10 gode grunde til I IKKE skal følge min mamablog (og 1 ufattelig god grund til I skal)

De 10 gode grunde til du ikke skal følge mig… så kan du jo ligesom ret hurtigt få overblik over om jeg er din kop te, som man siger…

1: Jeg er lidt for ærlig (lidt for tit)
2: Jeg får lyst til at tvangsfodre min datter med raffineret sukker i det sekund, jeg hører ordet speltmutti
3: Jeg er pænt almindelig
4: Og er derfor nok også ret meget en standard mama (ingen under, ingen over)
5: Jeg har ikke en mand, jeg kan brokke mig over, er nemlig ret forelsket i min datters far, hvilket leder til pkt 6
6: Det kunne godt blive irriterende pladderromantisk (hvilket jeg egentlig hader… og elsker hvis det er under eget tag, hvem sagde narcissist…. HVEM???)
7: Det at blive mor har vækket, hvad jeg vil kalde en slags split-personality, hvor jeg den ene time på en dag ikke kan stoppe med at kysse vores datter, imens jeg har emoji-lignende hjerter i øjnene, og timen efter har lyst til at løbe hjemmefra så hurtigt, at jeg ikke når at tage sko på, fordi hun går amok over at jeg ikke kan gætte, hvad hun siger.
8: Fordi jeg (jævnfør pkt 7) er dårlig til at fatte mig i korthed, til trods for punktform.
9: Jeg prioriterer stadig mit arbejde og mine venner ret højt (selvom jeg indimellem ville ønske mit arbejdsuge hed 35timer og at jeg havde flere timer på dansegulvet kl 2 om natten)
10: Jeg hader (jeps det er et stærkt ord) ordet “overskudsmor”, armen helt ærligt, er man ikke bare mor og så kan det være man i perioder lave vildt meget, mens andre bruges mest på at glæde sig til, at barnet skal puttes om aftenen?

BUM! – Har du stadig lyst til at læse med?

Jamen så kommer der her den der ene gode grund…
Det samme som de 10 grunde. Kan du ikke se det? REALNESS, yes yes, ikke så meget pis… alt det gode, alt det grimme, alt det pæne og alt det slemme – jeg er ikke bange for nogen af delene. (Og jeg vil godt arbejde lidt med det der med længden af tekster, jeg vil forsøge at minimere pladderromantikken, og jeg lover at prøve at lave overskrifter, der ligesom kan lede dig igennem tekststrømmen, deal?)


AnnepandeBP & co.

Jeg hedder Anne, ligesom 46.100 andre danske kvinder. Jeg er 31 år, kommunikationsansvarlig i en mindre dansk møbelvirksomhed. Jeg er mama, vild med vino, masser af mad og fitness (sidstnævnte mest for at hindre maden i at få et alt for godt tag i mor-kroppen). Min kæreste hedder Johannes, han er 34 år, studerende (og deler i øvrigt navn med 6998 andre hankønsvæsener).

Vi har kendt hinanden næææææsten 3,5 år. Sammen har vi Esther på 20 måneder. Esther har det mindst brugte navn af os tre og deler sit navn med 4980 andre mennesker, hun er opkaldt efter min rimelig awesome, ligefremme, enormt vestjyske, sovseglade og hyggelige momsemor. – Kvaliteter som jeg egentligt synes der ville være ganske cool, hvis den lille E også arvede.

Men ja kærester i 3+ år og et barn på 20 mdr. You do the math. Det gik pænt stærkt. Det har som alt andet i livet sine fordele og ulemper. Fx var det liiiidt mærkeligt, at min kæreste under fødslen måtte holde mig mens lavementet literally fes ud af mig, når jeg indtil den dag aldrig så meget som havde pruttet foran ham.

Vi bor i det københavnske nordvestkvarter og lever efter “hvor der er hjerterum, er der også husrum” reglen (bedre kendt som, det er jo MEGADYRT at købe lejlighed i KBH så derfor bor vi SMÅT reglen).


Motherhood og sådan noget

Jeg pjattet med at være blevet mor. Jeg synes det er fantastisk, nemt, pissehårdt og sjovt på én og samme tid. Men jeg har egentlig ikke den der life-changing “jeg-er-blevet-et-andet-menneske” følelse, som jeg så ofte læser at andre føler når de er blevet forældre. (Altså udover færre byture og væsentligt flere bleskift). Og udover punkt 7.

Uden at der skal gå for meget pkt. 6 i den, så er jeg ret beriget med at være blevet forældre med et af mine absolut yndlingsmennesker. Han er sådan… du ved typen, der hviler vildt meget i sig selv og mega uperfekt på den gode måde. Derfor er han også god til at sige RO PÅ… Og så slapper jeg ligesom lidt mere af – hvilket kan være RET godt (ret ofte). Vi er nok ret afslappede (læs: jeg prøver i hvert fald) som forældre og vi er i virkeligheden som forældre er flest, tror jeg.
Det var det for nu. Så er jeg ligesom introduceret. Vi blogges ved! (Som man temmeligt sikkert ikke siger, men det gør jeg altså, fra nu af i hvert fald… eller indtil I beder mig stoppe)

KH
AnnepandeBP

PS. Jeg tænker, at jeg i mine kommende blogindlæg går igennem mine 10 gode grunde til ikke at læse mine blogindlæg… ikke sådan slavisk men over tid. Bare lige sådan til skræk, (grin) og advarsel.

Billede blogpost 1

(Mig gravid i uge 30-31 ish, yes yes styr på kostpyramiden)