Allergi i julen?
Har dit barn allergi, så kan juletiden godt blive lidt af en udfordring – men der er heldigvis masser af ting, du selv kan gøre, for at undgå de fleste ’juleallergier.
I det meste af julemåneden bliver vi alle udsat for dufte, smage og andre juletraditioner, der kan forværre allergi og påvirke følsomme luftveje – især hos børn.
Jeg har derfor her samlet en række tips til, hvordan du og dit barn kan undgå de værste allergi- og astmatriggere her i julen:
Julelys og brændeovn
Levende lys og ild i brændeovnen eller pejsen soder og oser, og kan irritere slimhinderne hos små børn med astma eller bare generelt følsomme luftveje. Hvis du alligevel gerne vil hygge med levende lys eller ild i brændeovnen, så husk:
• Hold vægen på lyset kort.
• Sluk lyset med en lyseslukker eller saks – og luft ud bagefter.
• Vælg et tyndt kalenderlys, der kun brænder kort tid, inden datoen er brændt væk.
• Vælg fyrfadslys, da de soder mindre en almindelige lys.
• Undgå gelé- eller duftlys.
• Vælg evt. elektriske lys.
• Lufte ud før og efter, at der er tændt op– eller undgå helt at tænde brændeovn og pejs.
Julemad og juleknas
Hvis dit barn har fødevareallergi, ved du sikkert allerede, hvor vigtigt det er at være opmærksom på, hvad der bliver puttet i munden. Og så ved du også, at det er en fordel at julemad, julebag og juleknasen selv – fx hvis dit barn har mælkeallergi, eller hvis det har pollenallergi og fx reagerer på nødder og mandler.
Mange børn bliver røde i huden i ansigtet, når de har spist juleappelsiner – det er IKKE allergi, men blot en reaktion på syren i frugten. Det går væk igen, men hvis du vil undgå det, så kan du smøre lidt creme i ansigtet på den lille, før han/hun kaster sig over appelsinerne.
Hent evt. inspiration til allergivenlig juleknas, æbleskiver og risengrød på www.astma-allergi.dk.
Og når julens megen madlavning giver ekstra os og røg i køkkenet, så husk at lufte ekstra godt ud, så den ikke generer de følsomme luftveje.
Juletræer og pyntegran
Hoster eller løber næsen hos dit barn, når der er juletræ eller pyntegran i nærheden, kan årsagen være skimmelsvampe eller harpiks fra træet.
• Skyl træet eller pyntegran og lad begge dele ligge i nogle dage, inden du bringer dem indenfor.
• Hav kun juletræ og pyntegran indendørs i den tid, der er højst nødvendigt.
• Undgå at dit barn rører ved gran, hvis barnet slår ud og reagerer i huden af det. Det kan skyldes allergi over for kolofonium, der findes i harpiks fra nåletræer.
Hvis dit juletræ giver dig flere sorger end bekymringer, så overvej et kunstigt juletræ.
Husk at:
• overbruse det kunstige træ med vand, så støv og skimmelsvampe fra gammelt julepynt ikke bliver gemt til næste år.
• opbevare det kunstige juletræ støvfrit, og bruse det over igen til næste jul, inden du pynter det.
Granpollen-allergi – ingen problemer
Har dit barn allergi over for granpollen, så bliv ikke nervøs, når julen nærmer sig:
Fyr og gran spreder kun pollen fra maj-juli. Og grantræer producerer først pollen, når de er 25-30 år gamle, og juletræer i stue-størrelse er kun 7-10 år gamle.
Husk medicinen
– også i juletravlheden
Selvom du gør alt hvad du kan, for at skåne dit allergibarn mest muligt i julemåneden, er det svært helt at undgå stearinlys og gran.
Derfor er det vigtigt, at I har allergimedicin i huset, hvis barnet – eller andre – får allergi i juledagene. Det ville være træls, om julehyggen blev ødelagt af astma, allergi, eksem eller evt. nældefeber.
Når alt dette er skrevet, så husk også at både du og dit barn skal nyde julen, og alt hvad den har at byde på af dejlige, skønne oplevelser og minder.
Hvis du gerne vil have mere viden omkring astma og allergi, så kig forbi www.astma-allergi.dk
Glædelig jul!