Jeg kan selv! – kunsten at klare det umulige

big_bike____small_girl_by_jayfley

 

For nylig var jeg på ferie i Assens med min datter og min kæreste (herefter “K”).

På vej tilbage fra stranden, mens vi cyklede op ad en rimelig stejl bakke, sagde min 6 år gamle og 125 cm høje datter:

“Far, må jeg prøve K‘s cykel?”

(Det var en damecykel.)

Mig: “Naaarg, det tror jeg ikke, det bliver for svært!”

“Kom nuuuuu. Lad min prøve!”

Mig: “Nej, det kan du ik’, det er for svært!”

Jeg kiggede på hende, trak vejr et par gange og tænkte på alle de gange, jeg måtte havde svaret på den selv samme dumme manér.

IDIOT!

Jeg skammede mig.

Jeg tænkte på Jesper Juul.

På “Dit kompetente barn”.

På inkompetente mig!

For hvorfor i alverden skulle jeg sige, at det var “for svært”.

Hvad vidste jeg om det?

Hallo!

Er der nogen deroppe?

Hvad i alverden vidste jeg om det?

Jeg kunne have svaret, at JEG ikke ville bruge tid på det, at JEG ikke havde lyst til at hjælpe hende med det, at JEG ikke var interesseret i at se, om hun kunne eller ej. Det ville have været ærlig snak. Det ville have givet hende mulighed for at være sur på mig. Men at svare:

“Det bliver for svært!”

Hvad i alverden bildte jeg mig ind!

At jeg er synsk!

Så jeg kiggede på hende og sagde:

Mig: “Ved du hvad, skat. Næste gang jeg siger ‘Det bliver for svært!’ eller ‘ Det kan du ikke!’ så skal du bare svare: ‘Lad mig prøve, far. Så skal jeg nok selv finde ud af, om det er for svært eller ej!’ Ok?”

(Pigen nikker)

Mig: “Vil du sige det? ‘Lad mig prøve, far. Så skal jeg nok selv finde ud af, om det er for svært eller ej!’”

“Lad mig prøve, far. Så skal jeg nok selv finde ud af, om det er for svært eller ej!”

Mig: “Det synes jeg er en rigtig god idé.”

Hun slap sin cykel med et smil så stort som en kvart melon. Kastede sig over K’s cykel. Jeg hold fast i sadlen, løb lidt ved siden af, opmuntrede hende.

Og efter 20 meter… Væk var hun.

Hun cyklede selv på en voksencykel op ad en stejl bakke.

Det jeg troede var umuligt, var en bagatel.

Da vi var nåede hjem, var det lykkes hende at at få cyklen i gang på vej ad bakken uden hjælp, at dreje, at bremse og at skifte gear.

Smilet var nu på størrelse med en kvart vandmelon.

Hun var stolt som en snegl, der krydser Lyngbyvej i myldretiden!

Hun cyklede mere, og mere, og mere.

Da hun endeligt stoppede, sagde hun:

“Far, næste gang vil jeg gerne have en voksencykel.”

Jeg tænkte straks… “Jamen, skat, du er for lille, blablabla…”

Hold kæft, Manu!

Træk vejr.

Hold kæft!

Tænk.

Ok, nu…

Mig: “Ja, det kan jeg godt forstå!”

For det kunne jeg godt forstå.

For nyligt læste jeg på DR online, at “Pylrede forældre giver angste børn”.

Prøv det du vil, min pige.

Prøv alt!

Prøv! Prøv! Prøv!

Tænk ikke på din fars frygt!

For du kan selv, det ved jeg!

Jeg takker dig, du skønne datter.

TAK!

Du gør mig klogere hver dag!