Første skanning: Hvor stor en risiko for misdannelse er for stor?

Echographie profil-2

Nakkefoldsskanning…

Misdannelsesskanning…

Nej, man kan ikke anklage sundhedsvæsenet for at have ansat stand-up komikere til at finde på navnene på de to standardskanninger, kvinder bliver tilbudt i løbet af deres graviditet.

Keeeeedeligt!

Men OK! Vi kommer ikke til nakkefoldsskanning for at have det sjovt. Vi er her for at finde ud af, om fosteret (det hedder jo ikke “barnet” endnu) har en lille eller stor risiko for at bære på kromosomfejl. Fosterets nakkefold måles, moderens blod undersøges, hendes alder medregnes, og til sidst får vi et tal, der indikerer, hvad risikoen er for at fosteret har bl.a. Downs syndrom.

Er tallet 1/900, betyder det, at der ud af 900 fostre vil være ét, der har Downs syndrom.

Er tallet mindre end 1/300 (f.eks.: 1/900), undersøges fosteret ikke videre.

Er tallet højere end 1/300 (f.eks.: 1/200), tilbydes moderen, at der tages en moderkagebiopsi eller en fostervandsprøve for at afklare, om fostret er raskt.

Så langt så godt. Det eneste lille problem er, at der er ca. 0,5-1 % risiko for at abortere, når man får foretaget en moderkagebiopsi eller en fostervandsprøve.

0,5% ?

Det er da ingenting!

Troede jeg…

For nylig havde jeg en stor diskussion med en veninde om, hvad tallet skulle være, før det gav mening at få foretaget en moderkagebiopsi eller fostervandsprøve og bringe fosteret i fare. Hvis man har aborteret før, eller hvis man har været længe om at blive gravid, så kan 0.5-1 % føles som et meget stort tal.

MEGET STORT!

Veninden var hunderæd ved tanken om at abortere pga. fostersvandprøven. Hun følte, at 0,5-1 % var en kæmpe risiko at tage. Jeg prøvede at argumenteret for, at hvis 0,5 % var en stor risiko for at få en abort, så var 1/200 (=0,5 %) en lige så stor risiko for at få et barn med Downs syndrom. Ren matematisk er der ingen forskel.

Men for hende var tallene ikke ens. For hun var bange for at få endnu en abort og havde ikke nogen forestilling om, at hun kunne ende med et handicappet barn.

Jeg derimod har en stærkt handicappet onkel og kan se, hvor stor en opgave, han har været for sin mor livet igennem og nu for sine søskende. Så jeg ser risikoen for et barn med Downs syndrom som noget alvorligt, hvorimod jeg overhovedet ikke ville være bekymret for, jeg kan blive gravid igen eller ej.

Vi læste tallene med to vidt forskellige følelser, og deres matematiske betydning forsvandt.

Da vi ikke kunne blive enige, begyndte vi at slås om den moralske betydning af sådan en prøve.

“Du er ikke parat til at acceptere et barn, der ikke er helt normalt!” Så var jeg pludseligt havnet i rollen som den intolerante. Jeg svarede straks, at “enten er den fri abort en mulighed, der er moralsk forsvarlig, eller også er den ikke, og så skal vi forbyde den. Man kan ikke både synes, at kvinden har ret til fri abort, når det passer hende, og samtidig anklage mig for at være intolerant, fordi jeg helst ikke vil have et barn med Downs syndrom. Er det nu bedre at få en abort, blot fordi det ikke lige passer i ens liv pga. uddannelse eller noget andet, end fordi man ikke tør løbe risikoen for at få et barn med Downs syndrom.”

Samtalen stoppede der, da min veninde blev ked af det. Det er for tæt på. Det var heller ikke meningen at rode i hendes følelser på den måde.

Vi havde selvfølgelig begge to ret. I hvert fald set ud fra den angst, vi bærer på. Hendes frygt for at ende barnløs og min forestilling om, hvor krævende det må være at være forældre til et barn med Downs syndrom.

Jeg mener stadig, at hvis man accepterer at fri abort er et valg, vi har, så må det være ok at vælge det, fordi man ikke ønsker sig et barn med Downs syndrom.

Jeg er nu heller ikke i tvivl om, at hvis jeg fik et barn med Downs syndrom, så ville jeg elske det. Jeg forestiller mig dog, at jeg vil savne at se den udvikling et menneske uden stærk misdannelse har. Skole, sprog, forelskelse, uddannelse, rejse, selvstændighed, ny familie, børn mm. Jeg vil ønske, at jeg havde det anderledes. Men jeg må bøje mig for de følelser, jeg har omkring det. Hvis jeg fik tilbudt en moderkagebiopsi eller en fostervandsprøve, ville jeg tage imod den.

Efter nogle dage besluttede min veninde og hendes kæreste sig for, at de vil tage imod en ekstra prøve, hvis tallet var så lavt, at de fik det tilbudt.

Tallet var meget højt, og de slap dermed for at tage stilling til det indtil næste gang. Det glæder mig på deres vegne.

Hvordan har du/I taget stilling til dette voldsomme spørgsmål?