Close
Den hormonfyldte gravide kvinde
facebook pinterest twitter

Den hormonfyldte gravide kvinde

babyklar 6 marts 2014, 08:00

Hormonfyldt gravide kvinde

Som du måske ved, hvis du har læst mit sidste blogindlæg, så er jeg gravid.

Dvs. min kæreste er gravid, men jeg insisterer på at være en del af processen.

Jeg synes personligt, at jeg har klaret graviditeten rigtig flot indtil nu. Jeg har passet rigtig meget på min kæreste, fortalt hende hvor meget jeg elsker hende, kysset, nusset hende, været til alle lægebesøg, fødselsforberedelse og fødselskurser. Jeg har læst bøger (næsten), jeg har prøvet at rumme det hele og lidt mere, og alligevel er vi endt med at have en god krise.

En ordentlig krise, der har skubbet os lidt frem og ind i en afkrog, som hverken hun eller jeg havde lyst til at besøge. Men vi har besøgt den, vi har været fortvivlede over, hvordan det skulle gå, det har været farligt, og lige da det hele var ved at gå galt, fandt vi roen og glæden igen.

Jeg føler, at jeg er den selvsamme mand nu, som jeg har været under hele graviditeten. Så hvad er det egentlig, der er sket under den lange krise?

Jeg har talt med nogle veninder og kvindelige bekendte, og deres svar er hver gang: “Det er hormononerne.” En bekendt fra USA sagde direkte til mig, at under hendes to graviditeter tænkte hun, at hendes mand (den samme begge gange) var uduelig, og at hun overhovedet ikke vidste, hvad hun skulle med ham i det hele taget.

Når barnet var født, følte hun pludselig en stærk kærlighed til og samhørighed med ham. En anden sagde, at hormonerne forandrer dig fuldstændigt. En tredje forklarede, at da hun selv var midt i en kæmpe krise med kæresten, sagde hendes læge til hende:

“Du er gravid, du skal være gravid i 9 måneder og derefter amme i ca. 6 til 12 måneder. Du skal på INGEN måde tage nogen som helst form for drastiske beslutninger i dit liv det næste halvandet år. Du tror, at du kan se ting klart, men det er du ikke i stand til. Din krop er under kæmpe hormonel forandring. Sådan er det.”

Problemet med hormonerne er nemlig, at det kvinden føler, mens hun er påvirket af homonerne, føles lige så ægte, som de følelser, hun har, når hun ikke er gravid. Hun kan ikke mærke forskel på, hvad hormonerne gør, og hvad der har med den ydre virkelighed at gøre. Og det må især være voldsomt for nye par eller par, der ikke har oplevet hinanden i denne situation før.

Når jeg har taler med min kæreste om vores krise, er hun stadig meget skeptisk over for den forklaring, at den kan skyldes hormonerne, og hvad de gør ved én.

Sjovt nok er de kvinder, jeg har talt med og som understreger homonernes magt, alle sammen kommet ud på den anden side og kan se på graviditet og barsel lidt på afstand.

Jeg ved, at jeg selv, når tankerne begynder at løbe løbsk, prøver at acceptere, at mine tanker fødes af nogle følelser, og at de ikke behøver at udleves gennem handling. Og oftest viser de stærkeste følelser sig at være resultat af en indre forandringsprocess, der tager tid og skal have tid for at blive accepteret.

Jeg er nysgerrig. Hvad tænker I om det, jer der lige nu er gravide?

Har jeres kæreste/partner sagt noget til jer om hormoner? Har I været i stand til at tænke i de baner, eller står I fast på jeres “ret” til at blive betragtet som rationelle mennesker på trods af mange andre kvinders fortællinger om det modsatte?