud ved at jeg fastede i 3 uger, og derefter indtog ekstremt meget mad. Senere var det restriktivt mad indtag, efterfulgt af madorgier, og opkast. Jeg formåede faktisk at bruge 2 måneders SU, på mad jeg kastede op igen. Senere kom palæo bølgen samt tvangsmotion rygende let til mig, og til slut spiste jeg 5-6 forskellige (og ulovlige) slankepræparater. Dem stoppede jeg med i efteråret.  Min spiseforstyrrelse har været meget påvirket af tidens madtrender, og sundhedsbølger. Jeg har bare ikke været i stand til at bruge tingene fornuftigt.

Det er klart, at når man bærer så stor en hemmelighed, og konstant skal dække over + finde økonomi til at dyrke en spise-forstyrrelse, så følger bulimiens mørke venner ’angst og depression”  ofteogså med. De to fætre, er edderman’me ikke til at spøge med. Fy for pokker.
For 3 år siden meldte de sig for alvor ind i bulimi-klubben, og gjorde livet til at decideret helvede. Pludselig kunne jeg ikke tage min telefon, tømme min postkasse, handle, passe mit studie eller turde tage kontakt til nogle mennesker. Jeg blev indelukket og asocial. At tage på arbejde, var som at gå igennem kviksand, og mit hoved var ved at eksplodere ved alle de indtryk jeg ikke kunne sortere imellem.
Det var også de to, der for alvor næsten knækkede nakken på mig, sidste sommer. Jeg måtte endnu engang opgive at have et arbejde jeg ellers elskede, og et passe et studie jeg fandt yderst interessant. Da jeg pludselig ikke kunne køre bil eller tage det offentlige uden at få panik-angst, så var det rigtig svært at komme fra A til B.

Nu? Kæmper jeg hver dag en kamp, for ikke at ”falde i” med min spiseforstyrrelse. Det er klart, at min spiseforstyrrelse aldrig nogensinde har råbt så højt af mig. Jeg har aldrig nogensinde vejet så meget som nu, eller følt mig så stor. Jeg er i uge 24 og har taget næsten 10 kg på. Jeg prøver stadig at lære, at det er helt normalt og naturligt. Jeg skal jo ikke se gravid og væsket ud, resten af mine dage. Men på grund af den forstyrrende ”stemme” i baghovedet, så er det klart, at det er utroligt svært at nyde og elske min gravide krop. Jeg må nok bare erkende, at det ikke er dertil, jeg er nået. Men jeg holder tungen lige i munden, og sørger for at ”Arne” får alt den næring og omsorg han skal have, imens han bor i min mave. Det er klart – jeg vil det bedste for mit barn, ligesom alle andre.

Mht. ”lortevennerne” aka angst og depression, så har de faktisk lige været på besøg. De er lidt sværere at få ud af huset, men jeg er snart ved at få presset dem mod udgangen. Jeg har ikke plads eller rum nok til dem – men det betyder ikke at de ikke kan lide at komme på uanmeldt besøg. Det elsker de.
Det er klart i min rejse hertil, er det stadig ligeså svært at kæmpe imod at have det psykisk dårligt. Jeg er konstant udfordret. Jeg har heldigvis bare fået flere redskaber til at ”slås” med, og mit skjold er blevet større for at passe på ”Arne”.
Der er meget fokus på psykiatrien i disse dage, og især på de forskellige diagnoser og lidelser. Stress er blevet en folkesygdom, og vi må snart erkende, at stress faktisk ikke rimer på dovenskab. Desværre gør både regeringen og samfundet (i min optik) psykiske lidelser til en pestilens for vores systemer. Det er bare heller ikke så let at se og føle en psykisk lidelse, udefra set – (indefra er så en helt anden ting). De fleste diagnoser er klistret ind i fordomme og bedrevidenhed, desværre. Hvis samfundet var bedre indrettet til at tage hensyn og vise forståelse, så tror jeg faktisk det ville være meget nemmere både at begå sig, og komme lettere igennem hverdagen, med en psykisk sygdom.

Jeg håber der er flere dejlige mennesker derude, som har mod på at af-tabuisere deres psykiske udfordringer eller diagnoser.
Jeg er i hvert fald ikke færdig i forsøget på forhindre og forebygge misforståelser, i hvad angår spise-forstyrrelser.

Mange #ømmesårbaremenstærke kram fra

Julie / Æblekind